Ole Munks Slægtsdatabase

I de første Aar af deres Ægteskab havde de meget Bryderi med en Heks, Anne Pedersdatter Lumpens, der tilligemed sin Søn Anders Pedersen Lugaard boede i Nærheden, af Bundgaard.Anne var en skrap Kvinde, der havde for Skik at love Folk ondt, naar de kom i Strid med hende, og da der nogle Gange fulgte Uheld i hendes Spor, var der jo da ingen Tvivl om, at hun var en Heks.
Man begyndte at sky hende, enkelte lod hende ogsaa høre, at hun var en Heks, og den snu Ane talte forblommet og modsagde det ikke, thi hun mærkede
snart, at Tiggeriet, som vist var hendes væsentligste Levebrød, gik bedre, og at Rapseri var mindre farligt nu, da hun var beskyttet af Folks Frygt for hende. Anne vidste vel nok, hvilken Lod der ventede hende, om hun blev anklaget for Hekseri, thi der var i de senere Aar bleven brændt adskillige Hekse i Egnen om Aalborg, men Magten er jo sød, og den vilde hun bruge nu, da hun havde den; og saa blev hun da frækkere og frækkere, efterhaanden som Frygten for hende voksede.
Omsider kom det Tidspunkt, da der maatte gøres noget. Lørdag før Jul 1617 kom Anne ind til Inger Mortensdatter og vilde laane en Kedel, men Inger svarede, at hun skulde selv bruge den, for hun vilde koge nogen Mad til den følgende Dag, da hun agtede sig i Kirke. Saa blev Anne vred og løb ud, idet hun truende sagde, at hun skulde love og holde Inger, at hun skulde faa Tid til at koge sin Mad, før hun igen kom til Kirke. Senere paa Dagen vilde Inger gaa op paa deres Kølle for at se til Malten, men da hun var kommen derop, gik en Bjælke i Underlaget i Stykker, og Inger faldt ned i Køllen med Malten og det hele oven paa sig, og da man fik hende trukket frem, var hun halv død baade af Faldet og af Ild og Røg. Det gik saa, som Anne havde lovet, hun kom ikke i Kirke; i Stedet maatte hun om Søndagen drage til Aalborg for at komme under Badskærers Behandling, thi hendes Ansigt var meget forslaaet. Som hun nu drog af Sted, kom Anne imod hende og spurgte, hvor hun vilde hen. Nu har det jo alle Dage været anset for et daarligt Varsel at møde en gammel Kone, naar man skulde ud at rejse, »et daarligt Mued« kaldes det endnu der paa Egnen, og da Inger Kjærulf mødte Anne, havde hun altsaa al Grund til at være fortrædelig over Mødet, bortset fra, at Anne naturligvis fik Skyld for Uheldet den foregaaende Dag. I Stedet for at oplyse om Rejsens Maal sagde Inger da ogsaa: »din onde Kvinde, Du talte med mig i Gaar, nu giver Dit »Mod« ( .: Møde) mig den samme i Vold, Du tror paa.« Saa drog Inger videre, men da hun kom ud paa Aalborg Fjord, rejste der sig et saa stærkt Uvejr, »saa hun aldrig trøstede sig i Land med sit Liv« og alle Julehelligdagene maatte Inger holde sig hjemme fra Kirken paa Grund af Faldet i Køllen.
