Ole Munks Slægtsdatabase

Både abbed Anders og hans protegé Christiern Nielsen Juel var gode bekendte af den person, der spiller hovedrollen her, storbonden Niels Jensen, som vi finder på Hornsgård (i Farstrup sogn, Slet herred) fra 1556.
Den havde hørt under klosteret i hvert fald siden 1202, hvor den nævnes i Valdemar Sejrs stadfæstelse på klosterets friheder og besiddelser. Det ser ud til, at den ene halvdel af gården blev drevet af klosterbrodrene selv, mens den anden halvdel var fæstet bort. I den bevarede jordebog, som abbed Anders udfærdigede i 1552 (se kilde- henvisn.), står Christen Smed som fæster, men det kan kun have været af halvdelen, for et fæstebrev af 1556 siger udtrykkeligt, at den ny fæster skal overtage det halve Hornsgård, som salig Christen Smed havde i fæste.
Yderligere skal den ny fæster have ret til at bruge en eng, beliggende østen for Stavn, »som er indkastet med dige«, dvs. at en af de lave enge ved Limfjorden var blevet forsynet med grøfter og herved havde fået endnu større værdi for opfedningen af stude. Her ser vi altså et konkret eksempel på Vitskøl-brødrenes landbrugsprojekter.
I den allerede nævnte jordebog omtaler abbed Anders den store skov, der lå ved Hornsgård, kaldet Hornskov, og fremhæver året 1551 som et særlig godt oldenår, »da havde jeg til klostrets behov 100 svin derpå og bonden udi gården (Hornsgård) 22.« (Denne formulering viser ligeledes, ?.t kun en del af Hornsgård var fæstet til en bonde, mens den i øvrigt dyrkedes af klosterets brødre).
Hvad skete der med den efter reformationen? I første omgang, og i hvert fald endnu 20 år efter reformationen, fortsatte klostrets forstander den gamle praksis med at bortfæste halvdelen og selv at dyrke den anden halvdel. Den, der i 1556 tiltrådte fæstet efter Christen Smed, var Niels Jensen, der som allerede nævnt, sammen med sin hustru fik livsfæste på den halve Hornsgård.
Men efterhånden må det være gået op for ham og andre i og omkring klosteret, at klokken var ved at falde i slag, og at den endelige overgang på andre hænder nu forestod. Og hvad der så ville ske, kunne man let tænke sig til: det ville inden længe blive givet i pant til en herremand som så meget andet krongods.

Det var præcis den situation, der indtraf i 1563, da Henrik Gyldenstierne til Ågård fik Vitskøl som pant af kronen. Abbed Anders må have hørt om de påtænkte forandringer året før, herunder at han samtidig skulle fratræde sin stilling på Vitskøl. I hvert fald udfærdigede han i 1562 et pergamentsbrev, hvori han på egne og de tilbageværende brødres (det såkaldte »menige konvents«) vegne gav Niels Jensen og hans hustru livsbrev på hele Hornsgård.
Niels Jensen og hans hustru havde da boet i 6 år på Hornsgård, og abbed Anders syntes åbenbart, at det bedste ville være at sikre denne fæster hele gården, inden andre fik magt til at disponere. Man kan godt hævde, at det var en provokerende disposition, han foretog her på falderebet, for den begrænsede den nye herres muligheder for at udnytte sit pant.
Abbed Anders’ åbne brev af 1562, »med to hængende segl velforseglet«, meddeler på kongens vegne »Niels Jensen og hans hustru livsbrev udi al deres livstid« på hele Hornsgård med al dens rette tillig- gelse.
For fremtiden skal Niels Jensen ganske simpelt råde for hele den store gård, og det præciseres, at han skal have ret til »at have sin plovmand på samme gårds brug hos sig«. Det må betyde, at han kunne have en fæster boende på gården, som ydede sin landgilde til ham i form af plejearbejde.
Rettighederne til fæsteren af Hornsgård nærmer sig faktisk en selvejers rettigheder.
Når man ser, hvad livsbrevet omfattede, må man indrømme, at det var en gård, der var sikret mod dårlige konjunkturer. Foruden korndyrkningen, som altså skulle varetages af en ansat plovmand, var der i gode år olden i Hornskov til over 120 svin, foruden at brændsel og gavntræ til »gård og ålegård« var til rådighed. Foruden den i forbifarten nævnte ålegård var der fiskeriet i »Lykkedyb«, altså et vandområde i Limfjorden, som utvivlsomt havde fået sit navn på grund af særlig stor rigdom på fisk (navnet »Lykkedyb« findes ikke på nyere kort, men der er »Hagedyb« i fjorden vest for den lille ø, der kaldes Hornsgård Holm). Og den »inddigede« eng østen for Stavn hørte jo fremdeles med, så stude var der også basis for.
I årlig afgift for Hornsgård skal han svare en hel læst korn, eller 24 tønder »hammelt korn« (dvs. vægtigt korn), hahi rug og hahi byg, foruden 3 1/2 tønder ål. Af den sidste post ser man, hvilken vægt fiskeriet på Hornsgård havde.

