Ole Munks Slægtsdatabase

Den 12. December - St. Lucie Aften - 1611 kom Fisker Peder Poulsen 2) i Aalborg ved Sekstiden gaaende hen i Kakvad (nu Kattevad) for at betale Fisker Niels Laursen 10 Skilling, som han skyldte ham for en Nattevagt; Døren yar lukket, og han "klappede« derfor paa den, men der blev ikke lukket op og heller ikke svaret indefra, skønt han gennem Vinduerne saa, at der var Lys i Stuen. Han gik saa hen til et Vindue, hvori der manglede en Rude, og gennem Hullet saa han en besynderlig Forestilling.

Inde i Niels Laursens Stue var der forsamlet godt en halv Snes Kvinder af højst forskellig Stand, og da Niels Laursens Hustru, Maren Nielsdatter Knep, i det samme kom ud af et Kammer med et Lys i Haanden, tog de fat paa hende og lagde hende ned paa nogle Dyner paa Gulvet, hvorefter de trak en >>Tingest« fra hende af Skikkelse som et Barn »og handlede saa skammeligt med hende, at det er Skam det at udsige«. De behandlede hende nemlig som Barselkvinde, og »Tingesten« var, som Læserne vel gætter, et Voksbarn, d. v. s. en Voksfigur til at drive Heksekunster med 1). En saadan Figur blev »baaret« i 9 Maaneder, og naar den var bleven »født«, døbtes den med Navnet paa den Person, som man vilde forgøre; saa var Forbindelsen mellem Figuren og Personen tilvejebragt, og naar man nu tilføjede Figuren Skade, mente man at paaføre den forhadte Person samme Skade. Nu St. Lucie Aften var altsaa det Øjeblik kommet, da de Aalborg-Hekse havde et Voksbarn fuldbaaret - det kaldes senere hen i Sagen »en sort Tingest som en Spøgelse« -, og man forstår at det var et vigtigt Tidspunkt, hvorfor ogsaa saa mange agerende var samlede i Barselstuen.

Lad os saa, inden vi gaar videre med Beretningen, præsentere Forsamlingen for Læseren. Først maa vi da nævne Værtinden, Fisker Niels Laursens Hustru Maren Nielsdatter Knep, oftest kaldt Maren Kneppis, der den paagældende Aften spillede Barselkvindens Hovedrolle. Dernæst ærlige og velhyrdige Jomfru Christence Axelsdatler J(ruckow, den vendsysselske Herredsfogeddatter Dorte Jensdatter Kjærulf, som paa mødrene Side var af adeligt Blod, Elle Nielsdatter ved Østeraa, gift med Købmand Egenau i Aalborg, Apolone Ibsdatter, gift med Guldsmed Anders Jensen i Aalborg, Mette, Datter af Peder Murmester i Kakvad i Aalborg, Maren Pedersdatter, gift med Thomas Jørgensen i Aalborg, Margrete Hjulmands, Gunder Vognkarls Hustru, Christen Knudsens Kvinde, en gammel Kone Ane eller Maren fra Vorde, Mette fra Klarup, Else fra Mov og Bodil og Sidsel fra Gudum.

Da nu Voksbarnet var »født«, tog Maren Kneppis og døbte det; det blev kaldt Maren, dog ikke efter Moderen, men efter Raadmand Hans Felthuus' Hustm Maren Jørgensdatter, hvem man havde udset til Offer for de Trolddomskunster, til hvilke Barnet skulde benyttes.

...........

En hel Del af de Kvinder, der havde været med den skæbnesvangre St. Lucie-Aften, var jo udenbys fra - fra Fieskum Herred - og om Bodil og Sidsel fra Gudum siges i et Tingsvidne af 29. Okt. 1619,at de var døde. Det samme siges om Gunder Vognkarls Kvinde, og de er antagelig slupne for Baatlet, hvorimod det ikke er udelukket, at de af Skræk har berøvet sig selv Livet, da dette ikke var ualmindelig l 1). Kvinderne fra Vorde, Klarup og Mov hører vi ikke siden til - hverken Herreds-, Birke- eller Landstingsdombøger haves fra hin Tid -, og om Christen Knudsens Kvindes og Margrete Hjulmands Skæbner tier Historien ogsaa. Tilbage bliver for Aalborg Bys Vedkommende Eliten af Heksekorpset : Ærlige og velb. Jomfru Christence Kruckow, Dorte Kjærulf, Apolone Guldsmeds og Elle Nielsdatter samt en mindre standsmæssig Kvinde Maren Pedersdatter.