Denne Tildragelse synes at have slaaet Hovedet paa Sømmet; nu maatte der gøres noget for at bryde Anne Lumpens Magt, og Bertel Thomsen rejste da Sagen imod hende og lod i det følgende Foraar tage en Del Tingsvidner om Annes Forsyndelser. Den 4. April 1618 vidnede saaledes 2 Tjenestepiger hos Bertel Thomsen, at i Vinter, Lørdag før St. Peders Dag, saa de om Morgenen tidlig, at Anne kom ud at Bertel Thomsens østre Stald, og da hun var kommen lidt fra Døren, tog hun noget under sin højre Arm og kastede det bag sig med den venstre Haand, og saa gik hun stiltiende fra Gaarden. Om Aftenen efter »Solrøst« kom hun igen, løb paa samme Maade ind i Stalden, og da hun atter kom ud af Døren, tog hun ligeledes noget under højre Arm og kastede det baglænds tilbage med venstre Haand, hvorpaa hun løb af Gaarden, og Pigerne kunde ikke opdage, hvad det var. Hendes Søn var da med, og den følgende St. Pedersdagsmorgen tidlig var han i Bertel Thomsens Lo, og Pigerne saa, at han stod paa Bjælken, men hvad han vilde, vidste de ikke, dog blev han meget underlig, da han blev funden dér, og det var samme Dag, han drak sit Bryllup. Et Par Dage efter, at Anne havde været i Stalden,
blev et af de bedste Øg sygt og ganske afmægtigt, saa det hverken kunde staa eller gaa, men døde straks efter, og det »Fæmon«, der havde staaet i Loen under Anders, da han stod paa Bjælken, blev ogsaa sygt, »en Part slet døde, en Part ingen tjenlig«. Yderligere vidnede Pigerne, at Vor Fruedag, 25. Marts, var Bertel Thomsen og hans Hustru ikke hjemme, og da kom Anne over Havediget og løb ind i Bryggerset, og uden at give sig noget Ærinde løb hun op paa Ovnen og var der en kort Tid, men de kunde ikke se, hvad hun foretog sig.

Den 5. Maj førtes der flere Vidner mod Anne, bl. a. vidnede Dorete Pedersdatter, at hun for 4 aar siden tjente hos Bertel Thomsen, og en Søndag ved Paasketid var han og hans Hustru ikke hjemme. Da kom Anne Lumpens løbende ind og søgte ind i Bryggerset, hvor nogle Gæs laa paa Æg; hun spurgte, om de havde udlagt, og derpaa tog hun Gæssene en for en og vendte dem omkring paa Rederne og gik saa atter ud. Straks derefter brød et Svin gennem Væggen og løb hen til Gæssene, hvor det væltede den ene Rede, saa Æggene gik i Stykker. I Løbet af de følgende 4 Dage gik der Hul paa de andre Æg; saa kom Bertel Kjærulf og hans Hustru hjem og saa, hvorledes det stod til, og da sagde Inger Kjærulf: »Gud bedre mig, at Anne Lumpen skulde komme til dem, det er ikke den første Gang, hun haver gjort mig sligt«.
Knud Sørensen i V. Halne vidnede ligeledes, og yderligere vidnede Dorete Pedersdatter, at i de Aaringer fik Bertel Thomsen megen Skade paa sit »Mælkende« ( .: Udbytte af Mælk), sine Køer, Kalve og andet Fæmon, og hun havde hørt Anne Lumpens sige, at hun kendte en, der havde lovet Bertel Thomsen ondt, da han kom dér til Gaarden, og det var ham ogsaa vederfaredes.
Lars Bertelsen i V. Halne og 11 andre Mænd vidnede, at Anne havde været berygtet for Trolddom og Tyveri, næsten lige siden hun kom til Vadum Sogn, Lars Bertelsen vidnede yderligere, at han for nogle Aar siden havde hende fængslet for Tyveri, og da lovede hun ham ondt, hvilket og en stakket Tid efter vederfaredes ham, idet en Hest faldt med ham, og han brækkede den ene Arm, hvilket han ikke igen kunde forvinde.
Jens Kjærulf (se S. 15) i Ø. Halne vidnede, at han for 4 Aar siden var hos Bertel Thomsens anden Julenat, noget over Midnat, og da saa han en komme gaaende af Vesten ind i Bertels Kostald, saa gik han ogsaa derind og saa der, at Anne Lumpens malkede Køerne, og straks derefter blev Bertels »Mælkende« fordærvet for lang Tid, og Køerne blev ogsaa ødelagte, en Del blev blinde, en Del døde, og ligeledes gik det med Kalvene, saa Bertel Thomsen tog stor Skade.