Men vi er ikke færdige med abbed Anders’ åbne pergamentsbrev af 1562. Han havde nemlig følt sig foranlediget til at anføre begrundelser for forleningen af Hornsgård til Niels Jensen, og man kunne godt få en lille mistanke om, at han ønskede at lukke munden på dem, der kunne finde på at snakke om, at Niels Jensen var blevet særligt begunstiget. I hvert fald kan også vi være glade for hans omhu, for herved kommer han til at give os et interessant indblik i Niels Jensens forhold. Abbeden anfører tre ting, ved hvilke Niels Jensen har gjort sig fortjent til at modtage livsbrevet.
Ordret (men i moderne retskrivning) skriver han følgende:
»Efterdi denne brevviser, Niels Jensen i Hornsgård, af en dreng på kong.maj.’s vegne ærligen og troligen os tjent har og desligeste den gård, han nu udi bor, som han tvende gange har opbygt, som var afbrændt for ham, og desligeste for de pendinge, han os til kong. maj.’s behov tilforn givet har, thi har vi nu på kgl. majestæts, vores allernådigste herres, vegne stædet og fæstet og forlenet Niels Jensen og hans hustru udi al deres livstid al Hornsgård med al sin rette tilliggelse.«
Det er ikke så lidt, vi her får at vide. Vi skal ikke lægge andet i den gentagne fremhævelse af, at alt sker »på kgl. majestæts vegne« o.s.v., end at det er taget med af juridiske grunde, idet abbed Anders ønsker at understrege, at han handler som administrator på kongens vegne, som jo egentlig nu ejer Vitskøl, således at ingen senere kan anfægte gyldigheden.
Den første oplysning, vi får, er bemærkelsesværdig, for at Niels Jensen har tjent »os« (dvs. klosteret) »af en dreng« (dvs. fra han var en dreng), betyder jo, at han er kommet til klosteret som dreng, måske som 8-årig, måske senere, og det må have været med henblik på at blive munk eller lægbroder.
Allerede i fæstebrevet på halvdelen af Hornsgård fra 1556 var der tale om, at Niels Jensen havde tjent klosteret (dog blev udtrykket »af en dreng« ikke anvendt), og hans »udlagte penge til kgl. majestæts behov« blev også her fremhævet.
Det er nok værd at fastholde, at vi har at gøre med en klosterdreng, som har penge med hjemmefra.

Der er ikke noget at sige til, hvis Henrik Gyldenstierne til Ågård, som fik Vitskøl i pant i 1563, kunne tænke sig en anden brug af Hornsgårds store ressourcer og veltrimmede landbrug end den, abbed Anders havde fastlagt med det omfattende livsbrev af 1562 til Niels Jensen. Allerede i 1565, 2 år efter at herremanden på Ågård havde fået Vitskøl i pant af kronen, fandt Niels Jensen det fornødent at sende det flotte pergamentsbrev på hele Hornsgård til kongen med anmodning om stadfæstelse, hvilken han også fik.
Og året efter dette, i 1566, lod han læse både pergamentsbrev og den kongelige stadfæstelse på Viborg Landsting. Det var sikkert ikke uden grund, at han samlede på indflydelsesrige folks navne til at gardere sine rettigheder med.
Han kunne imidlertid ikke røres, han sad på Hornsgård indtil sin død i 1578.

