Mette Thomasdatter, 17351773 (38 år)

Navn
Mette /Thomasdatter/
Fornavne
Mette
Efternavn
Thomasdatter
Født
Forældres ægteskab
Note: ). Margrethe Pedersdatter fik fire børn med Thomas Laursen i perioden 1737-1743 (Ulsted 1684-1808, AO opslag 132, 136, 143, 149).
Brors fødsel
Farmors død
Farmors begravelse
Note: 1738 den 25 juli blev Kirsten Thomasdatter af Rottrup begravet gammel 64 aar og 5 maaneder
Morfars død
Morfars begravelse
Farfars død
Farfars begravelse
Note: 1750 den 29 juli begravet begravet Laurs Smed i Raattrup [Rottrup], gl. 75 aar, 11 maaneder og 5 dage
Ægteskab
Misc
Note: Bollehede (Heden).....1763—73 Christen Chri­ stensen den yngre, der 1762 ægtede Mette, D. afThs.
  1. Bollehede (Heden).....1763—73 Christen Chri­ stensen den yngre, der 1762 ægtede Mette, D. afThs.
    Larsen paa Sdr. Rottrup. De døde begge 1773.
Mors død
Mors begravelse
Fars død
Fars begravelse
Ægtemands dødsfald
Ægtemands dødsfald
Note: Ifølge "slægten fra Hegnhuset": Antagelig død først paa aaret 1773, idet der den 23. marts det aar holdtes auktion over boet. (sHeg-)

Ifølge "slægten fra Hegnhuset": Antagelig død først paa aaret 1773, idet der den 23. marts det aar holdtes auktion over boet. (sHeg-)
Ifølge Niels Henrik Mogensen": døde midt i januar måned 1773 i Bollehede, Dronninglund Sogn og blev begravet d. 24.01.1773 i Dronninglund.

Ægtemands begravelse
Note: De elskelige i Livet var ikke adskillet i Døden, nemlig, velfornemme og velagte nu salige Dannemand, Sal

