Ole Munks Slægtsdatabase

Toke Skjalmsens søn Stig optræder ikke i nogen samtidig kilde. Han er omtalt i Morten Pedersens stamtavle fra 16. århundrede med ægtefællen Kristine og børnene Toke, Åge og Juris.
Langebek åbnede spørgsmålet, om denne Stig kunne være identisk med kong Valdemar I’s svoger Stig Hvidelæder, men uden at besvare det.39 Valdemar havde ganske vist en søster ved navn Kristine, men det var en anden søster, Margrethe, der ifølge Knytlingasagaen var gift med Stig Hvidelæder, hvilket gav Langebeks identifikation et problem. Suhm kombinerede kort efter navnestoffet på den måde, at både Stig Tokesen og Stig Hvidelæder var svogre til Valdemar, gift med hver sin søster.40 Det er sandsynligvis begyndelsen til, at de to Stiger identificeres eller snarere forveksles. Senere er det antaget, at Stig Tokesen/Hvidelæder havde to ægtefæller, både Kristine og Margrethe, oftest er han bare formælet med Margrethe.*’ Med identifikationen er Hviderne ikke blot blevet gift ind i den danske kongeslægt, men via Stig Hvidelæders datter Kristine tillige i den svenske kongelige Sverker-slægt.
Stig Tokesen optræder foruden hos Morten Pedersen på 1515-frisen som søn af Fru Gyde og Tyge, hvor det af sammenhængen fremgår klart, at Tyge er Skjalms søn Toke. Kornerup har i sin fremstilling af frisen ændret sammenhængen til, at Stig er søn af Toke Ebbesen. Det sidste svarer til Genealogien, der har en Stig Galen, søn af Toke Ebbesen, gift med Kristine og med bl.a. sønnen Juris. Det er nærliggende at antage, at Morten Petersen har ’genbrugt’ denne Stig som Toke Skjalmsens søn af samme navn. Der er som nævnt andre eksempler på et sådant genbrug (jfr. afsnit om kilder og stamtavler).
Muligheden for at Toke Skjalmsens søn Stig har eksisteret foreligger, men, som det fremgår, vil det være uholdbart at fæste lid til de indicier fra det 16. århundrede, der peger i denne retning.
Identifikationen af denne eventuelle Stig Tokesen med Stig Hvidelæder er til gengæld en helt uantagelig konstruktion, en ren fantasiforestilling, født af Langebek og Suhm og langsomt gentaget og fæstnet gennem århundrederne. Der indgår mange elementer i denne konstruktion, og forskellige veje har ført forskerne til målet. En grundantagelse er, at Hvidelæder blot er en forskrivning af Hvide, og at Skjalm Hvides sønnesøn Stig vel kan have ’arvet’ dennes tilnavn, selvom det ikke står nogen steder. For på nogen måde at begrunde antagelsen (hvad der sjældent bliver gjort), må man imidlertid også rundt om folkeviser og folkesagn, og så er man for alvor på gyngende grund.