Ole Munks Slægtsdatabase

Jens Nielsen og hans Æt hørte til Himmerlands Bondearistokrati paa samme Vis, som Kjærulferne hørte til Vendsyssels, og han var utvivlsomt Søn af Niels Jensen i Hornsgaard i Farstrup Sogn, der 1573 ejede de to Trediedele af V. Stræt i Vilsted Sogn, som var blevet forbrudt i Klementsfejden, og han fik 31. Maj 1573 Skøde af Kronen paa den ene Trediedel af Gaardens Bondeskyld, medens Kronens Rettighed i den (Herligheden, Husbondhold) 1577 blev skødet til Henrik Gyldenstjærne til Aagaard4.

Parrets eneste søn blev mere kendt end sin far. I 1573 var han stadig hjemme i Hornsgård. Men han var allerede da erhvervsaktiv på højere niveau, eftersom han det år fik livsbrev på korntienden af Løgsted, Kornum og Farstrup sogne, »som Henrik Gyldenstierne, embedsmand i Vitskøl kloster, har bortfæstet til ham, da sognene hører under klosterets jus patronatus« (Kane. Breve, 1/6 1573).
Det var samme år, hans far fik fuldt skøde på den store gård Vesterstræt i Vilsted sogn.
Der skete altså i 1573 en vis afrunding af både faderens og sønnens besiddelser. Der er nok en forbindelse med de omrokeringer, der omkring samme tid fandt sted på mere overordnet plan.
Som det fremgik ovenfor, havde Henrik Gyldenstierne til Ågård fra 1563 bestemmelsen over Vitskøl. Men det varede netop kun indtil 1573, hvor det blev mageskiftet til rigsråd Bjørn Andersen (Bjørn) til Stenalt (efter hvem det tidligere kloster blev omdøbt til Bjørnsholm).
Jens Nielsen arvede Vesterstræt efter faderen. Denne selvejergård var i det tidsrum, han boede der, centrum for en vidt forgrenet virksomhed, som det fremgår af følgende korte oversigt:
• Som allerede nævnt havde han forpagtet tiender af kongen, hvilket i regelen var en god forretning.
• Som andre landmænd på egnen, adelige eller ikke, svarede han jorclskyld af grunde (fiskeboder) i Løgstør. De fleste havde en enkelt, men Jens Nielsen havde to. Han havde altså også andel i datidens lukrative sildefiskeri på Limfjorden.
• Fra begyndelsen af 1600-tallet kan vi konstatere, at han også bruger andre gårde i herredet, således fra ca. 1610 Las Winthers gård i Næsborg, og ifølge jordebogen over Ålborghus len 1617/18 ligeledes gården Lolholm i Oudrup sogn.
• Han lånte penge ud mod pant i gods, således havde han fra 1612 en stor eng i Næsborg kær i pant.
Det kan ikke undre, at folk snakkede om ham.

Faktisk får vi senere ad en helt anden vej oplysning om, at Niels Jensen havde søskende. I forbindelse med en sag om mandebod, som en Anders Jensen i Lynnerup (Skivum sogn, Års herred) er involveret i senere, i 1589, er Niels Jensens søn, Jens Nielsen i Vesterstræt, som skal omtales nærmere i det følgende, eftermålsmand, og han omtaler Anders Jensen som sin »farbror«. På det tidspunkt var Niels Jensen som nævnt død, og det var derfor naturligt, at det var hans søn Jens Nielsen, der optrådte blandt de mænd af slægten, som fulgte sagen op.
Anders Jensen havde dræbt Jens Terkelsen og havde derefter givet mandebod, hvorpå den dræbtes bror Terkel Jensen (sic!) havde givet Anders Jensen orfejde. Dermed skulle sagen være ude af verden,men så døde Anders Jensen af sår, han havde fået ved det samme drab, og nu krævede hans slægtninge udmeldt sandemænd til at sværge om den dødes banemand. Med andre ord: hvis sandemænd- ene svor, at Anders var død af de sår, han havde fået under kamp med den dræbte, var det dennes slægts tur til at give mandebod.
Det kan man læse om i Viborg Landstings dombog under dato 12/4 1589 (tiykt i Danske Domme). Dog er det ikke her, det fremgår, at Anders Nielsen er Jens Nielsens farbror, det står i en opfølgning af sagen i 1591, som ikke er trykt.
Som Anders Jensens slægtning, der forfølger sagen efter hans død, nævnes foruden Jens Nielsen i Stræt også en Christen Jensen »Huidt«, som også kan være en bror til Anders og Niels Jensen, men muligt er det også, at han er deres svoger.
Christen Jensen »Huidt« oplyses at bo. »i Hessel«, dvs. hovedgården Hessel i Lovns sogn, Gislum herred, som ejedes af Niels Skram til Urup. Antagelig var Christen Jensen »Huidt« foged på Hessel eller havde gården i forlening/fæste.
Dette tilnavn kan måske give et fingerpeg om slægten.
En mulighed er altså, at de tre brødre stammede fra en Jens Hvid eller Hvide. Danmarks gamle Personnavne, Tilnavne, registrerer under opslagsordet »Hwit« flere stavemåder, bl.a. Hvid, Hvide og også Huidt. »Huidt« kan altså være en stavemåde af både tilnavnet Hvid og Hvide. Af Adelsleksikonnet fremgår, at der fandtes flere adelsslægter Hvide.
Om der i vort tilfælde er tale om efterkommere af en af Hvideslægterne, er svært at afgøre. I givet fald vil der være tale om en gren, der har mistet sit adelskab.

