Ole Munks Slægtsdatabase

Målt med den økonomiske alen kunne Anders Jensen nok tillade sig at være selvbevidst, eftersom han var i besiddelse af ikke ubetydelige midler. Således kunne han 1736 sammen med den rige provst Steen Kjærulf i Aaby låne den hårdt trængende Niels Heilesen i Staegaard 600 rdl. mod pant i Staegaard og den øst for Vester Hassing liggende Hougaards Mølle. Senere købte Anders Jensen Kjærsgaards Mølle i Vester Hassing samt et bol og et hus i Øster Halne.29)

I sommeren 1741 gik han så vidt med sine trakasserier, at Nørhalne grander fandt, at nu kunne det være nok. Han havde uden videre givet sig til at grave tørv i Nørhalne granders fælles tørvemose, skønt han ingen som helst adkomst havde dertil. Granderne gjorde kort proces ved at møde op og pante hos ham for de gravede tørv, ligesom de hævnede sig ved at opfylde bækken og grøfterne med græstørv, hvorved vandet ødelagde Nordkærs enge.
Sagen kom for retten, hvor Anders Jensen lod Engelbret Jensen i Lindholmgaard møde for sig. At den selvbevidste bonde for en gangs skyld var kommet i en alvorlig knibe, spores tydeligt af hans udtalelse til retten: »Jeg som en enfoldig bonde forstår mig ikke på de ting og har formået Monsr. Engelbret Jensen til at føre sagen for mig.« Til daglig ville Anders Jensen vist have betakket sig for at blive anset for en enfoldig bonde.
Det oplystes i retten, at der i 1740 var indgået og vedtaget en granderet for Nørhalne, bestående af nogle af 70 artikler, og bymændene hævdede nu, at Anders Jensen »har været opsætsig mod vort grandebrev ved sit ilde og onde forsæt.«
Anders Jensen tabte sagen, og han måtte betale Nørhalne bymænd procesomkostninger med 8 rdl. og for deres og deres folks tidsspilde 8 rdl.27)