Ole Munks Slægtsdatabase

Ved giftermålet med Søren Christensen synes det rent umiddelbart som om, Anna Jensdatter har giftet sig under sin stand, idet hendes far jo var adelig. Denne har dog sikkert alligevel fundet, at det var et udmærket parti, idet han jo selv tilhørte den fattige lavadel, medens Søren Christensen var herredsfogedsøn og ret velstående.

Da Anna Jensdatters morfader Anders Jepsen i 1557 døde, udbrød der alvorlige og langvarige arvestridigheder mellem kongen og arvingerne, blandt hvilke Søren Christensen, der optrådte pä sin svigermoders vegne. Grunden til disse stridigheder var den, at Anders Jepsen enten havde deltaget i oprøret under grevens fejde eller ikke har kunnet bevise sin uskyld og derfor havde forbrudt sit gods til kronen. Han havde imidlertid holdt en del gods skjult, og dette kom nu frem under skiftet, hvorefter såvel arvingerne som kronen gjorde krav pä det. Pä Viborg Landsting afsagdes en dom herom, men dommen gik arvingerne imod, og de måtte betale kongen en sum penge for at fä lov til at beholde dette gods.
Hvorledes Anders Jepsens efterladte ejendomme er blevet fordelt, vides ikke, men Søren Christensen fik i hvert fald gärden Graasand i Haderup sogn og en gärd i Hostrup. Selv boede han i den sidstna?vnte gärd, som kun Iä ca. 15 km. fra hans fodeby Sparka?r, og hvis omgivelser ikke var sä ode og triste som Graasands.
Da Anders Jepsens hustru nogle år efter dode, gjorde Søren Christensen krav pä mere gods, end der kunne tilkomme ham, hvilket gav anledning til en proces, som han da ogsä tabte.

Søren Christensen nævnes i anledning af de stridigheder, som opstod efter Anders Jepsen død 1557, da han optrådte på sin svigermor Edel Andersdatters vegne.
Der gik nogle år, før arveforholdene var kommet rigtigt i orden. Ved skiftet efter svigermoderen gjorde Søren Christensen krav på mere gods, end der kunne tilkomme ham, hvad der gav anledning til en proces, som han dog tabte.

I Anders Jepsens tid havde der til gärden Graasand hørt nogle enge i Simmelkær som oprindelig havde tilhort bonderne i Karup, men som senere var blevet frataget dem, og i 1573 udstedtes en kongelig befaling om, at Søren Christensen atter skulle afstå disse enge til bønderne mod at disse svarede ham hans indfæstning og betalte landgilde til lensmanden.
Det synes dog, som om Søren Christensen har fået denne afgørelse forhalet, thi først i 1585 faldt der dom om, at engene atter skulle tilhøre bønderne i Karup.

Landsbyen Høstrup ligger i den nordligste del af sognet, tæt ved Skive å, ikke langt fra den gamle Viborg-Holstebro landevej, og nabo til den nærliggende Haderup by. Gården var altså meget bedre beliggende end den ensomme gård Gråsand i den sydlige del af sognet, hvor den mod nord, vest og syd var omgivet af store hede- mose- og kærstrækninger. Syd for lå også mægtige engdrag, hvoraf en del hørte til Gråsand.
Disse store hede-, mose-, kær- og engstrækninger, hvoraf det meste lå til Lundenæs slot, kaldtes Simmelkær og blev i flere hundrede år bevaret som kongeligt jagtdistrikt. I 1583 blev der taget syn over hele arealet, som viste sig at være 8 km langt, på engene kunne der avles 400 læs hø.
Den 16. juli 1573 [1583?] udstedtes der kongelig befaling om, at bønderne i Karup havde haft noget engbjerring i Simmelkjær, der en tid havde været dem frakommen og nu brugtes under en "bygge", men da denne (som må være Gråsand) var bønderne i Karup tl trængsel og kongens vildtbane og jagt til forhindring og skade, skulle engene lægges til Karup, hvis bønder så til gengæld skulle svare bonden hans indfæstning og betale landgilde til lensmanden.
Sandsynligvis havde Søren Christensen ved den tid overtaget Gråsand, og den forannævnte bonde må være ham. Det ser dog ud til, at han beholdt engene til 1585, thi først da faldt der dom om, at de skulle tilbage til de Karup bønder.

Sandsynligvis overlod Søren Christensen allerede omkring 1600 det meste af sin ret store gärd i Høstrup til nogle af sine sonner, og i 1611 fik de hele gärden overladt, hvorefter Søren Christensen i 1613 sammen med sønnerne Mads og Morten flyttede over pä gården Graasand, i hvis ene halvdel der da boede en Jens Eriksen, som sandsynligvis har været gift med en datter af Søren Christensen. I Lundenæs lens jordebog fra 1614 nævnes Søren Christensen pä den ene halvpart, hvor han ejede bondeskylden. Af herlighedsretten svarede han årlige afgifter pä 2 groter leding, 1 pund smør, et får og seks hestes gæsteri.

I sine sidste år blev Søren Christensen, dog uden egen skyld, indviklet i to processer. Han mfi da have været omkring 76 år og den omstændighed, at han trods sin alder har haft kræfter til at foretage den besværlige rejse til og fra herredstinget, samt at han har kunnet udholde at overvære de langvarige forhør, tyder på, at han har været en mand af ret enestående vitalitet. I den ene af disse processer, som angik en strid om ejendomsretten til en gammel selvejergård i Haderup, optrådte Søren Christensen som vidne, medens han i den anden proces, som var en erstatningssag, var en af de fire synsmænd og formand for nævnte, idet han skulle lede synsforretningen og give en skriftlig beretning derom til retten. Selve synsforretningen blev foretaget den 27. august 1618, og det er sidste gang, Søren Christensens navn nævnes hvorfor han antagelig er død kort efter.

Søren Christensen nævnes som ejer af 2 gårde nemlig gården Gråsand i Haderup sogn og en gård i Høstrup i samme sogn. Søren Christensen boede først i Høstrup, men senere flyttede han til Gråsand, hvor han boede sammen med et par af sine yngste sønner.

Efter at Søren Christensen var flyttet til Gråsand, blev han indviklet i 2 processer. Han må da have været omkring 76 år, men han veg ikke tilbage for at foretage de dengang besværlige rejser til og fra herredstinget. Den ene process angik en strid om ejendomsretten til en gammel selvejergård, Brogaard i Haderup sogn, og Søren Christensen optrådte her som vidne og bekræftede, at nævnte gård skulle yde sin bondeskyld til Søren Jensen i Thorlund og ikke til den anden af parterne i processen, Fru Karen Nielsdatter i Trabjerg. Blandt andet vidnede Søren Christensen, at han for 3 år siden havde lånt Christen Pedersen et øg, da denne skulle køre sit skyldkorn til Staby Kærgård.
Den anden sag, Søren Christensen var indblandet i, omhandlede en skade, som nogle kreaturer havde gjort på et stykke kornmark, Christen Lauridsen var i besiddelse af. Retten lod udtage 4 synsmænd, som skulle taksere skaderne og Søren Christensen skulle være formand for nævnet, lede synsforretningen og afgive en skriftelig forklaring derom til retten.