De elskelige i Livet var ikke adskillet i Døden, nemlig, velfornemme og velagte nu salige Dannemand, Sal
Christen Christensen, med sin elskelige Hustru, velfornemme nu salige Dannekone, salige Mette Thomasdatter, som boede og levede kærlig tilsammen paa Bollehede i 10 Aar, blev begge af Herren paa en Tid lagte paa deres Sygeseng og døde rolig i Herren efter faa Dages Sygdom kort efter hinanden. Men nu i Dag d. 24 Januari 1773 begge med Graad ledsagede til deres Hvilested i een Grav paa Dronninglund Kirkegaard. Da disse linier blev udleverede til en skyldig Anmindelse efter de afdøde og til en kærlig Paamindelse for de levende om at ihukomme den sidste, Tille
O, grumme Død, hvad gør vi her
Hvor vil du det forsvare?
Da hos dig ingen Skaansel er
Sig vil der os forklare
Hvi Gudfrygte, Dyd og Trofasthed
Hos dig maa intet gælde
Som disse Folk berod, blev ved
Hvo vilt du dem nedkalde?
Hvi taget du bort fra disse smaa
Tillige Far og Moder?
Saa de djer Livs Tid maa gaa
Fast som ved Babels Floder
En liden Søn, et Pattebarn
Nej, Fader Navn kan sige
Du revst fra ham det slemme Skarn
Hans Moders Bryste tillige
Han maa nu kaldes Icabod
Hans Søster Mara - skrives
Thi Herligheden dem forlod
Og Bitterhed dem gives
O, Gud, O du alvise Gud!
Vi ved at dine Hænder
Gav Døden dertil Ordre ud:
Men sig, hvor du det nænner
Du har jo Faders Hjerte, ja
Er faderløses Fader.
Hvi skiller du saa grum dig da
Som dine selv du hader
O, hvor forunderlige er
O, Herre dine Domme
Men to og stands min Sjæl, for nær
Maa du det Dyb ej komme
Gud lader mangen Stymper staa
Og faste Mænd omkaster
Gør far- og moderløse smaa
Se, Sjæl, at du ej haster
Thi den som tror ej haste tør:
Guds Gerning os ej skader:
Naar jordiske Fædre de bortdør
Saa blev Gud himmelske Fader
Saa ti da stille kære smaa
Jeg kan for Graad ej skrive
Gud Øjne paa jer aabne staa
Han eders Fader blive
Jer salig Fædre vare de
Der saa ej nogen lide
De saa det jo medlidende
Hvi skulde Gud ej vide
At hjælpe og forsørge jer
Jo Evighedens Fader
Som elsker og har eder Kær
Han eder ej forlader
Han vækker vist op Hjerter, der
I Fædres Sted jeg bliver
Thi tro og se Guds Gerninger
Hans Forsyn alting driver.
Men hver, som her tilstede er
Maa hos sig selv begrunde
Gud ved, hvorsnart det os saa sker
Gud os sin Naade unde
De salige nu bæres ud
Har hjulpet for saa mange
Nu faar vist deres Hjælp af Gud
Gud lad dem den erlange
Gud staa dem stedse trolig bi
Men bær her Verdens Trælle
At agte paa den trygge Sti
Og eders Dage Tælle!
Hvor hastig udi Ro og Fred
Ja midt i vore Dage
Paakomme kan en Bitterhed
Som Esakias klager
Som Væveren skær Traaden af
Som Vinden snart maa vende
Saa hastig kan vi til vor Grav
Henrives og faa Ende.
Vi Fasit gør paa Snese Aar
Og maaske, inden Morgen
Ved Sygdom Bud fra Gud vi faar
Hvo er os der for borgen!
Gud lad os være som den Svend
Der værtet paa sin Herre
Gud lad vor Lampe være tændt
Naar Afskedstid skal være
Sig Jesus selv fra nue sled
Vi vil saa gerne blive
Endnu et lidet, synes vi
Men hvad er her at vente?
Een Kummer staar den anden bi
Og bliv vor Møjes Rente
Men al vort Haab, vor Trøst, Tillid
Er du, O Gud vor Fader
Hjælp, at vi udi al vor Tid
Paa din Hjælp os forlader.
Saa lever vi i Herrens Navn
Saa dør vi og vor Herre
Ham er i Liv og Død vor Havn
Hans Navn ske evig Ære

       GRAVSKRIFT

Disse to een Grav nu favne
Før dem Ægtesengen smukt
Trende dennem vist vil savne
Ægtesengens Sæd og Frugt
Tre af fire blev tilbage
Een med dem i Himmerig
De her blev kan næppe beklage
Deres Tab betydelig
Vandringsmand dig her kun spejle.
Een Dag jordet blev det Par
Du og jeg den Sø skal sejle
Gud alene ved hvor naar
Disse tvende her nu hvile
Havde Lasarum til Ven
Deres Sjæle hos Gud smile
Glædes ude i Himmelen
Gud forsørge deres Poder
Gud oprækker Hjerter, som
Dem staar bi som Far og Moder
Læser bed og tænk dig om!
Tænk paa dig og saa paa sine
Hvor kan hændes, Gud kun ved:
Herren han forsørger sine
Ham ske lov i Evighed!

