Ole Munks Slægtsdatabase

il Skjøtterup, Trudsholm, Overgaard og Høibygaard (Fugles H.); til sin Død forlenet med Skarpenbergs Gods paa Mors, bar 1514 Kronen ved Christian II's Kroning i Stockholm, 1515 med i Gesandtskabet til Bryssel for at hente Frøken Elisabeth, 1517-21 Lehnsmand paa Aalholm, 1520 Anfører for den danske Hær i Sverrig, seirede over Steen Sture ved Borgesund, kort efter saaret i Slaget ved Upsala, Ridder, 1521-22 Lehnsmand paa Helsingborg, 1522-34 paa Tranekjær, havde desuden Meltofte paa Laaland 1523-1569, sluttede sig 1523 til Kong Fredrik I., der optog ham i Rigens Raad, bar Sværdet ved Kongens Kroning, underhandlede 1524-25 med Lybækkerne, førte 1525 et Tog til Gulland mod Hr. Søren Norby med Held, ledsagede 1529 Hertug Christian til Norge, hørte til det Katholske Parti, 1533 Sendebud til Nederlandende, overgav feigt Tranekjær til Grev Christoffer, sluttede sig til denne og blev hans Lehnsmand paa Aalholm, blev siden ført fangen til Mecklenborg, kom 1536 hjem, men fik kun med Besvær Kong Christiern III's Tilgivelse, mistede sin Plads i Rigsraadet og sine Lehn; 1542 paany Rigsraad, 1544-69 Lehnsmand paa Hald, 1548 Kongens Stedfortræder paa Bryllupstoget til Meissen, 1554 Rigsmarsk og Sendebud til et fyrsteligt Bryllup i Mecklenborg, 1557 sendebud til Lifland, bar 1559 Sværdet ved Kong Frederik II's Kroning, 1559-69 Lehnsmand paa Spøttrup, 1564 Sendebud til Rostok, fik s. A. Bestalling som Feltøverste, men vægrede sig ved at antage Anførslen over Hæren, 1567 Sendebud til Underhandlingerne i Stralsund, men maatte fratræde Marskembedet

19 Avgus 1526.' Hr. Otte Kr wmpen har Kong Hansszes Brev, at han efter Eyler Styggis Død maa og skal indløse det Len i Mors, som forskr. Eyler Styggi har i Pant, og siden beholde det som frit Pant, saalænge han lever, uden al Afgift og anden kgl. Tynge uden alene at følge Kongen, naar han selv personlig drager i Krig eller Orlog; efter hans Død skulle Arvingerne be­ holde det, til det indløses for en saadan Sum Penge, som Otte Krwmpenn har indløst det for efter Eyler Styggis Pantebrev. Han og Arvinger skulle holde Godset bygt og Kongens derpaa boende Undersaatter ved Lov osv. Kallingborg, Sønd. efter vor Frue Dag assumpt. III, 42; C, 181.

Hr. Otto Krumpen faar 1556 Kongebud om at samles med nogle gode Mænd paa Markskellet mellem Restrup og Nørholm Mark for at bringe Trætten mellem Fru Kristine Gabriels og Anders Barbye til Ende, enten til Minde eller til Rette. »Otte Brade* 1), Embedsmand paa Olborghus« faar lignende Befaling derom.
Af andre, der var tilsagt af Kongen, nævner Secher Iver Krabbe, Just Høg og Erik Krabbe, mens baade Fru Kirstine og Anders Barbye hver mødte med to Mand, et Bevis paa, hvor vigtig man ansaa Sager angaaende Markskel for at være.

Otte Krumpen 1544-69 1
4. Otte Krumpen (1480-1569) til Skøttrup (Gjerlev Herred). 1514 bar han kronen ved Christian 2.s kroning og var 1515 chef for et af de skibe, der hentede den unge dronning Elisabeth (Isabella) til Danmark fra Bruxelles. Han var 1520 overanfører sammen med en nordmand på toget til Sverige, hvor danskerne efter to sejre kunne erobre landet. Efter oprøret mod Christian 2. og dennes flugt 1523 gik han over til de nye magthavere og blev optaget i rigsrådet. Under Frederik 1. blev han betroet militære og diplomatiske opgaver, og ved en ekspedition 1525 til Gotland reddede han øen for Danmark til Lübeckernes store forbitrelse. Ved slægtskabsforbindelser tilhørt han det gammelkatolske parti, og han deltog i beslutninger imod Reformationen på herredagen i København 1533. Under Grevefejden 1534-36 sluttede han sig til greven, blev senere taget til fange af Lübeckerne og af Jürgen Wullenwever ført til Lübeck og sad som fange på et slot i Mecklenburg. Efter Københavns overgivelse 1536 blev han udleveret til Christian 3., men var en af de første, der blev sat på fri fod nogen tid efter statsom- væltningen, og han mistede sine forleninger. Da kongen senere udsonede sig med den danske adel, blev han som en af de sidste i 1542 genoptaget rigsrådet. 1544 blev han forlenet med Hald Slot. Snart kom han atter i forgrunden. 1554 blev han rigsmarsk, og han deltog i diplomatiske sendelser til Polen, i forhandlinger med Hansestæderne og Sverige. Han var i gunst også hos Frederik 2., og fik 1559 livsbrev på Hald og endda yderligere Spøttrup Len. I 1560’erne blev forholdet af ukendte årsager rokket. Han anvendtes vel fortsat i diplomatiske hverv, men kunne på grund af sin høje alder ikke leve op til kongens krav til hans militære ledelse. Kort før sin død fik han frataget Hald.