Skønt Komplottet opdagedes 1611 og to af Heksene kort efter maatte bestige Baalet, afskrækkede det dog ikke de øvrige fra at drive deres Skarnsstreger i Byen; man mente, at de tog Livet af nogle Folk, paaførte andre Sygdomme, tog Lykken fra visse Folk og gav den til andre o. s. v., og selv om meget af det, de beskyldtes for, var opdigtet, er det dog udenfor al Tvivl, at de paa mange Maader ten·oriserede Byen og følte Sødmen ved at være en Magt i Samfundet, en Magt, som i hvert Fald en stor Del af det højere Borgerskab skælvede for uden at have Mod til at lægge ud i Kampen mod den, og først i Aaret 1618 skete der en Forandring i dette Forhold.

.....
Længe havde den aalborgske Præstekoue ængstet sig over Naboskabet ·med Jomfru Christence, hvis Hus vel var Hovedsamlingsstedet for Banden; nu da hun blev berøvet sin Forstand, besluttede Magister David sig til at forsøge at faa Heksene udryddede, og en Del af dem, som de i Aaret 1612 brændte
Hekse Maren Kneppis og Mette Pedersdatter havde angivet under deres pinlige Forhør, blev arresterede paa Aalborg Slot, medens Jomfru Christence paa
Grund af sin adelige Stand foreløbig blev paa fri Fod; en enkell af Heksene, Maren Pedersdatter, blev dog sat fast "over Pumpen«, et Arrestlokale for Pariaer, der var bygget over )) i'luret Port«, og som da havde afløst det tmdeJjordiske Fangehul under nævnte Byport1).

Til at medvirke i Sagen blev der nedsat en gejstlig Ret, i hvilken Biskop Chr. Hansen Riber samt Sognepræsterne Magister Thøger Pedersen ved Budolfl. Kirke, Magister Thomas Christoffersen Galskylt i Hammer og Hr. Gregers Iversen i Brovst havde Sæde.

Først synes der at være bleven taget fat paa Apolone lbsdatter, Anders Jensen Guldsmeds Hustru, og hun tilstod Misgerningerne baade for sit eget og
de andres Vedkommende.......

Eksekutionen fandt antagelig Sted 29. eller 30. Oktober, thi den 29. skulde hun annamme Sakramentet, og da var Byfogden, Ridefogden til Aalborghus og Slotsfogden samt Biskoppen, Præsten Thøger Pedersen, Præsten Hr. Thomas Galskyl fra Hammer og »mange andre godt Folk« forsamlede paa Slottet for at høre hendes sidste Bekendelse. Hun bekendte da - men efler at hun var ham·delig pint -- at hvad Maren Kneppis og Mette Pedersdatter forhen havde bekendt, var Sandhed, og at der var i Rode1) med dem, som paa den Tid samledes i Maren Kneppis Hus: l'Iareu Pedersdatter, som nu sidder over Pumpen, Elle Nielsdatter ved Østeraa (gift med Kbmd. Herman Egenau), afdøde Chrislen Knudsens Kvinde, en gammel Kone ved Navn Anne eller Maren i Vorde, Jomfru Christence i Aalborg, Mette i Klarup ved Klarupgaard og Else i Mov, samt nogle, som nu var døde, nemlig Gunder Vognkarls Kvinde og Bodil og Sidsel i Gudum. Og de havde haft et Voksbarn mellem sig, som Mette Pedersdalter havde baaret2), og dermed havde de villet forgøre Hans Felthus' H u s tru Maren J ørgensdatter. ..............Ogsaa bekendte hun, at Dorte Jensdatter fra Slotsgade havde været med hos Jomfru Christence den nævnte St. Hans Aften til at forgøre Pigen, og al den Lykke, som Jens Andersen Hals 1) og hans Hustru bavde, vidste Dorte Besked nied, men Apolone vidste dog ogsaa, at Jens Andersen Hals ha,•de noget af Hans Christensens 2) Lykke, hvilken Dorte havdeftlyet ham, og ligeledes fik Jens Hals og hans Hustru al den Lykke, som blev skiftet til Maren Kneppis (;:~: som Maren K. kunde disponere over).

