Ole Munks Slægtsdatabase

Han var gift med Anne Laurensdatfer Muus (med et M?l1ehjul i Vaabnet) til Stenalt (^rsted Sogn, Randers Amt), hvilken Gaard hun som eneste Bam havde arvet efter sin Fader Lauretis Muus, og hvor de vel har boet den meste Tid.

I brevstoffet møder vi Anders Jakobsen første gang i 1441. Forstanderen og munkene i Randers kloster bekræfter i brevet, at de ’’hver dag indtil dommen” skal holde en messe for „hr. Anders Jakobsen, ridder på Vorgård, og hans husfrue fru Anne Lauritsdatters (Mus), deres børns og forældres sjæle, levende og døde, og for alle kristne sjæle”, samt dertil 4 begængelser (sjælemesser) årligt.
Teksten er interessant ved flere forhold. Den er dels meget tidlig i forhold til de øvrige oplysninger, vi har om ham. De to næste breve, der omtaler ham, er fra 1449 og 1460, og først derefter begynder strømmen af breve at flyde tættere.
Endvidere viser den, at han allerede i 1441 var ejer af Vorgård, var gift med Anne Mus, havde børn og omhyggeligt sørgede for alle familiemedlemmers sjæle. Disse forhold vil vi snart vende tilbage til.
Lad os i første omgang fæstne os ved, at han også var ridder. 1 de tider sagde den titel meget om en adelsmands sociale stilling. Titlen tildeltes mange af dem, vi plejer at henregne til højadelens kreds, om end ikke alle, mens det var meget sjældent, at ridderslaget blev tildelt personer, der var lavere placeret i social henseende. Anders Jakobsen må meget tidligt have opnået den attråede titel.

Mogens Kolde solgte Vorgaard til Anders .Jachim› sen eller .Jacobsen af den adelige Slægt Bjørn med en Bjørnefod i Vaabnet'~c). Denne var en S?n af Jachim Bj?rnsen og Margrethe Andersdatter (Hvide). 1449 m?dte han paa Skiftet efter sin Farfader Bj?rn Oluf› sen til Stensgaard; 1460 var han Ridder og var da bl. a. n^rv^rende i Aarhus ved Forliget mellem Rosenkrantzerne og Lave Brock; 1466 gav han til› ligemed sin Hustru Gods til Helligaandshnset i Aal› borg; 1481 var han Rigsraad, og beseglede 1487 Hyldningen i Lund; han var forlenet med Hellum Herred og d?de 1490 efter rigeligt at have bet^nkt Kirker og Klostre. Mod Slutningen af sii1 Levetid ejede han Halvparten af Randrop i Skibsted Sogn, medens Vor Frue Kloster i Aalborg ejede den anden Halvpart5).

Vi ved ikke, hvornår Anders Jakobsen fik arvegodset i Østhimmerland, som hidrørte fra moderens slægt. Derimod kender vi tidspunktet, hvor han fik arvegods efter den fædrene familie, men til det knytter der sig andre usikkerhedsmomenter.
Det fremgår af et brev, som prioren ved St. Knuds kloster i Odense og byfogeden i samme by m.fl. har udstedt, at der har været holdt skifte i marts 144920). Man skulle have delt godset efter Bjørn Olufsen, der var død o. 1435. Arvingerne var på den ene side Johan Bjørnsen til Nielstrup, på den anden broderen Jachim Bjørnsens 3 børn: Jep, der også mødte på søsteren Sofies vegne, og Anders.
Det er bemærkelsesværdigt, at det var Jachims børn, der arvede. Adelsårbogen oplyser ellers, at Jachim Bjørnsen den 4. dec. 1467 omtales „at være nylig død”. Oplysningen er imidlertid gal. Brevet af 4. dec. 146721) omtaler ikke Anders Jakobsens fader, men hans fynske fætter, Jachim Johansen (se tavle 1). De fynske Bjørn’er havde en tendens til alle at bruge fadernavnet Bjørnsen, selv om de rettelig burde kalde sig Johansen eller Jachimsen22). Det har forvirret, men adelsårbogen bruger i øvrigt det samme brev for at fastslå Jachim Johansens dødsår.
Jachim Bjørnsen har utvivlsomt været død i 1449, og hans tre børn har helt regulært arvet hans arvelod efter deres for længst afdøde farfader Bjørn Olufsen.

Brevet fra 1460, der drejer sig om arv efter en datter af Peder Nielsen Gyldenstjerne til Agård i Hanherred, viser da også gennem den kreds, som sammen med Anders Jakobsen bekræftede aftalen i brevet, at han færdedes i indflydelsesrige adelige kredse4).

Men Anders Jakobsen har haft gods på egnen, før han købte Vorgård. Det fremgår af et tingsvidne fra Helium herred. Paine Jensen Munk og senere hans hustru Ide Frille havde gjort krav på Kongerslevlund (senere Kongstedlund) og Sdr. Kongerslev, men i 1469 vidnede 24 riddermænd, at Anders Jakobsens forældre havde ejet både gården og byen. Hans moder Margrete Andersdatter Hvide havde arvet det. Hendes fader Anders Ovesen Hvide havde fået det efter sin moder Maren Jensdatter Munk. Samtidig fastslog vidnerne, at fru Ides vidne herimod „var ikke ret”, og at hun havde fået „herredsfogedens segl fra ham med urette”15).

