Ole Munks Slægtsdatabase

Vi møder hende i godsejerrollen allerede i 1489, og de interesser, hun da forsvarede, gjaldt gods, der lå så langt borte som i Hover 8-9 km øst for Hee i Vestjylland.
På Voldbjerg et par km syd for Hee sad dengang Elne Pedersdatter Skram, enke efter Erik Christensen Fasti. Familien på Voldbjerg havde gennem de sidste 25 år søgt at sikre sig deres jordegods, bl.a. Hover mølle. Da Erik Christensen var død, gik enken i 1486 til landstinget i Viborg og året efter til kong Hans på rettertinget i København. Her lod hun læse et tingsvidne på, at manden havde ladet tage lovhævd på godset, og hun fik dom for, at lovhævden bør „ved magt at blive”.
I marts 1489 fik fru Elne imidlertid pludselig travlt. Den 8. fik hun et sognevidne på Hee kirkegård, og den 12. et tingsvidne på Pling herredsting. Begge vidner beskrev detaljeret, hvad der hørte til møllen. Grunden til travlheden var, at fru Margrete af Støvringgård havde stævnet et nævn, der havde udtalt sig om Hover mølle. Den 16. marts skulle parterne mødes for Ribebispen i Bølling kirke, og her fremførte fru Elne så, at møllen var hendes, og at den frist, hvormed der var blevet stævnet i sagen, i øvrigt var for kort. På et nyt møde i Lemvig kom fru Elnes søn Iver Eriksen Fasti i stedet for hende. Det viser sig, at striden angik, om „der har været gård” ved møllen og er det endnu, som folkene på Voldbjerg påstod, eller om det blot var et møllehus, som møllehuse plejer at være, som fru Margrete hævdede.
Formentlig havde hun nær møllen en fæstegård, hvis forhold forringedes, hvis møllen godkendtes som gård.
Bispen krævede nye synsvidner, da de mange fremlagde vidnesbyrd tilsyneladende overvældede ham, og vi kan følge sagens gang over sognestævner og herredsting frem til landstinget. Det fremgår heraf, at der til møllen var, hvad der hørte til en gård (salshus, fæhus, hestegård, kålgård o.s.v.) og til en mølle (mølledam m.v.). Jep Grøn på Rydbjerg sydøst for Ringkøbing erklærede endog, at han 2 gange havde oppebåret kongens skat af Hover mølle. Landsretten fastslog derfor, at møllen kunne fæstes ud som gård såvel som enhver anden gård1).
Margrete opnåede altså ikke, hvad hun nok havde håbet. Det mest imponerende, og grunden til, at sagen belyses så fyldigt her, er imidlertid den rejsen og argumenteren, der er blevet præsteret i en sag som denne, der ikke engang ser ud til at have haft det store økonomiske omfang, og altså heller ikke førte til det ønskede resultat.

Flere ukendte børn levede 1490

gav 1493 for sin datters provent en gård i Hyllested til Mariager kloster og gav atter 1495 til klostret en gård i Mariager, levede enke 1499.

11499 havde hun endelig en strid med flere bønder i Kåre på den anden side af Randers fjord om Kåre holm. Her var det Margrete, der mødte med de fleste og bedste papirer, og ved rettertinget i Randers lød dommen på, „at fru Margrete på hendes barns vegne bør Kåre holm at beholde”2). Hun opfattedes altså som forvalter af datterens arv. Desuden ses det, at der nu kun omtales ét barn. Havde der før været flere, må de andre være døde.
To år efter var Margrete død, og arven blev delt.