Det næste Offer for Hekseforfølgelsen var den tidligere omtalte Maren Pedersdatter, der havde sicfdet fængslet i det mindre standsmæssige Rum »over Pumpen «. Hendes Bekendelser indeholder i det væsentlige det samme som Apolones, og de kan sammenfattes i den Bekendelse, hun 1. Febr. 1620 aflagde »i mange godt Folks Nærværelse og Paahør«: Hun havde været med St. Lucieaften, hvor ogsaa Jomfru Christence og Dorte Jensdatter var med, og med det Voksharn, som de havde imellem sig, og som blev »kristnet«, havde de villet forgøre Hans Felthus' Hustru. U renligheden udenfor Niels Skrivers Dør tilstod hun at have lavet i Jomfru Christences, Dorte Jensdatlers, Elle Nielsdatters og Apolone Ibsdatters Nærværelse, fordi de vilde have Livet af Niels Skriver, og de Snarer og Garn, som var udsatte i Borgmester Frederik Christensens Have, havde hun og Jomfru Christence, Dorte Jensdatter og Elle Nielsdatter været med til at gøre, fordi de vilde have Livet af ham. Endvidere vidnede hun om, hvorledes de havde delt den Lykke imellem sig, som de tog fra forskellige af Byens Borgere. Denne udførlige Bekendelse blev dog først aflagt >ludi hendes Pine«, men 22. Novbr. 1619 havde 22 Mænd fra Hasseris, hvor hun før havde boet, og 3 fra Aalborg vidnet, at Trolddomsrygte havde fulgt hende, og 13. Decbr. vidnede 13 Aalborgmænd det samme, ligesom Fiskeren og Karen Nielsdatter rejste Sigtelse imod hende.

Paa Grundlag af disse Vidneudsagn svor da Nævningerne deres Ed over hende 13. Decbr. og kendte hende skyldig, og 15. Januar 1620 blev Afgørelsen stadfæstet af Landstinget, hvorefter hun maatte bestige Baalet. I »Sin sidste Tid og Afsked ved Retterstedet « 3. Februar om Formiddagen, før hun blev ført ud af Byen, tilbagekaldte hun dog noget af det, hun havde tilstaaet, bl. a., at Dorte Jensdatter og Elle Nielsdatter havde ' 'æret med til at øve Trolddom. H u n var iøvrigt født i Møgeltorum (i To rum Sogn, Salling) og havde godt Sognevidne herfra, ligesom ogsaa Lænsmanden Mandrup Parsberg tog sig af hendes Sag, men det kunde ikke frelse hende 1).

Hidtil var Hekseforfølgelsen kun gaaet ud over Kvinder af mindre social Anseelse, men Resultatet af den retslige Undersøgelse varslede ilde for de tilbageværende Hekse, der vel havde næret Haab om, at deres formaaende Slægt og Venner skulde faa Forfølgelsen standset, inden Angrebet førtes direkte mod dem. Heri blev de dog skutTede; Magister David Klyne vilde føre Sagen til Ende og udrydde den Belials-Yngel, der havde berøvet hans Hustru Forstanden.

