Ole Munks Slægtsdatabase

4. 1631—46. Henrik Jensen Kjærulf eller Stræt. Han var Søn af Selvejer Jens Nielsen i Vester Strået i Slet Herred, død 1634, og Gertrud Sørensdatter Kjær­ulf, død o. 1620, af Vester Holtet i Ajstrup Sogn, Kjær Herred1). Henrik Jensen blev 1624 Student fra Helsingør, med hvilken By Limfjordsegnen da stod i livlig Forbindelse, og ca. 1631 blev han Præst i Elles- høj-Svendstrup, hvor han snart kaldes Kjærulf og snart Stræt. Før 1631 solgte han sin efter Moderen arvede Part af Fogedgaard i Vadum Sogn til Otto Madsen, Ridefoged til Sorø Kloster2), og 18. Juni 1632 blev han benaadet med Svendstrup Kirketiende mod sædvanlig Afgift3).

Hr. Henrik var 1640 gift med Karen Pedersdalter, hvem en Mand da beskyldte for al have ligget i med en Soldat; men for Landstinget tog han Beskyldnin­gen tilbage'). 1642 gav en Mand 1 Rdl. til Elleshøj Kirke, fordi han der havde forvoldt Præstekonen Skade 2

Manglede præsten penge, fandtes der hverken banker eller kreditforeninger, derimod adskillige pantelånere. Allerede før 1637 begyndte hr. Henriks økonomiske vanskeligheder, og ved at indlevere nogle af familiens guld- og sølvgenstande til Jacob Vognsens enke, Karen Nielsdatter i Aalborg, havde han lånt 10 daler. Da lånetiden var udløbet, fik han en venlig forespørgsel, om han ønskede at indfri sit pant. Men da dette ikke var muligt for præsten, meddelte Karen Nielsdatter, at hun nu desværre måtte betragte de pantsatte guld- og sølvgenstande som sine.
Dette var dog ikke det eneste sted i Aalborg, hvor hr. Henrik skyldte penge. Niels Ribers enke, Gertrud Nielsdatter, krævede i 1642 et tilgodehavende på 14 sletdaler og 2 tdr. rug og noget havre.
De trange forhold i forbindelse med markarbejde i de mange og gerne smalle agre gik også ud over præstens strimler. I 1641 fik han ødelagt en hel del korn imellem Skaldal og Møllevejen. Da sendte han en stævning til samtlige mænd i Ellidshøj. Året efter var det galt igen. Da havde naboernes kreaturer ødelagt store dele af hans jorder. Så fik han udstedt et forbud imod færdsel af enhver art på præstegårdens områder såvel med fædrift som med anden form for færdsel. I denne forbindelse gik de øvrige beboere ind på at udbedre skaderne. Foruden at »age møg« lovede de også at pløje for præsten. Det øvrige ejerlav var dog enige om, at hvis præsten ville udføre sine markarbejder samtidig med dem, kunne meget af ødelæggelserne være undgået.
Et ikke særligt fint rygte, som Jens Madsen havde udspredt om præstens hustru, Karin Pedersdatter, kom til at koste Madsen en daler. Det forlød, at hun havde »ligget i« med en soldat i præstegårdens lade.
Et par af præstens naboer havde i 1642 fundet en ret snedig måde, hvorpå de kunne få deres marker harvet - uden at deres egne heste blev overanstrengte. Om natten hentede de bare hans heste, og efter 3-4 timers brug leverede de dem tilbage i god tid før daggry. Deres navne var Las Jensen og Thomas Jensen. Det var dog ikke det eneste mellemværende præsten havde med Las Jensen. På den højhellige »Vor Herres Himmelfartsdag« 1644, mødtes de på vejen ved Mjels bro. Her bankede Las Jensen præsten, så han ud over mange blå mærker også fik en kroget hånd. Dette havde ikke rettet sig ved et syn FA år efter.
Forholdet til naboerne var noget varieret. Med hensyn til Peder Christensen og hans hustru Dorthe Ibsdatter startede det faktisk godt, men blev til noget forfærdeligt skidt, der endte med, at præsten blev anklaget for at misbruge sin prædikestol.