Anders Kjærulf i Knæpholt (se Holtetlinjen) vidnede samme Dag, at sidste Høst sad han og hans Hustru Bodil Nielsdatter en Aften mod Solrøst paa Siden af en lille Høj ved Gaarden, og da saa de, at Anne laa paa Jorden og strakte sig ud paa Bugen og agerede Spøgelse. Christen Andersen Kjærulf i Knæpholt (se Holtetlinjen) og Peder Bertelsen Kjærulf i Torpet (se S. 20) vidnede, at en Søndag Aften ved Mortensdagstid sidste Aar var de sammen i Knæpholt til noget over Midnat, og da hørte de forskrækkelige Skrig fra Norden, og det lød, som om Troldfolk sled Huden at en Trold, og han skreg ganske underlig, dog ikke som noget Menneske, og blandt de 10—12 Stemmer, de hørte, syntes de at kunne kende Anne Lumpens.

(Se også "den store hekseforfølgelse i nordjylland")

Den 19. Maj førte Bertel Thomsen yderligere 24 Vidner om Anne Lumpens Skarnstreger, og heraf fremgaar blandt andet, at Bertel havde købt en Kalv af Anne for en Skæppe Rug, men da hun hentede Rugen, sagde hun: »Havde han givet mig ren Rug for min Kalv, da skulde den vel have levet, men fordi han har givet mig skidden Rug, skal den ikke komme ham til Gavn«, og en Tid derefter døde den og blev bortkastet, men den blev liggende saa længe paa Marken, til den raadnede bort, thi hverken Hunde eller Fugle vilde fortære den, saa der var jo ingen Tvivl om, at den var forgjort.
I sit Gensvar til disse Beskyldninger tog Anne Lumpens meget nøgternt paa Sagen; hun vidste vel, at hendes Forklaringer intet vilde hjælpe, saa kunde hun ikke standse Forfølgelsen ved at indgyde Frygt,var Baalet hende vis. Hun gik løs omkring og vilde ikke stille Borgen for, at hun blev til Stede; Bertel Thomsen kunde jo fængsle hende, sagde hun, hun havde været i lige saa stor Fare før men var dog kommen fri, og selv om Bertel slæbte hende til Landstinget, kom hun vel hjem igen. En anden Gang sagde hun paa Tinget, at hvis hun kom af Dage, skulde Bertel Thomsen ikke leve mange Dage efter hendes Død; men Bertel lod sig dog ikke
skrække til at hæve Sagen. Til den af Jens Kjærulf fremsatte Beskyldning sagde hun, at det ikke var hende, Jens vilde søge i Stalden, men derimod en af Bertel Thomsens Tjenestepiger, som han havde sin Gang til, og saaledes søgte hun at klare sig.
Der blev nu udnævnt et 12 Mands Kirkenævn til at domme i Sagen; i dette havde bl. a. Morten Jensen Kjærulf i Ø. Halne og Lars Jensen i Rævsgaard Sæde, og 9. Juni 1618 svor Nævnet Anne Lumpens skyldig i Trolddom.

Derefter skulde Dom men stadfæstes af Landstinget i Viborg, hvor den kom for allerede 18. Juli. Her fremlagde Bertel Thomsen de tidligere nævnte Tingsvidner samt en Attest fra Præsten Anders Nielsen i Vadum, at Bertel Thomsen havde ladet gøre Kirkebøn om, at det maatte blive aabenbaret, hvem der havde fordærvet hans Mælkende. Yderligere fremlagdes et Tingsvidne af Kjær Herredsting 7. Juli 1618, at Maren Pedersdatter havde vidnet, at for nogle Aar siden var Lars Bertelsen i V. Halne og Anne Lumpens i Strid, og da havde Anne lovet Lars ondt, fordi han havde bundet hende for Tyveri. Og kort efter kom Lars Bertelsen i Ulykke, Trætte og andet og maatte rømme og vige Gaarden og var næsten landflygtig. 6 Mænd vidnede ligeledes, at Lars Bertelsen havde været i stor Kiv og Trætte, og at han havde været i Livsfare flere Gange og faaet stor Skade paa sit Legeme, saaledes faldt en Hest med ham, og en anden Gang faldt der noget ned paa ham i Aalborg. Lars Bertelsen, der var tilstede i Viborg sammen med et andet Vidne og Bertel Thomsen og Hustru, der vel medførte den tiltalte Heks, svor, at Anne havde paaført ham saa megen Skade, at han aldrig kunde forvinde det; men Anne mente dog, at Aarsagen til hans Ulykke laa i, at han gærne vilde svire og drikke og lade sin Pibekande gaa ad Byen til. Anne benægtede naturligvis at være skyldig i Trolddom, men Landstinget stadfæstede Kirkenævnets Dom1,
og saa en Sommerdag kort efter steg Røgen op fra et Baal ved Kjær Herredsting oppe i Hammer Bakker; det var Anne Lumpen, der blev brændt i Overværelse
af en talrig Forsamling af saavel gejstlige som verdslige Personer.

