Ole Munks Slægtsdatabase

Peder Andersen ses opført i Silkeborg Slots jordebog i 1613 som gårdmand i Sejl i Funder sogn, af hvilken gård han årligt skulle svare 1 ørtug gæsteribyg, 1 svin, 12 kloder jern og 1 mark hår.

Nord for Løgager, på den anden side af Funderådalen, i Funder sogn, lå en anden stor gård, Sejl. Den var ligesom Løgager fæstegård under kronen. Efter lenstiden havde den skiftende ejere, og i 1724 blev den af etatsråd Jens Jørgensen Serup gjort til hovedgård. Fra den tid stammer den nuværende hovedbygning, en smuk enetages egebindingsværkbygning med stråtag. Den giver indtryk af, hvordan man byggede i det 17. og 18. århundrede, selv om f.eks. Peder Jacobsens Løgager havde et stuehus, som ikke var mere end 2/3 af det nuværende Sejlgårds.
I Sejl sad på Jacob Bertelsens tid Peder Andersen og hans kone Anne Baltzersdatter.
Peder Andersen fik i 1617 et tingsvidne af Hids herredsting om grænsen mellem Funder mark og Sejl mark og i 1620 endnu et tingsvidne om det samme. Det var altså ikke ganske klart hvad der hørte til Sejl og hvad der hørte til Funder. Til alle tider har den slags uenigheder bragt lidenskaber i kog, nogle kunne gemme på vrede og had livet igennem, hvis de følge sig forurettede, mens andre ville søge at tage sig selv til rette, hvis domstolene ikke gav dem medhold. En af fundermændene, Peder Jensen Vognsvend, hans kone Maren Lauridsdatter og deres søn Laurids Pedersen følte sig forurettede ved tingets afgørelse i 1617. De ønskede hævn, når de ikke kunne få, hvad de anså for deres ret, og de kendte et kraftigt middel, som kunne virkeliggøre deres ønske. Dette midddel var trolddom.
Det var Anne Baltzersdatter, de ville til livs, for, som de sagde "hun har tragtet os efter og skilt os ved vores jord". Da der på den tid var en heks i Kragelund, Anne Simensdatter kaldet Engel, sendte de bud til hende.
Englen var ikke villig til at hjælpe dem, det oplyste hun siden, da hendes sag kom for landstinget, hun ville ikke være med til at gøre denne dannekvinde noget ondt. Måske var hun også utilfreds med, at de hos Vognsvendens allerede havde modtaget besøg af en mere berygtet troldkvinde, Maren Møs. Maren Lauridsdatter og sønnen Laurids synes heller ikke selv at være uøvede i trolddomskunster. De havde lavet et voksbarn, som blev "kristnet" af Fanden, og de havde fået en gryde på ilden med adskillig djævelskab i, som de lod syde, "indtil de fik råd med hende". Straks fik Anne Baltzersdatter ondt i sine ben. Mens gryden kogte, lod de hente to kander øl i Sejl. Laurids Pedersen drak af øllet og fremsatte imens en gådefuld besværgelse: "Nu skal jeg vist love hende, at så tit jeg blødte mine sko og gik vådskoet til Skanderborg med mine plovjern, så tit skal hun bløde hendes rumpe i hendes seng, imens hun dør!"
Maren Lauridsdatter og sønnen havde også været med i en heksedans ved Sejl. De dansede tre gange aved om gården og spyttede hver gang ind ad porten.
Anne Baltzersdatter døde i november 1618, "blodet løb hende ihjel".
Den ene af heksene, Maren Møs, var da allerede blevet brændt ved Vrads herredsting, angivet af Anne Simensdatter, der vist selv måtte lide samme skæbne. Hvordan det gik Peder Jensen Vognsvend og hans familie vides ikke.
(Se Viborg Landstings dombog 1619 B, side 12 ff)

Sejlgaard: 1617 nævnes som fæster Peder Andersen gift med Anne Ballsersdatter, død 1718 ved hekseri (festskrift til H.P. Hansen, 86).