I 1641 aflagde Dorthe Ibsdatter forklaring for herredstinget. Her udpenslede hun vidt og bredt alt det gode, de havde gjort for præsten i hans første år i landsbyen. Den første vinter havde han ofte fået et læs lyng af Peder Christensen, som han ikke betalte. Da præsten skulle på rejse til Slet herred for at lave skifte efter hans afdøde fader i Strett ved Løgstør, havde han lånt Peder Christensens tjenestedreng i seks dage - uden at betale. Desuden havde Dorthe lånt præstens hustru 24 store kager, som aldrig var blevet betalt. Da præstens hustru manglede et tørklæde, havde Dorthe givet hende et, som var så godt som én daler værd. Desuden havde hr. Henrik fået et læs kål, som han lovede at betale med to pund (ulæselig), men han havde aldrig betalt for kålene. Den eneste godvillighed, de havde mødt af præsten, var, at han havde ladet deres kalve græsse en tid i hans indelukkede engtoft, men det havde de betalt med 4 skp. rug.
Årsagen til ufreden var, at præsten havde sendt sin pige, Karen Moust- datter, hen til Peder Christensen for at kræve tiende for de sidste to år. Peder Christensen havde lovet at betale i løbet af to dage, men Dorthe sagde nej og tilføjede: »Han kan få en lort til at sætte på sin næse, og han kan også få en djævel - og så kan vi mødes i Viborg«, (hermed mente hun, at hun var parat til at lade sagen gå for landstinget). Desuden tilføjede Dorthe, at det var skamløst af præsten at kræve noget af dem.
Karen Moustdatter måtte gå hjem med tomme hænder og meddele hr. Henrik, hvad Dorthe havde sagt. Dette syntes præsten var et nummer for groft. Og på »Alle Helgenesdag« 1640 beklagede han sin situation for menigheden i den sidste del af sin prædiken med følgende ord:
Jeg sendte mit bud til én af mine sognefolk at kræve en eller anden slags korn af dem, som skulle være mit tiende, som jeg rested i to år. Da svared man mig, at jeg måtte have en lort på min næse, og få en djævel oven i købet. Dette vil jeg ikke forrette min tjeneste for
Ovennævnte udtalelser blev af menigheden givet videre til lensmanden Gunde Lange, der lod sin foged Christen Mortensen, Svenstrup, sammen med ni vidner af menigheden forelægge præsten en landstingsstævning. Samtlige ni vidner havde da hver for sig gengivet ordlyden af hr. Henriks prædiken. Han måtte bestemt ikke benytte prædikestolen på denne måde og fik ikke den medynk, han havde forventet.
Samme Peder Christensen og Dorthe Ibsdatter blev iøvrigt så forarmede, at de til sidst blev bortvist fra deres fæstegård.
Hr. Henrik forsøgte at tjene til livets ophold på adskillige måder, hvoraf flere ikke helt faldt i tråd med de moralske leveregler, som han i embeds medfør forkyndte fra prædikestolen. Michel Michelsen i Årdestrup havde i 1641 lejet en brændevinskeddel, som han ikke havde leveret tilbage i rette tid til hr. Henrik Jensen i Ellidshøj præstegård. Hr. Henrik havde nemlig i mellemtiden solgt brændevinstøjet til Niels Jacobsen i Svenstrup, og da denne gerne skulle i gang snarest, måtte Michel love at aflevere det lejede udstyr omgående. Præster, der puslede med brændevinskedler, var ikke noget særsyn. Ved skiftet efter provsten i Højslev viste det sig, at han var ejer af ikke mindre end tre kedler med fuld tilbehør såsom hat og svalerør.
Mærkværdigvis nok findes der ingen anklager mod præsten pga. druk. Så gik det værre med præsten Niels Pedersen i Nibe, der i 1649 blev anklaget for at være meget beruset, da han begravede Christen Andersen Barmer i Nibe.