Han blev altså indgivet i Vitskøl kloster før 1536, men her, ved klosterets mure, hører sporet op, og vi har meget ringe chance for at erfare, hvorfra han kom, da han kom til Vitskøl.
Men af hans videre livsløb kan vi slutte, at han enten må have vist helt usædvanlige personlige evner eller have været født ind i et højere socialt miljø end den almindelige bondestand.
I den sidstnævnte retning peger også oplysningen om, at han »tilforn« har givet penge, formentlig til klosteret (for penge til klostret var fra 1536 også penge til kronen). Vi må heller ikke glemme, at han i tidsrummet 1556-62 havde opbygget Hornsgård efter to brande. Hertil kommer som helt nyt, at han erhvervede sig skøde på den meget store selvejergård Vesterstræt i Vilsted sogn. Hvornår dette skete, er ikke fastholdt, kun at han den 31.maj 1573 af kongen fik skøde på den del af gården, som han på det tidspunkt endnu ikke ejede, nemlig en tredjepart. I dette skøde nævnes udtrykkeligt, at Niels Jensen i forvejen har skøde på de to tredjedele. Også i 1573, den 10.august, fik han livsbrev på kirkens part af korntienden af Farstrup sogn. Det betød, at han hvert år skulle levere 6 tønder korn til kirken og forsyne denne med vin og brød samt lys, til gengæld for, at han fik ret til at hente bøndernes tiendeydelser til kirken på deres marker.
Når man regner det hele sammen, stod Niels Jensen i 1573 som en af egnens største bønder, to store gårde rådede han over, den ene som fæster, den anden som selvejer, med rige muligheder for kornproduktion og studeopdræt, fiskeri, oldensvin, og tilmed havde han adgang til alt det træ, han havde brug for.

I kladden til kronens skøde til Niels Jensen af 31. maj 1573 hedder det så videre: »Da denne brevviser, os elskelige Niels Jensen i Hornsgård, har de to parter, som er blevet igenkøbt, og han nu har stillet os tilfreds og været udi vor minde for den tredje part...«, så får han nu »al Vesterstræt gård og ejendom for fri bøndereje til evig tid«. Skødet er underskrevet af kongen på Dronningborg den 31. maj 1573.
Hvornår og af hvem Niels Jensen fik skøde på de 2/3 af gården, røbes ikke. Og der er ikke bevaret noget dokument, der giver oplysninger om denne overdragelse, herunder prisen for den.
Der er som nævnt ingen grund til at tro, at det var Niels Jensens slægt, der havde ejet gården tidligere. Den lå i det særlige kongelige len, Vilsted len, og i en oversigt over »den visse rente af Vilsted gods« i et bevaret regnskab fra 1524-25 (RA, Registratur 108A, ny pk.8, fol. 8A i en regnskabsbog) er nævnt bl.a. »Seuren Ibsen i Stridt«, som nok er identisk med den selvejerbonde, som senere fik gården forbrudt i Skipper Klement-oprøret. Men navnet peger i hvert fald ikke i retning af, at Niels Jensen kan stamme herfra.
Uden en anselig sum penge kan Niels Jensen ikke have fået skødet på den store gård.
Det ovenfor citerede koncept til skødet (RA, Jyske Registre 1, fol.l26B) rummer desuden et par interessante formuleringer, som antyder noget om Niels Jensens forhold til kronen. For det første er der vendingen »os elskelige«, som ellers i kongelige skrivelser kun brugtes om folk af adel. Det virker jo besynderligt her, eftersom der længere nede netop er tale om Vesterstræt som »bøndereje«, og ikke som privilegeret gods, men det må under alle omstændigheder tolkes positivt, at det er røget skriveren i pennen. For det andet bruges det udtryk, at Niels Jensen har »været udi vor minde for den tredje part«. Heri ligger, at Niels Jensen over for majestæten har vist sin underdanighed, måske endda ved at opsøge ham, da han var på Dronningborg (Randers).