Død
Begravelse
Note: De elskelige i Livet var ikke adskillet i Døden, nemlig, velfornemme og velagte nu salige Dannemand, Sal

De elskelige i Livet var ikke adskillet i Døden, nemlig, velfornemme og velagte nu salige Dannemand, Sal
Christen Christensen, med sin elskelige Hustru, velfornemme nu salige Dannekone, salige Mette Thomasdatter, som boede og levede kærlig tilsammen paa Bollehede i 10 Aar, blev begge af Herren paa en Tid lagte paa deres Sygeseng og døde rolig i Herren efter faa Dages Sygdom kort efter hinanden. Men nu i Dag d. 24 Januari 1773 begge med Graad ledsagede til deres Hvilested i een Grav paa Dronninglund Kirkegaard. Da disse linier blev udleverede til en skyldig Anmindelse efter de afdøde og til en kærlig Paamindelse for de levende om at ihukomme den sidste, Tille
O, grumme Død, hvad gør vi her
Hvor vil du det forsvare?
Da hos dig ingen Skaansel er
Sig vil der os forklare
Hvi Gudfrygte, Dyd og Trofasthed
Hos dig maa intet gælde
Som disse Folk berod, blev ved
Hvo vilt du dem nedkalde?
Hvi taget du bort fra disse smaa
Tillige Far og Moder?
Saa de djer Livs Tid maa gaa
Fast som ved Babels Floder
En liden Søn, et Pattebarn
Nej, Fader Navn kan sige
Du revst fra ham det slemme Skarn
Hans Moders Bryste tillige
Han maa nu kaldes Icabod
Hans Søster Mara - skrives
Thi Herligheden dem forlod
Og Bitterhed dem gives
O, Gud, O du alvise Gud!
Vi ved at dine Hænder
Gav Døden dertil Ordre ud:
Men sig, hvor du det nænner
Du har jo Faders Hjerte, ja
Er faderløses Fader.
Hvi skiller du saa grum dig da
Som dine selv du hader
O, hvor forunderlige er
O, Herre dine Domme
Men to og stands min Sjæl, for nær
Maa du det Dyb ej komme
Gud lader mangen Stymper staa
Og faste Mænd omkaster
Gør far- og moderløse smaa
Se, Sjæl, at du ej haster
Thi den som tror ej haste tør:
Guds Gerning os ej skader:
Naar jordiske Fædre de bortdør
Saa blev Gud himmelske Fader
Saa ti da stille kære smaa
Jeg kan for Graad ej skrive
Gud Øjne paa jer aabne staa
Han eders Fader blive
Jer salig Fædre vare de
Der saa ej nogen lide
De saa det jo medlidende
Hvi skulde Gud ej vide
At hjælpe og forsørge jer
Jo Evighedens Fader
Som elsker og har eder Kær
Han eder ej forlader
Han vækker vist op Hjerter, der
I Fædres Sted jeg bliver
Thi tro og se Guds Gerninger
Hans Forsyn alting driver.
Men hver, som her tilstede er
Maa hos sig selv begrunde
Gud ved, hvorsnart det os saa sker
Gud os sin Naade unde
De salige nu bæres ud
Har hjulpet for saa mange
Nu faar vist deres Hjælp af Gud
Gud lad dem den erlange
Gud staa dem stedse trolig bi
Men bær her Verdens Trælle
At agte paa den trygge Sti
Og eders Dage Tælle!
Hvor hastig udi Ro og Fred
Ja midt i vore Dage
Paakomme kan en Bitterhed
Som Esakias klager
Som Væveren skær Traaden af
Som Vinden snart maa vende
Saa hastig kan vi til vor Grav
Henrives og faa Ende.
Vi Fasit gør paa Snese Aar
Og maaske, inden Morgen
Ved Sygdom Bud fra Gud vi faar
Hvo er os der for borgen!
Gud lad os være som den Svend
Der værtet paa sin Herre
Gud lad vor Lampe være tændt
Naar Afskedstid skal være
Sig Jesus selv fra nue sled
Vi vil saa gerne blive
Endnu et lidet, synes vi
Men hvad er her at vente?
Een Kummer staar den anden bi
Og bliv vor Møjes Rente
Men al vort Haab, vor Trøst, Tillid
Er du, O Gud vor Fader
Hjælp, at vi udi al vor Tid
Paa din Hjælp os forlader.
Saa lever vi i Herrens Navn
Saa dør vi og vor Herre
Ham er i Liv og Død vor Havn
Hans Navn ske evig Ære