Ellidshøj præstegård var i århundreder bolig for præsterne i de to sogne. En af dem var Henrik Jensen, gift med Karin Pedersdatter. Han var præst her fra omkring 1631 til 1649, hvor han blev afløst af Peder Mogensen Kuri. Henrik Jensen var fra Vesthimmerland, hvor hans broder Christen Jensen var bosat i Strett ved Løgstør. Brødrene var ikke de bedste venner, hvilket bekræftes af et par sagsanlæg imod Henrik Jensen vedrørende skiftet efter deres far.

Ved denne Tid var hans Forhold til Sognemæn- dene blevet meget vanskeligt, idet han fik adskillige Uvenner. Saaledes blev han 1640 dømt til at betale Morten Pedersen Schiønning i Elleshøj Kost (o; Om­kostninger), Tæring og Brevpenge ved en Sag for Landstinget; men værre var en Sag, som han havde med sin Nabo og, som det synes, hidtidige Støtte, Peder Christensen i Elleshøj. Peder havde ofte hjul­pet Hr. Henrik paa forskellig Maade, saaledes havde han 1634 laant ham en Karl i 6 Dage, da Hr. Hen­rik var bortrejst, og til andre Tider havde han over­ladt ham 24 Brød, 1 Læs Kaal, Lyng og andet, men da Peder mente, at disse Ydelser var mere værd end den Tiende, han skulde af med, undlod han at yde den, og Hr. Henrik sendte saa Bud til ham derom.
Da Budet kom til Peder med denne Besked fra Præsten, sagde Peders Kone, Dorte fbsdatter: »Hanj ka faa æn Luet paa hans Nies,« og med den Besked gik Karlen hjem. I Slutningen af sin Prædiken Alle­helgensdag (1. Nov.) kom Hr. Henrik saa med en noget lignende Udtalelse som; »Jeg sendte mit Bud til en af mine Sognefolk for at kræve Tiendekorn, som jeg manglede for 2 Aar, og da svarede Vedkom­mende, at jeg kunde faa en Lort paa min Næse, men den vil jeg ikke tjene for, den maa du selv have og Djævelen oven i Købet.« Dette sidste Ønske kom Hr. Henrik dyrt at staa, thi der blev klaget derover til Lensmanden Gunde Lange paa Aalborghus, som krævede Præsten retslig forfulgt til Herredsling og Landsting, og Hr. Henrik blev o. 1640 suspenderet og 1646 afskediget. 9. Nov. 1640 lod Lensmanden tage Syn over Præstegaarden i Elleshøj, antagelig i Anledning af Præsiens Suspension. Udhusene var meget forfaldne, og Stuehusets Stegers og Frammers benyttede Hr. Henrik til Fiehus, Stald og Faaresti; Marken'var tildels udyrket og Kaalgaarden »slet øde«1). Præste­gaarden var dog allerede 1636 meget forfalden og ligeledes Anneksgaarden i Svendstrup.

