Ole Munks Slægtsdatabase

1647 4/5 blev han tilligemed Laurs Laursen i ?Østrup stævnet af Knud Seefeld til Lundergaard angaaende en Vedkjendelse, som de 1645 2/8 havde gjort, at de Aasteder fra Karhaven sønden ud og vester til Rævbak vare fri Fort og Fælge og Bonde­eje til deres Gaarde x), og endelig havde han 1655. 15/8 en Proces med S. Saltum Bymænd angaaende Bymarken, hvor hans Fader 1623 havde ladet kaste en Grøft omkring et Stykke Jord 2).

Den Del af Saltumgaard, som Søren Pedersen havde faaet Hjemmelsbrev paa af Lars Pedersen Kjæruif i 0 . Halne, besad han dog næppe som Ejendom, thi Lars Pedersens Arvinger3) lod den 1654 1ji lovbyde, om nogen af Slægten vilde kjøbe den. Et saadant Lovbud skulde jo ske, forinden Selvejergods maatte afhændes, idet Loven paa. denne Maade søgte at værne om Selvejerbønderne ved saa vidt muligt at hindre, at deres Ejendomme kom paa fremmede Hænder. Morten Kjæruif i Østerhalne fik samme Dag Tingsvidne, at Søren Pedersen og Thomas Berthelsen i V. Halne paa Arvingernes Vegne skjødede til ham al den Del, de arveligen kunde tilkomme i Saltumgaard, hvilken Del sammen med Morten Kjærulfs egen Arvepart var den halve Del af Gaarden med Afbyggere 4).
Skjønt Morten K jæ r u if5) saaledes blev Ejer af den halve Gaard, vedblev Søren Pedersen dog antagelig at bruge den til sin Død.

Efter Inger Mørks Død 1637 overtog hendes Søn Seren Pedersen Saltumgaard, som han vist hidtil havde bestyret for hende. Han fik 1637 8/n Hjem­melsbrev paa Gaarden af Lars Pedersen Kjærulf i Østerhalne, forsaavidt angik den Del af Gaarden, som Lars Pedersens Hustru Bodil Hansdatter Mørk ejede, og 1638 12/2 fik han ligeledes Hjemmelsbrev af sine Søskende og Svogre paa den Del af Gaar­den, som var dem tilfalden efter deres Forældre, dog med Undtagelse af hans Broder Peder Selgensen, der 1647 lod ham lide Tiltale for resterende Afgift i 10 Aar af den Part, han ejede i Saltumgaard4). 1646 stod han sammen med Herredets øvrige Selv­ejere indstævnet angaaende om de havde betalt Indfæstning af deres Gaarde til den kgl. Lænsmand; de mente sig at være fri herfor, men Dommen gik dem imod 5).

Søren Pedersen (Kjærulf), bestyrede vist Saltumgaard for Moderen og overtog den efter hendes Død 1637, men ejede selv kun en mindre Del af den. Da han en Dag i Foraaret 1659 vilde køre hjem fra Ejerstedgaard, faldt han ned af Vognen og brækkede Halsen. Hans Kusk bemærkede det ikke, før han noget efter kom til at se tilbage, men da han kom hen til Husbonden, var denne allerede død. Kusken sad i nogen Tid arresteret, men da der ikke fremkom noget mistænkeligt mod ham, blev han atter løsladt. Liget var straks efter Solnedgang d. 17. April blevet synet som det laa paa en Vogn sydøst for Ejerstedgaard, hvilket vist bør anses for ensbetydende med, at Ulykken er sket denne Dag; senere blev Liget bragt ind i Gaarden og der synet ved Lys, men Synsmændene kunde ikke opdage anden Skade paa det, end at Halsen var brækket3.
1649 pantsatte han sin Part af Saltumgaard for 100 Rdl. til Svogeren Niels Hansen i Bistrup. Han var gift med Maren Andersdatter, Datter af Anders Thomsen Hjøring, Præst i Horne og Asdal, og Karen Pedersdatter1; hun levede endnu 1662, da hun blev stævnet af ovennævnte Niels Hansen for hendes afdøde Mands Gæld2. Børn

Da han en Dag i Foraaret 1659 viide kjøre hjem fra Ejerstedgaard, faldt han ned af Vognen og brækkede Halsen. Hans Kusk bemærkede det ikke, før han kom til at se tilbage, og da han kom hen til Husbonden, var denne allerede død. Kusken sad i nogen Tid arresteret, men da der ikke frem­kom noget mistænkeligt mod ham, blev han atter løsladt. Liget var strax efter Solnedgang den 17.
April bleven synet som det laa paa en Vogn sydøst for Ejerstedgaard, og bagefter synedes det ved Lys inde i nævnte Gaard, men Synsmændene kunde ikke opdage anden Skade paa Søren Pedersen, end at hans Hals var b ru d t