LANDSTING LØRDAG DEN 18. JULI 1618
Bertel Thomsen i Vester Hassing havde anklaget Anne Pedersdatter Lompens el. Lumpens i Vesterhalne (Vadum s.) for trolddomskunster.
APL havde lovet folk ondt, og det var vederfaret dem på kreaturer og mælkende (tv. af Kær ht. 4. (vist fejl for 14.) apr. 1618 (241r f.), 5. maj 1618 (239v), 19« maj 1618 (242v)), på helbred og lemmer (tv. af Kær ht. 5. maj 1618 (239v), 19- maj 1618 (242v f., 243r, 243r f.), 7. juli 1618 (240r)) el. på velfærd og gods (tv. af Kær ht. 19. maj 1618 (242v), 7. juli 1618 (240r)). - Hun havde på tinge vedgået, at hun havde været på åstederne og talt med de pågældende (tv. af Kær ht. 4. (vist fejl for 14.) apr. 1618 (241v), 5. maj 1618 (241r, 242r), 19- maj 1618 (243r)). - Hun havde længe været berygtet for kendskab til trolddom (tv. af Kær ht. 5. maj 1618 (239r), 19- maj 1618 (242r f.)).
Tv. af Kær ht. 9« juni 1618: 12 nævninger svor APL kirkenævn over (244r).BT appellerede ovenstående nævningekendelse til stadfæstelse. Han, Inger Mortensdatter i Vesterhalne og Christen Jensen lagde på lt. deres hænder på APLs hoved og aflagde ed på, at hun var en åbenbar troldkvinde, der havde forvoldt dem skade ved trolddomskunster (245r).Lt.s dom: "Så og efterdi af forbemeldte vidner forfares og bevises APL at have lovet folk ondt og det derefter dem en part på deres kreaturer, en part på deres lemmer, velfærd og gods at være vederfaret, og CJ, IM så og BT nu her i dag for retten har lagt deres hænder på APLs hoved og med højeste ed sigtet og vedkendes hende for en åbenbarlig troldkone, og at hun med hendes trolddomskunst dem slig sygdom og skade har tilføjet, som for er rørt, hun og til tinge såvel som her i dag har vedgået sig at have været på nogle de åsteder og talt med for:ne folk, omvundet er, det i lige måder bevises hende i langsommelig tid at have efterfulgt et ondt rygte for trolddom, og intet vidnesbyrd el. kundskab hun derimod fremlægger sig ærligen og kristeligen at have forholdt, og loven formelder, at om nogen mand vider anden, at han har forgjort ham med trolddom, og ganger han ej ved, der sigtet er, og den, der sigter, alligevel gider og tilmoder ham det på hånd, da værge sig den, der sag gives, med nævn i kirkesogn etc., og efterdi for:ne nævninger har været opkrævet APL for trolddom enten at skære el. skylde, og de, som bor i sognet og bedst hendes lejlighed ved, har hende ved deres ed kirkenævn oversvoret, da ved vi efter sådanne circumstantser og lejlighed ikke imod samme deres ed og tog at sige el. magtesløse dømme".239r-245v