Det relativt tyndt befolkede sogn var ikke noget godt grundlag som levebrød for præsten og hans familie. Det ældgamle danske system med at give præsterne en præstegård og evt. en anneksgård krævede egentlig, at præsterne skulle være deltidslandmænd, uanset deres kendskab til landbruget. Og var der som her tale om i hvert fald et magert sogn, blev hans præstegerning let reduceret til en biindtægt. I hvilken stand Ellidshøj præstegård havde været, da hr. Henrik blev indsat i embedet, ved vi ikke, men 30/11 1640 blev der foretaget et bygningssyn af kongelig delefoged Christen Mortensen, Svenstrup, Søren Sørensen, Molbjerg, Jens Lauritsen, Hornum, Michel Sørensen, Estrup, Poul Pedersen, Hornum, Anders Jensen og Laust Lauridsen, begge Guldbæk. Ordlyden er ændret til nogenlunde nudansk:
Vi gennemgik først gårdens lade. Her manglede den sønderste gavl helt, taget kunne kun repareres, hvis der blev fremskaffet et helt læs tag og én tylt brædder. For at udbedre skaderne i væggene skulle der bruges tre læs ler. Det sønderste fæhus, som var 12 bindinger lang, var slet forfaldent. Det nørre hus på seks bindinger og en kue (aflang tilbygning) skulle repareres med adskillige nye stolper, et læs ler samt fire læs tag. Isterrollingen (stuehuset) er ved magt undtagen mønningen og en gavl på kuen (sidebygningen), som blev brugt til frammers udi bygningen. Kuen var samtidig også hans stald og hans fåresti. Kålgården til præstegården var slet øde. Dernæst var vi ude i marken for at se, hvad vinterrug der kunne være sået. Der hvor gødningsrugen skulle være sået, var jorden som helt grøn land og var slet ikke dyrket. Dette betragtede vi som et fuldgyldigt syn - og indstævnede hr. Henrik Jensen til at møde op på tinget om otte dage.
Ovennævnte synsrapport taler for sig selv, og resultatet var, at øvrigheden på Aalborghus krævede, at præsten omgående fik udbedret de i synsrapporten anførte punkter. Hans manglende evner til at drive gården havde sat sig tydelige spor på såvel bygninger som i gårdens marker.

Han var overhovedet en stridbar Mand, som stadig laa i Processer, saaledes 1643 med sin Stifmoder, velb. Birgitte Ottosdatter Harbon af Holris, og med sine Søskende og andre, om hvilke Sager skal henvises til »Personalh, Tidsskr.« 11, IIL, 228 f., idet her kun skal anføres, at han 1641 blev beskyldt for at have modtaget uretmæssige Gaver, og at han 1642 i sin egen Lade blev overfaldet af sin Ladekarl, der slog ham med en Plejl. Samme Aar havde han Strid med nogle af Sognefolkene, hvis Kvæg havde gjort Skade paa hans Korn, og som derfor maatte love at køre Gødning for ham, og i den Anledning forbød han Bymændene at lade deres Heste komme paa Præstegaar- dens Mark. Han beskyldte ogsaa 1642 en Mand for at have harvet i hans Mark, og en Borger i Aalborg stævnede ham dette Aar for Betaling for 2 Tdr. Byg, medens en Mand. i Nibe sagsøgte ham for Betaling af et Sejerværk. Kristi Himmelfartsdag blev han over­faldet af en Bonde, der beskadigede lians højre Haand, hvorfor Præsten vilde have Manden dømt fra Livet eller til Bremerholm; men Dommen findes ikke, saa Sagen er vel blevet forligt ligesom en Sag, han 1640 havde med en Mand, som beskyldte Præsten for at have nægtet ham Sakramentet.

Under Sagen mod Hr. Henrik for hans Ønske om en Djævel i Peder Christensen kom der imidler­tid flere graverende Forhold frem: Else Lauridsdatler, født i Lindholm, havde 2. Nov. 1644 paa Aalborg Slot, hvor hun sad fængslet, udlagt Hr. Henrik som sin Barnefader. Hun var kagstrøget og var vist en Skøge; men da hun skulde fængsles, havde Hr. Henrik til­budt hende 5 Daler for at rejse et andet Sted hen, men hun vilde have flere Penge, og vilde Hr. Henrik ikke give hende det, kom han ikke til at prædike længer, end hun vilde. Hr. Henrik fik hende vist alligevel snakket for, saa hun 23. Dec. udlagde en svensk Rytter som Barnefader (det var jo i Krigens Tid 1644—45). 1. Septb. 1647 havde Hr. Henrik indstævnet Else for Landstinget, fordi hun havde udlagt ham, naar hun dog senere havde udlagt Svenske­ren, men hertil havde Else 16. Aug. sagt, at Hr. Hen­rik havde lovet hende Penge til en Kappe og en Ko l'or al udlægge Rytteren1).
Samme Dag (1. Sepib.) havde Lensmanden paa Aalborghus indstævnet lir. Henrik tor hans Forhold tit Else Lauridsdatter. Hun havde boet hos Chr. Sø­rensen paa Graven i Aalborg en Nal, og en Mand Ira Dal bragte og hentede hende, og Hr. Henrik havde betalt hendes Ophold der. 2. Juli 1646 stod hun aabenbart Skrifte i Sønderholm Kirke og havde da udlagt den svenske Rytter. Hr. Henrik havde ogsaa været i Jakob Mesters2) Hus i Aalborg, og da var Else med ham som hans Huskvinde (o: Husholderske), og hun var ogsaa i Præstens Hus efter, at hun var blevet kagstrøget.