Saa maatte Heksenes Paarørende se at gribe Sagen an fra en anden Side, og de forsøgte at bruge Magt og forhindrede paa denne Maade Rettens Fremgang 1). Hermed hænger det saaledes sammen, at da Maren Pedersdatter 31. Januar 1620 skulde stadfæste sin Bekendelse, inden hun blev brændt, og om muligt afpresses yderligere Tilstaaelser om de andre Deltagere i Komplottet, blev der sat Vagt ved Raadhusdøren. Forhøret foregik i Skattestuen, men bedst som man var i Færd hermed, blev Dørvagten stødt tilbage og kastet omkuld - det var om Aftenen Kl. 8 - og ind i Stuen trængte en Del Folk, som truede Retten til at afbryde Forhøret. Senere blev der naturligvis rejst Anklage mod disse Mænd, og vi se da, at det var Elle Nielsdatters Mand, Herman Egenau, Christen Pedersen Skriver, Slotsfogden Enevold Klemmensen samt en hel Del af Dorte Kjærulfs Slægt, nemlig Raadmand Jens Andersen Hals, Byskriver Hieronimus Madsen, Anders Andersen (Kjærulf) fra V. Brønderslev, Niels Ludvigsen (Kjærulf) fra Vesterhaine og to udenbys Karle, velsagtens Kjærulfer 2). [1 ) Jydske Tegneiser 21/3 1620. 2) Landstingsdombog A. 1620 fol. 171.]

Det næste Offer for H ekseforfølgelsen var Dorte Jensdatter Kjærulf.

Hun var Datter af Herredsfogden i Jerslev Herred,Jens Andersen Kjærulf i Kornumgaard, og Anne Nielsdatter Griis af den adelige Slægt fra Slette, og hun var antagelig født i Aarene 1560-70. Hun ba'de værel gift med en Søren ...... i alborg, efter hvem hun visl bl ' Eul\e 1603, Lili da gav hun len 'ølvkande Lil Alterel i Vor Fru · Kirke, som ' Il ]nu finde - gansk visl i omsmellet Stand - og ed den Tid R l seforfø lgel en foregik, IJoede hun som Enke i Slotsgade og havde tre Døtre gift med ansete Folk, nemlig Sidsel, gift med Herredsfogden i Hannherred, Hasmus Jensen i V. Thorup, Anne, gift med Mads Sørensen Præst i Ellidshøj, og Bodil gift
med Hieronymus Madsen, byskriver i Aalborg . Selv synes Dorte at have nydt en god Opdragelse, thi hun besad Skrivefærdighed, hvilket jo ikke var almindeligt
for K Yindekønnet paa hin Tid, og hun havde indflydelsesrig Slægt saavel i som omkring Aalborg; saaledes var Raadmand i Aalborg og Direktør for
Saltkompagniet Jens Andersen Hals hendes Søskendebarn.

Havde Herman Egenan kæmpet tappert for at fri sin Hustru fra Baalet, blev der ikke kæmpet mindre energisk af Dorte Jensdatters Svigersønner for at redde hende, og man mærker gennem Akterne, at man i Rasmus Jensen og Hieronymus Madsen har med Folk at gøre, som kender de juridiske Finesser og forstaar at benytte sig af enhver Formfejl hos Modparten.

Dorte Kjærulf er vist bleven arresteret samtidig med Elle Nielsdatter, og da Fisker Peder Poulsen og Karen Nielsdatter 15. Maj 1620 aflagde Vidne paa flytinget om Elle Nielsdatter, vidnede de samtidig, at Dorte havde været med i Maren Kneppis Hus hin St. Lucieaften, da Troldkvinderne havde »Fanden imellem dem og brugte deres Djævelskab og Kogleri «, hvilket Dorte dog højligen benægtede. Samme Dag vidnede Borgmestre og Raad samt 24 Borgere, at Trolddomsrygte havde fulgt Dorte, siden Maren Kneppis og Mette Pedersdatter var blevue brændte, men 29. Maj tog Hieronymus Madsen Tingsvidne af 25 Mænd, der erklærede, at de havde kendt Dorte som en god og ærlig Dannekvinde. De tilføjede uheldigvis,at hun ikke havde været berygtet for Trolddom, før de nævnte to Hekse blev brændte, men siden var hun bleven udlagt baade af Apolone Guldsmeds og ·Maren Pedersda tter.