       GRAVSKRIFT

Disse to een Grav nu favne
Før dem Ægtesengen smukt
Trende dennem vist vil savne
Ægtesengens Sæd og Frugt
Tre af fire blev tilbage
Een med dem i Himmerig
De her blev kan næppe beklage
Deres Tab betydelig
Vandringsmand dig her kun spejle.
Een Dag jordet blev det Par
Du og jeg den Sø skal sejle
Gud alene ved hvor naar
Disse tvende her nu hvile
Havde Lasarum til Ven
Deres Sjæle hos Gud smile
Glædes ude i Himmelen
Gud forsørge deres Poder
Gud oprækker Hjerter, som
Dem staar bi som Far og Moder
Læser bed og tænk dig om!
Tænk paa dig og saa paa sine
Hvor kan hændes, Gud kun ved:
Herren han forsørger sine
Ham ske lov i Evighed!

Familie med forældre
far
17101767
Født: marts 1710Sønder Rottrup, Ulsted, Kær, Aalborg
Død: april 1767Sønder Rottrup, Ulsted, Kær, Aalborg
mor
17001766
Født: august 1700Rottrup Vestergaard, Ulsted, Kær, Aalborg
Død: december 1766Sønder Rottrup, Ulsted, Kær, Aalborg
Ægteskab Ægteskab24. juni 1737Ulsted Kirke, Ulsted, Kær, Aalborg
-17 måneder
hende selv
17351773
Født: omkring 1735Sønder Rottrup, Ulsted, Kær, Aalborg
Død: januar 1773Bollehede, Dronninglund, Dronninglund, Hjørring
4 år
lillebror
17381793
Født: omkring 1738Sønder Rottrup, Ulsted, Kær, Aalborg
Død: 1793Sønder Rottrup, Ulsted, Kær, Aalborg
Familie med Christen Christensen
ægtemand
17301773
Født: omkring 1730
Død: 1773Bollehede, Dronninglund, Dronninglund, Hjørring
hende selv
17351773
Født: omkring 1735Sønder Rottrup, Ulsted, Kær, Aalborg
Død: januar 1773Bollehede, Dronninglund, Dronninglund, Hjørring
Ægteskab Ægteskab1762
Misc
Navn
Død
Begravelse
Misc
  1. Bollehede (Heden).....1763—73 Christen Chri­ stensen den yngre, der 1762 ægtede Mette, D. afThs.
    Larsen paa Sdr. Rottrup. De døde begge 1773.
Begravelse