Men Else Lauridsdatter var ikke den eneste Pigeforbindelse, Hr.
Henrik havde. Kirsten Jensdatter i Elleshøj, der hav­de tjent ham, havde paa Hornutn Herredsting 1. Scpt. 1645 angivet ham som Fader til del Barn, hun skulde have, og hun paaslod, at en Bonde og hans Hustru samt Præsiens egen Kone havde opfordret hende til at udlægge Hr. Henrik, hvilken Angivelse hun dog tog tilbage igen, og hun slap saa med at blive for­vist fra Aalborghus Len. 14. December 1646 udlagde hun dog Præsten, som havde lovet hende Ry (Tøj) til en Trøje, for at hun skulde fremstille sig paa Aal­borg Byting, og da hun skulde paa Tinget her, kom Chr. Mogensen i Nøtten og bød hende 3 Daler for at udlægge en anden. Ogsaa denne Beskyldning havde lir. Henrik krævet mortificeret ved Landstinget, for hvilket han 1647 havde indstævnet Kirsten Jensdatter; men der fremlagdes ved samme Lejlighed en Skri­velse fra velb. Fru Anne Høg til Flamsledgaard, i Følge hvilken Hr. Henrik skulde have holdt et slemt Horehus. Han forrettede endnu Præstetjeneste 1.
Marts 1646, da han viste Mads Skomagers Kone fra Skrifte; men 29. Juni kaldes han forhenværende Præst.
Landstingets Dombog for 1647 er ikke bevaret, saa det kan ikke ses, hvilke Følger disse meget vidtløftige Sager fik for ham, efter at han 1646 havde maattet kvittere Kaldet. Han flyttede fra Elleshøj til Knække­borg i Lysgaard Sogn syd for Viborg, hvor vi træf­fer ham 1649, da han optraadle paa Skiftet efter sin Broder Christen Jensen Stræt i Løgstør1), og 1650 skødede han sin Part af Vester Siræt, som han havde arvet efter Forældrene, og lovbød en anden Ejendom2).
Han vedblev at være en stridbar Person, og 1661 boede han endnu i Knækkeborg og havde Proces for Landstinget med Herredsfogeden i Lysgaard Herred E r ik ..........i Bøgild, som 15. Juli 1661 havde fra­dømt ham Landgilde og Arbejdspenge for de Aar, Fjenden var Landet mægtig. Sagen henvistes til ny Behandling3). Hans Dødstid ubekendt.

og der var derfor ond Forligelse mellem Hr. Henrik og hans Hustru Karen Peders-datter; men hun havde 29. Juni 1646 paa Fleskum Herreds Ting nægtet, at Hr. Henrik havde slaaet hende, saadan som nogle Personer havde sagt; han havde forholdt sig mod hende, som en ærlig Ægte­mand burde. Hun har utvivlsomt villet redde sin Mand, saa vidt det stod i hendes Magt.

Præst i Ellidshæj, men blev fradømt kaldet og bosatte sig derefter i Knækkenborg