12. Juni 1620 vidnede Maren Hansdatter, født i Middelfart, paa Aalborg Byting, at det Aar, .Jens Kjærulf ('J : Dortes Fader) døde ('J: før 1604), tjente hun Dorte Jensdatter, som en Morgen bad hende om
    at gøre rent i sit Senge-Kammer, hvilket hun ogsaa gjorde. Da kom Dorte ind i Kammeret og tog en Æske d l nordre Vindue og log Laa el af den · og saa »hvisled c hun nogle Tingesler ud ar Æsken ·aa <.le ~ hvirmedc « om pan Gnlvel, og d · rv d blev Pigen forskræltit l og løb ud. Dorte koldle da paa h ndc og sagde, at hun skulde gaa ind og gøre rent i Kammeret, og Maren sagde saa: »Moder, hvad var det, I kastede efter mig?«, hvortil Dorte svarede, at det var Trolddom og tilføjede: »Mener Du ikke, at jeg kan Trolddom?«, og saa svarede hun sig selv: »Jo, Gud kan jeg saa. « Dorte benægtede Rigtigheden af Marens Udsagn og sagde, at hun løj hende paa, og da Maren kun var et Barn, da denne Tildragelse fandt Sted, er det ogsaa muligt, at Maren er bleven forskrækket over en lille Spøg fra Dortes Side.

Ligesom i Processen mod Elle Nielsdatter stod ogsaa Hovedslaget mod Dorte Kjærulf paa Aalborg byting 10. Juli 1620. Her fremkom Magister David og med grædende Tårer gentog sin Sigtelse mod Dorte, hvem han anklagede for at ·have været med til at forgøre hans Hustru.

Ligeledes fremstod Apolone Sørensdatter fra Sæby og beskyldte Dorte for at have været med til at forgøre hendes Datter Ane Andersdatter, og Fisker Peder Poulsen lagde sin Haand paa Dorte Jensdatters Hoved og vedkendte hende for at være en vitterlig Troldkvinde, der havde været med i gørlig Gerning med Trolddom og Djævelskab i Maren Kneppis Hus, hvilket den tidligere omtalte Pige Karen Nielsdatter ogsaa
vedstod at have set. Saa svor de 12 Kirkenævninger deres Ed og Tov over Dorte og kendte hend.P. skyldig i Trolddomsbedrift.

..... Under Proceduren var det et særligt fældende Vidnesbyrd mod Elle, at hun havde forsøgt at føre Relten bag Lyset ved at angive og føre Vidner paa,al hun havde slaglet Svin i Klosteret St. Lucieaften.Fra Viborg er Elle Nielsdatter bleven ført tilbage til Dueholm Kloster, og som domfældt er der antagelig øvet Tortur mod hende for at afpresse hende en Tilstaaelse. Hun vedgik da ogsaa 31. Aug. i Dueholm Klosterkirke i Overværelse af den gejstlige og verdslige Øvrighed i Skive, at hun havde været med hin Aften hos lVIaren Kneppis, og at foruden hende havde der været tilstede Jomfru Christence Kruckow, Dorte J ensdatter (Kjærulf) og de andre tidligere nævnte Kvinder, og hun oplyste, at Jomfruens »Dreng« hed Jeronymus, og Dortes hed »Plugie«, saavidt hun vidste. Otto Skeel formanede hende til ikke at lyve nogen noget paa, og derefter bekræftede hun sil Udsagn med Ed. Hensiglen med denne sikkert aftvungne Tilstaaelse var aabenbart at anvende den i Processerne mod Christence og Dorte, idel der saas bort fra, at en fældet Misdæders Udsagn ikke havde retslig Gyldighed. ....

Den 9. September kom Sagen for Landstinget. og her førte Dortes Svigersønner Rasmus Jensen og Hieronymus Madsen et fortrinligt Forsvar for hende og paastod Nævningstovet kendt ugyldigt..

