Ole Munks Slægtsdatabase

Man kan undre sig over, at Søren Gregersens 8-årige søn, Anders, ikke boede hos dem. En eftersøgning efter den bortkomne søn gav det resultat, at Anders ved folketællingen i 1801 boede i Enodden i Voer Sogn hos Maren Andersdatters bror, Niels Andersen. Da Maren An- dersdatter døde, var Anders kun 2 år gammel. Det er nærliggende at tro, at Søren Gregersen ikke har kunnet passe både arbejde og en 2-årig søn, og at Anders derfor umiddelbart efter moderens død er blevet sat i pleje hos Niels Andersen, der havde en kone til at klare børne­ pasningen. Det er mere overraskende, at Søren Gregersen ikke hentede Anders hjem igen, da han blev gift med Maren Jensdatter. Fattigdommen i familien kan evt. have været så stor, at det har været uoverskueligt at skulle mætte en mund mere.

Den yngste søn, Anders Sørensen, var som omtalt ovenfor i pleje hos sin morbror i sin barn­ dom. Han blev konfirmeret i påsken 1808 i Albæk Sogn, men det fremgår ikke, om han fort­ sat var i pleje på det tidspunkt. Anders har i lighed med sine tre søskende arbejdet på Voer­ gård, hvor han havde bopæl, da han var fadder i 1816.

Kort tid efter blev Anders Sørensen gift med den 6 år ældre Kirsten Marie Nielsdatter. De må være blevet hemmeligt gift, for deres vielse er det ikke lykkedes mig at finde. Da de fik deres første barn i 1817, var de ifølge kirkebogen gift og boede i Skellet i Voer Sogn. Anders var husmand og daglejer. De må have haft behov for luftforandring, for de flyttede med jævne mellemrum. Da næste barn blev født i 1819, boede de i Stolsholt i Albæk Sogn, og i 1822 og 1824 var adressen Båndhagen i Voer Sogn.
Anders Sørensen og Kirsten Marie Nielsdatter fik i alt fem børn. Det ene barn døde dog samme dag, som det blev født, og kun to af dem nåede at blive voksne. Ved folketællingen i 1834 var de flyttet til Voerså by i Albæk Sogn. Børnene Anna Cathrine og Søren Christian var hjemmeboende, og Anders Sørensen var husmand og daglejer. I 1840 var de flyttet igen, denne gang til Ørsø by i Dronninglund Sogn (Hjørring Amt). Nu var det kun den 16-årige søn, der boede hjemme. Anders Sørensen var i mellemtiden blevet murermester. Det er svært at tro, at han har været i murerlære som ca. 45-årig, så mon ikke han var selvlært?

Ved folketællingen i 1845 boede de uden hjemmeboende børn i et hus i Voerså i Albæk Sogn, hvor Anders Sørensen også var murermester. Det må have været krisetider for byggeriet, for ved næste folketælling i 1850 var Anders blevet kurvefletter. De havde en 2-årig datterdatter, Andersine Cathrine Marie, boende, idet datteren, Anna Cathrine, havde været så uheldig at få en "uægte” datter med en 22 år ældre enkemand.

Det fremgår endvidere, at deres ugifte 26-årige søn, Søren Christian, boede hos dem. Han angives at være "hjempermitteret”, dvs. han var midlertidigt hjemsendt fra militæret. Histo- riekyndige vil gætte på, at sønnen har deltaget i krigen mod Preussen og Slesvig-Holsten, der foregik i 1848-1850. Lad os gætte videre og gætte på, at hjemsendelsen skyldes, at han er blevet såret i krigen. Hvis han var såret, har han i hvert fald overlevet, for i 1853 flyttede han fra Albæk Sogn til Aalborg sammen med sin hustru.

Efter dette historiske sidespring vender vi tilbage til Anders Sørensen. Ved folketællingen i 1860 boede Anders Sørensen og Kirsten Marie Nielsdatter stadig i Voerså. Kurvefletningen har ikke været en succes, for Anders var igen murer. Det har han dog ikke kunnet forsørge konen ved, for hun er angivet at være almisselem. De boede i hus sammen med datteren An­ na Cathrine og hendes familie. Anna Cathrine var blevet gift og havde fået endnu en datter, der havde det pompøse navn Nicoline Caroline Magnine. Hvis mobning havde været opfun­ det dengang, var hun blevet drillet med sit navn.

Den 30. april 1860 døde Kirsten Marie Nielsdatter som 74-årig. Anders Sørensen var flyttet fra Albæk Sogn til Voer Sogn, inden han døde den 2. september 1865 i en alder af 73 år som "enkemand og aftægtsmand i Vesterskov”. Som omtalt ovenfor var storebroderen, Gregers, aftægtsmand i Vesterskov få år tidligere, men det må stå hen i det uvisse, om de to ting har noget med hinanden at gøre.