141. Jens Nielsen i Vester Stræt, Vilsted Sogn, Slet Herred. Segl 25. februar 1613. Rigsarkivet, Aalborghus len, bilag til stiftsbogen og jordebogen 1612-13. Tingsvidne om øde gods 1612. Bomærke af korstype i skjold, omskrift hvoraf læses IENS NI.. ..N. Hans datter Anne var gift med Anders Sørensen Winther, herredsfoged i Slet Herred, se nr. 476.

Jens Nielsen havde storbondestatus, hvad ikke blot hans ægteskaber viser, men også, at han f.eks. 1618 var betroet at være fuldmægtig på Viborg Landsting for Knud Gyldenstierne til Agård. Det er naturligvis interessant i vores sammenhæng, hvorfra denne status stammede.

Efter hendes død ægtede han Birgitte Ottesdatter Harbou, datter af den lavadelige Otte Harbou til Holris og Restrup.

Hos smeden i Oudrup var der en dag i juni måned 1629 højrøstet tale om Jens Nielsen i Vesterstræt. Smeden og hans søn talte om, at Jens Nielsen ville »gøre sig til konge her i landet«, og »der skal fare en djævel i ham og derfor skal han have hug på hans trøje.« Det var, hvad vidner havde hørt, efter hvad de sagde for herredsretten den 9. juli (Slet herreds tingbog 1629).
Her blev der en sag ud af det, for ytringerne var kommet Jens Nielsen selv for øre, og han havde rejst tiltale. Han må have betragtet dem som truende for sin sikkerhed.
Smeden og hans søn sagde for retten, at de aldrig havde sagt, der skulle fare en djævel i Jens Nielsen, ej heller at Jens Nielsen skulle have hug på hans trøje. Der meldes imidlertid intet om, at de dementerede udsagnet om, at Jens Nielsen ville gøre sig til konge.
Jens Nielsen stillede sig ikke tilfreds med dette, og han forlangte,fremover ville blive tale om fjendtlige ord og gerninger, og »herhos tilbød Jens Nielsen borgen fra sig med Jens Jensen i Kølbygård og Søren Jensen i Hornsgård.« For smeden og hans søn blev der fremsat en tilsvarende garanti af Niels Jensen på Brårupholm og Anders Mortensen i Brårup.
Der må jo have ligget alvorlige realiteter bag, siden sagen skulle op på herredstingsplan og der skulle et offentligt forlig til.
Jens Nielsen i Vesterstræt var en mand, der var godt kendt med retsvæsenet og ofte havde ført sager både på egne vegne og for andre på herredsting og Viborg Landsting, men han fremtræder ikke som nogen kværulant og pindehugger, der benyttede enhver lejlighed til at føre sig frem i retten Man må derfor tage det alvorligt, når han fulgte så hårdt op på denne sag. Han må faktisk have anset sig for at være truet, Han kan f.eks. have frygtet, at smeden og hans søn gav udtryk for en udbredt stemning på egnen. Årsagen hertil kan have ligget gemt i udtalelsen om, at Jens Nielsen ville gøre sig til konge. Der var måske noget om, at folk syntes, han stak snuden for meget frem, tiltog sig for stor magt, blandede sig i for mange ting, ville bestemme for meget. Det var nok noget i den retning, der lå bag udtalelserne. Der røbes ikke med et ord, hvad det er for en adfærd fra Jens Nielsens side, der giver anledning til ytringerne.
Nu var en landsbysmed jo ikke en hvemsomhelst. Han var som regel velhavende og kunne tillade sig mere, end de fleste bønder. Men han skulle også sørge for ikke at komme på tværs af den fremherskende mening, for hans forretning skulle helst ikke lide skade som følge af kontroversielle synspunkter. Det er derfor nok troligt, at hans irritation over Jens Nielsen blev delt af flere på egnen.

8. Aug. 1597 fik Jens Nielsen i Stræt Stadfæstelse mod Afgift paa Kronens Part af Korntienden af Lundby Sogn, og 1608 fik han ligeledes Stadfæstelsesbrev paa Livstid og mod Afgift paa Kirke- og Konge-Korntienden af Oudrup Sogn1. I Jordebogen over Aalborghus Læn 1617-18 staar han endvidere som Fæster af Gaarden Lueholm i Oudrup Sogn, og han staar som saa mange andre Storbønder for Jordskyld af Grunde (Fiskeboder) i Løgstør. 1618 træffer vi ham paa Viborg Landsting som Fuldmægtig for Knud Gyldenstjærne til Aagaard2, saa han maa antagelig have været en oplyst Mand. 1619 tiltaltes han af Ridefogden til Aalborghus, fordi han i en halv Snes Aar havde ladet Lars Winters Gaard i Næsborg staa øde og havde ladet den forfalde3. Efter sin første Hustrus Død ægtede han Birgitte Harbou, Datter af ærl. og velb. Otto Jørgensen Harbou til Holris og Restrup og Ingeborg Nielsdatter Skade; hun flyttede senere til en Søn i Nibe, hvor hun boede 1654 og 1670. Skiftet efter Jens Nielsen blev afholdt 1634 af Samfrænder, nemlig Niels Jørgensen Harbou til Nebel, Søren Jensen i Hornsgaard og Jakob Jensen i Løgstør, der 1636 indstævnedes for Landstinget i Anledning af Strid mellem Arvingerne4. I første Ægteskab havde Jens Nielsen mindst 5 Sønner og 2 Døtre, af hvilke en Del førte Navnet Kjærulf, (tilligemed deres Efterkommere), og som derfor nedenfor skal omtales; i andet Ægteskab havde han Sønnerne Otto og Knud, af hvilke sidstnævnte er Stamfader til Slægten Stræt fra Nibe, samt Døtrene Gjertrud, Kirsten og Pernille5.