H vad Peder Poulsens og Karen Nielsdatters Vidne angik, godtgjorde de med Tingsvidne, at Dorte straks paa Tinge havde aflagt Ed paa, at det var urigtigt, og de pegede paa, at der var [OJ·løbet 8 Aar fra Tildragelsen i Maren Kneppis Hus skulde have fundet Sted og til Vidnet, i hvilket Dorte blev angivet, var aflagt, samt al Karen Nielsdatter i Aarel 1611 kun var et Barn paa 7-8 Aar.

Med Hensyn til Pigen fr~ Sæby mente de, at Moderen ikke kunde bevise, at Dorte havde kendt hende eller været med til at forgøre hende, og desuden var Pigen rask, saa hun nok selv kunde komme i Retten og fremsætte sine Beskyldninger.

Saa var der Maren Hansdatters Vidne om, hvad hun havde set, da hun skulde gøre rent i Dortes Sovekammer. Herimod indvenrite Forsvarerne, al nævnte Pige kun var et umyndigt Barn den Gang, og at hendes Vidne derfor ikke kunde tage~ gyldigt. End videre protesterede de mod Gyldigheden af Borgmestres og Raads samt 21 Mænds Vidne af 15. Maj, fordi det · var vidnet efter Misdæderes Udsagn (Maren Kneppis og Mette Pedersdatters) og saaledes var ugyldigt i Henhold til Recessen af 1588, og desuden omhandlede det ikke nogen >>gjørlig Trolddomsgjerning« fra Dortes Side, men kun »Rygte og Tidende, Sagden og Snak«. Til Magister David Klynes Udsagn om, at Dorte havde været berygtet for Trolddom, og at hun havde haft Had til ham og hans ulykkelige Hustru og brugt Spøgeri i sit H u s, som Kristen Christensdatter havde berettet efter Kirsten Hansdatters »Snak og Sagden«, gjorde Dortes Svigersønner gældende, at Præsten ikke havde vidnet, at han selv havde set, at Dorte brugte Trolddom eller Spøgeri,men alene. havde vidnet om løs Snak, som andre havde fortalt ham, og han kunde heller ikke bevise,at Dorte havde truet ham eller hans Hustru med Ondt. Kirsten Hansdatters Fortælling, da Lisbet Nielsdatter slagtede Lam, gendrev de ved at fremlægge el skriftligt Vidne af Hvedholm Borgestue 12. Aug. 1620, som indeholdt, at Peder Hansen, Foged paa Hvedholm, Erik Ottesen og Hans Iversen, Borgere i Faaborg, og Iver Lauridsen, Borger i Aalborg, havde tilspurgt nævnte Kirsten Hansdatter, om hun vidste noget uærligt paa Trolddoms Vegne med Dorte Jensdatter, hvortil hun havde svaret og svoret ved sin Salighed, .at hun aldrig havde hørt eller set, at Dorte brugte Trolddom, og hvem, som sagde Kirsten det. paa, løj og diglede hende nærligt paa . Da Vidnet kun var et Bænkebrev og intet lovformeligt Tingsvidne,kunde der dog ikke tages Hensyn til dets Indhold,eftersom Kirsten Christensdatter med Ed fastholdt sin tidligere afgivne Forklaring. De Udsagn saavel af Mag. David som af en hel Del Aalborgborgere,der var funderede paa de henretlede Troldi< vinder Maren Pedersdatters og A polane Guldsmeds Tilstaaelser, kunde Dortes Defensor heller ikke godkende,da Apolones Bekendelse var undersøgt og dømt magtesløs ved Landstinget, og Maren Pedersdatters Bekendelse var ikke den ene Dag som den anden og ikke den anden som den tredie, og desuden var det imod Recessen at tillægge den Gyldighed, da det var et udædisk Menneskes Ord, som ikke skulde staa til troende. Naar det var angivet, at Dorte havde været med til at forgøre Maren, Hans Felthus' Kvinde, var hertil at indvende, al nævnte Maren aldeles intet fejlede eller havde fejlet paa Liv, Lemmer eller i anden Maade, og hvad det angik, at Dorte skulde have frataget Mag. Davids Hustru hendes Vid og Fornuft, da havde Lisbet Nielsdatter jo i langsommelig Tid været hjemsøgt af Gud almægtigste med Sygdom og Skrøbelighed, men det var noget, som ofte vederfaredes og timedes unge og gamle, fattige og rige, »og ingen af os kan være fri for, længer end Gud almægligste os med sin faderlige Haand, Ris og Kors hjemsøge vil «.