Kilden til denne oplysning er præsten Christiern Nielsen Juels årbog, uden tvivl en sikker kilde, eftersom han var samtidig med begivenheden, idet han kom til Vitskøl som præst i 1559.
Noget andet er så, hvorfor han netop fandt dette så vigtigt, at han nedskrev det i sin årbog. Han noterede begivenheder inden for både den gejstlige og den verdslige sfære, netop også ting af personalhistorisk interesse. Af størst interesse i den verdslige verden var naturligvis de adelige slægter Bjørn og Friis til Vitskøl og Vår, foruden andre adelige personer på egnen. Præsten fulgte med, og han noterede åbenbart det, der spillede en rolle for magtforholdene, hvad enten det var de gejstlige eller de verdslige.35
Det er derfor af særlig interesse at se på de personer, der ikke umiddelbart synes at have repræsenteret gejstlighed eller adel, men som hørte til bondestanden. Desværre havde udgiveren af årbogen, Holger Fr. Rørdam, ikke denne opfattelse, for han udelod netop en del notater om den sidstnævnte kategori af personer, som efter hans skøn »ikke have nogen historisk Betydning«. Det er derfor nødvendigt at gå til originalen i Det Kgl. Bibliotek, hvis man vil vide, hvad det var, præsten fandt anledning til at medtage om egnens bønder.
Rørdam er ikke konsekvent med sit udvalg: på den ene side medtager han under 6. januar 1578 Niels Jensen i Hornsgårds begravelse, men på den anden side ikke under 3. august samme år, at enken, Anne Chri- stiernsdatter i Hornsgård, gjorde »sin datters Mare Nielsdatters brulop, mett erlige karli Christiern Polsen y Dall«. At der således blev oprettet en ægteskabelig forbindelse mellem herredsfogedslægten i Fleskum herred36, og slægten i Hornsgård i Farstrup i Slet herred, hvorved en af Slet herreds matadorer, Jens Nielsen i Vesterstræt, blev svoger til herredsfogden i Fleskum herred, var af stor betydning for magtkonstellationen på egnen. Og et godt eksempel på det sociale lag, der er vort emne her.

Niels Jensen døde få dage efter nytår 1578, og da præsten Christiern Nielsen Juel senere stillede sig hen til sin pult for at føre sin årbog ajour, blev det til følgende notat:
»Anno 1578 Hellige tre kongers dag, som er den 6. Januarij, døde Niells Jensen y Hornsgaard, oc falt hellige tre kongers dag same aar paa en mandag oc bleff begraffuen y Farstrup kircke ottensdag nest dereffter.
Samme aar bleff limfiorden anden gang efter S: Peders dag y faste tillagtt saa mand stanget paa hende den 1. Martij og bleff saa ligende nesten tre Wgger dereffter, oc folckett finge skøne aall der aff mett stang«. (Samme år frøs Limfjorden til for anden gang efter Set. Pedersdag i fasten, så man stangede ål på den d. 1. marts, og isen blev så liggende næsten 3 uger derefter, og folk fangede skønne ål på den med stang).
Om Christiern Nielsen Juel selv så en sammenhæng mellem dette dødsfald og den strenge frost, der varede til efter forårsjævndøgn, og som skaffede »folckett« de »skønne«, livgivende ål, kan vi kun gætte om. Præsten var i hvert fald meget optaget af usædvanlige naturbegivenheder og deres betydning som vink fra en højere styrelse. Og sært var det, at Set. Peters dag (22. februar), hvor folketroen sagde, at Peter kastede en varm sten i vandet, så tøvejret og foråret begyndte, det år blev optakt til det stik modsatte. Men under alle omstændigheder fremmaner præstens beskrivelse for vores indre øje en levende vintersituation ved Limfjorden - for over 400 år siden.