Man må formode, at Anders Jakobsen i 1469 bevarede den omstridte jord. 1147 4 var sandemænd i hvert fald ude at gøre deres tog (vidnesbyrd) og ret markskel mellem Nr. og Sdr. Kongerslev16), og senere samme år fik Anders Jakobsen et tingsvidne på Helium herredsting på, at han havde indvordet (d.v.s. vist sin adkomst til) „al Sdr. Kongerslev med ager og eng, eller med al sin rette tilliggelse, for (sit) fri enemærke”17). Og en dom fra Viborg landsting samme år fastslog, at sandemandstog og lovhævd „bør ved deres fulde magt at blive i alle måder”13). Som man ser, var det Sdr. Kongerslev, Anders Jakobsen havde. Hertil hørte muligvis Randrup, der også var hans 19).

Der er dog bevaret et par breve fra 1475, der kaster et strejflys ind over hans økonomiske interesser på Fyn. Netop i 1475 var farbroderen Johan Bjørnsen til Nielstrup død, og hans to sønner Erik og Bjørn Johansen samt broderen Jachims enke Beate Andersdatter udstedte et brev til brødrenes fætter Anders Jakobsen, hvori de forpligtede sig til at betale ham „tuodiellen” = todelen, d.v.s. to tredjedele af den landgilde, som Johan Bjørnsen havde oppebåret af det pantegods, der lå til Stensgård25). Tilgodehavendet var fremkommet ved, at Anders Jakobsen og Ditlev Reventlow, der var blevet gift med søsteren Sofie, havde overladt Johan Bjømsen til Nielstrup det fynske pantegods. Jep, der havde været med ved skifteforretningen i 1449, var formentlig død uden arvinger, da vi ikke senere møder ham i brevstoffet. Det passer også med, at arven nu skulle fordeles, så der blev 2/3 til Anders Jakobsen og 1/3 til søsterens mand.
Hvornår overdragelsen af godset havde fundet sted - og på hvilke betingelser - oplyses ikke, men det var Ditlev Reventlow til Gram, der i Odense sortebrødrekloster havde givet afkald på det for sig og svogeren „til Mikkelsdag næst efterkommende”. Johan Bjørnsen havde derefter oppebåret landgilde, efter at hr. Ditlev havde overdraget ham godset, også for tiden før Mikkelsdag. Den del tilkom naturligvis sælgerne, og det var den del, Johan Bjørnsens sønner og svigerdatter nu erklærede, at de ville udrede.
I det andet brev26) erklærede hr. Johans arvinger, at de havde siddet over et skifte „om al arv, som hr. Johan Bjørnsen og hans broders søn hr. Anders Jakobsen imellem har været til denne dag”. Alt er nu ordnet, og de „takker hr. Anders Jakobsen for godt søskendeskifte”. Det er åbenbart, at der har været nogen misstemning mellem Anders Jakobsen og den fynske farbroder, men hans efterkommere har nu søgt forholdet udglattet.
Anders Jakobsen havde arvet meget, men han skulle få endnu mere. Stenalt i Rougsø herred på Djursland havde siden 1375 tilhørt slægten Mus. Da Laurits Mus og fru Mette Rosenkrantz ingen sønner havde, blev datteren et godt parti. Det parti gjorde Anders Jakobsen, og ved ægteskabet med Anne Mus fik han Stenalt 27), vi ved ikke hvornår.

Hans karriere kom da heller ikke til at afvige fra den, som mange andre af tidens adelsmænd fra de betydende slægter fik. Han blev lensmand i Helium herred. Det fremgår af et tingsvidne, han var med til at udstede i 1477 5), men ellers hører vi intet om hans lensmandsfunktioner, mens han virkede.

Vi møder først hans navn i rækken af råder i maj 14828). Da forberedte man forhandlinger om et fælles kongevalg for Norden i Kalmar. Desuden støder vi på hans navn i okt. 1483 og i maj 14859), hvor rigsrådet skulle afsende et udvalg, der skulle prøve at sikre dansk overhøjhed på Gotland, hvor Iver Axelsen Thott sad på Visborg. Anders Jakobsen var derimod ikke mellem de danske rigsråder, der i febr. 1483 var med til at udstede kong Hans’ håndfæstning i Halmstad10), og for de kommende år kan vi kun sikkert konstatere, at han sad med i rettertinget i København i 1486 og igen i maj 1487, ligesom han i sept. s.å. var med til at udpege den senere Christian 2. som tronfølger11).
I øvrigt har han mest holdt sig til det nordjyske, hvor vi møder ham i domstole og udvalg i Viborg, Randers og Aalborg12).
Anders Jakobsens indsats ser ikke ud til at have været rettet stærkt ud mod samfundslivet. Han har lagt sine fleste kræfter i at samle sig jordegods, men godset har givet ham en position, så han også fik en plads, om end ikke i allerforreste linje, i samfundets ledelse.

Anders Jakobsen pålagde flere gange i sin sidste vilje arvingerne, at de skulle sørge for dette eller hint. Hvem arvingerne var, kan vi se af det brev1), hvori sønnen Bjørn Andersens andel i boet blev fastsat. Skiftet fandt sted i Århus den 4. okt. 1492, og til stede var de tre sønner Jakob, Bjørn og Jep. De gifte døtre kunne ikke selv optræde ved skiftet. Juridisk tilkom det deres mænd:Otto Emmiksen til Refsø i Gram herred, g.m. Anne,
Herman Fleming til Bavelse, g.m. Sofie og Niels Jensen Munk til Visborggård, g.m. Inger. Datteren Margrete på Støvringgård, der 0.1488 var blevet enke efter Axel Jepsen Thott, mødte derimod på egne vegne.
Arvedelingen vil vi senere vende tilbage til. Skiftet blev imidlertid gennemført, så alle var „kvit for alt ydermere skifte”, og de gav hverandre fuldt afkald på jordegods, bopenninge m.v.
Skiftet blev gennemført relativt hurtigt efter faderens død, og det ser ud til at være forløbet uden komplikationer. Også i andre spørgsmål møder vi et vist sammenhold i familien.