Endelig var der denne formodede TruseJ paa et Stykke Papir, hvori et Tørklæde var indsvøbt. Otto Skeel fremlagde del i Dortes Værge fundne Tørklæde i Retten og oplyste, at det tidligere havde tilhørt Lisbet Nielsdatter og var forsynet med hendes Navn; det var indsvøbt i et Stykke Papir, hvorpaa Dorte med egen Haand ha v de skrevet: »Dette Halsidæde gav Lisbet mig om Mandagen, end før Søndag var baade hun og flere om at klage Løgn paa Aalborg Slot, dog de skal intet baade af mig, med Guds Hjælp, og komme i deres egen Del«: Det var altsaa et udtalt Ønske eller Haab om, at Dortes Anklagere selv skulde falde i den Grav, de havde gravet for hende, men hendes Svigersønner kunde ikke erkende, al det kunde tydes som Trolddom. Efter at de endnu havde gjort en Del Indsigelser af mere juridisk-teknisk Art, og Otto Skeel ha v de repliceret og til Slut fremlagt den Bekendelse, som Elle Nielsdatter havde aflagt i Dueholm Klosterkirke 31. August, og hvori hun ogsaa angav Dorte som medskyldig, gik Sagen til Doms, og Resultatet blev, at Dorte Kjærulf, der til det sidste havde benægtet sin Skyld, blev kendt skyldig, og hun blev derefter »rettet for Aalborg«

Dorte Jensdatter Kjærulf, f. 15.., død 1620. Var antagelig et af de ældste af Jens Kjærulfs og Anne Griis' Børn. Hun var gift med en Søren . . . . . . . i Aalborg, men blev tidlig Enke, maaske allerede 1603, da hun gav en Sølvkande til Alteret i Vor Frue Kirke4, og 1620 boede hun som Enke i Slotsgade og havde 3 gifte Døtre. Hun havde vist nydt en god Opdragelse, thi hun besad Skrivefærdighed, hvilket jo ikke var almindeligt for Kvindekønnet paa hin Tid, men desværre for hende kom hun tidlig i Ledtog med en Bande Hekse, der i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede huserede slemt i Aalborg, og allerede da Faderen døde (o. 1606) gav hun sig af med hemmelige Kunster. Senere deltog hun (1611) i Christence Kruckows, Apolone Ibsdatters, Maren Kneppes og flere Hekses Skarnsstreger, bl. a. med at forgøre Magister David Klynes Hustru5, og det ses, at hun tog Lykken fra andre og gav den til sit Søskendebarn Raadmand Jens Andersen Hals, og at hun gjorde Kunster med nogle sorte Orme. Da Komplottet omsider blev grebet, endte det med, at hun 1620 blev »rettet for Aalborg«, det vil sige brændt for Trolddomsbedrif

Brændt på bålet som heks

399. Dorthe Jensdatter Kjærulf i Aalborg. Bomærke på Søren Olesen Vrangdrup, Jens Hansen og Dorte Jensdatters Kjærulfs epitafium i Vor Frue Kirke: En ulv, Kjærulfernes ofte benyttede bomærke. Se foto s. 142. Født o. 1565, brændt 1620 på Skov-bakken i Aalborg som heks. Den 16. nov. 1620 blev hendes jordegods tildømt arvingerne. H&K 1915-17 s. 134. Datter af Jens Andersen Kjærulf i Kornumgård, herredsfgd. i Jerslev H. Gift 1. med Søren Vrangdrup Olesen, nr. 198 og 2. med Jens Hansen, nr. 395.