De elskelige i Livet var ikke adskillet i Døden, nemlig, velfornemme og velagte nu salige Dannemand, Sal
Christen Christensen, med sin elskelige Hustru, velfornemme nu salige Dannekone, salige Mette Thomasdatter, som boede og levede kærlig tilsammen paa Bollehede i 10 Aar, blev begge af Herren paa en Tid lagte paa deres Sygeseng og døde rolig i Herren efter faa Dages Sygdom kort efter hinanden. Men nu i Dag d. 24 Januari 1773 begge med Graad ledsagede til deres Hvilested i een Grav paa Dronninglund Kirkegaard. Da disse linier blev udleverede til en skyldig Anmindelse efter de afdøde og til en kærlig Paamindelse for de levende om at ihukomme den sidste, Tille
O, grumme Død, hvad gør vi her
Hvor vil du det forsvare?
Da hos dig ingen Skaansel er
Sig vil der os forklare
Hvi Gudfrygte, Dyd og Trofasthed
Hos dig maa intet gælde
Som disse Folk berod, blev ved
Hvo vilt du dem nedkalde?
Hvi taget du bort fra disse smaa
Tillige Far og Moder?
Saa de djer Livs Tid maa gaa
Fast som ved Babels Floder
En liden Søn, et Pattebarn
Nej, Fader Navn kan sige
Du revst fra ham det slemme Skarn
Hans Moders Bryste tillige
Han maa nu kaldes Icabod
Hans Søster Mara - skrives
Thi Herligheden dem forlod
Og Bitterhed dem gives
O, Gud, O du alvise Gud!
Vi ved at dine Hænder
Gav Døden dertil Ordre ud:
Men sig, hvor du det nænner
Du har jo Faders Hjerte, ja
Er faderløses Fader.
Hvi skiller du saa grum dig da
Som dine selv du hader
O, hvor forunderlige er
O, Herre dine Domme
Men to og stands min Sjæl, for nær
Maa du det Dyb ej komme
Gud lader mangen Stymper staa
Og faste Mænd omkaster
Gør far- og moderløse smaa
Se, Sjæl, at du ej haster
Thi den som tror ej haste tør:
Guds Gerning os ej skader:
Naar jordiske Fædre de bortdør
Saa blev Gud himmelske Fader
Saa ti da stille kære smaa
Jeg kan for Graad ej skrive
Gud Øjne paa jer aabne staa
Han eders Fader blive
Jer salig Fædre vare de
Der saa ej nogen lide
De saa det jo medlidende
Hvi skulde Gud ej vide
At hjælpe og forsørge jer
Jo Evighedens Fader
Som elsker og har eder Kær
Han eder ej forlader
Han vækker vist op Hjerter, der
I Fædres Sted jeg bliver
Thi tro og se Guds Gerninger
Hans Forsyn alting driver.
Men hver, som her tilstede er
Maa hos sig selv begrunde
Gud ved, hvorsnart det os saa sker
Gud os sin Naade unde
De salige nu bæres ud
Har hjulpet for saa mange
Nu faar vist deres Hjælp af Gud
Gud lad dem den erlange
Gud staa dem stedse trolig bi
Men bær her Verdens Trælle
At agte paa den trygge Sti
Og eders Dage Tælle!
Hvor hastig udi Ro og Fred
Ja midt i vore Dage
Paakomme kan en Bitterhed
Som Esakias klager
Som Væveren skær Traaden af
Som Vinden snart maa vende
Saa hastig kan vi til vor Grav
Henrives og faa Ende.
Vi Fasit gør paa Snese Aar
Og maaske, inden Morgen
Ved Sygdom Bud fra Gud vi faar
Hvo er os der for borgen!
Gud lad os være som den Svend
Der værtet paa sin Herre
Gud lad vor Lampe være tændt
Naar Afskedstid skal være
Sig Jesus selv fra nue sled
Vi vil saa gerne blive
Endnu et lidet, synes vi
Men hvad er her at vente?
Een Kummer staar den anden bi
Og bliv vor Møjes Rente
Men al vort Haab, vor Trøst, Tillid
Er du, O Gud vor Fader
Hjælp, at vi udi al vor Tid
Paa din Hjælp os forlader.
Saa lever vi i Herrens Navn
Saa dør vi og vor Herre
Ham er i Liv og Død vor Havn
Hans Navn ske evig Ære

       GRAVSKRIFT

Disse to een Grav nu favne
Før dem Ægtesengen smukt
Trende dennem vist vil savne
Ægtesengens Sæd og Frugt
Tre af fire blev tilbage
Een med dem i Himmerig
De her blev kan næppe beklage
Deres Tab betydelig
Vandringsmand dig her kun spejle.
Een Dag jordet blev det Par
Du og jeg den Sø skal sejle
Gud alene ved hvor naar
Disse tvende her nu hvile
Havde Lasarum til Ven
Deres Sjæle hos Gud smile
Glædes ude i Himmelen
Gud forsørge deres Poder
Gud oprækker Hjerter, som
Dem staar bi som Far og Moder
Læser bed og tænk dig om!
Tænk paa dig og saa paa sine
Hvor kan hændes, Gud kun ved:
Herren han forsørger sine
Ham ske lov i Evighed!