Ole Munks Slægtsdatabase

Ebbe Lauridsen havde sønnen Laurids, sagsøgeren. Mens han var umyndig og havde farbrødrene Kristoffer og Enevold som værge, havde Enevold tilvendt sig gården i Sahl.

Det første man hører til Laurids Ebbesen er imidlertid, at han giftede sig i en alder af 28 år - og at han tilmed gjorde et godt parti. Anders Thiset skriver, at han hermed nok vidste hvad han gjorde6, men når Erling Ladewig Petersen skal forklare Laurids Ebbesens karriere, nævner han, at den måske ikke blot skyldes det heldige ægteskab, man må også holde andre forklaringsmuligheder åbne, som for eksempel administrativ duelighed17.
Nu behøver den ene forklaring jo ikke at udelukke den anden, men ved alle Laurids Ebbesens tre ægteskaber er der forhold der nok kunne tyde på, at han har tænkt sig grundigt om når han giftede sig. Han var som nævnt 28 år da han i 1587 ægtede den 47-årige adelsfrøken Ellen Andersdatter Gøye. Hendes nærmeste aner - sådan som de kan aflæses af epitafiet i Aarhus Domkirke - skal søges i slægterne WalkendorfF, Hak, Oxe, Rønnow og Bille; navne der havde klang og vægt. I 1587 var to af hendes brødre lensmænd og en tredje medlem af rigens råd, og dertil kommer at hendes morbror var statholderen i København, rentemester Christopher Walkendorff, som siden blev rigshofmester.
Dette svogerskab har åbenbart åbnet muligheder for den unge mand. 1602 blev han lensmand på Københavns slot, og 1608 opnåede han Skanderborg len som han beholdt til sin død i 1646. Det var stillinger som gav gode indkomster, og man kan da også se at Christian 4. i 1637 gav ondt af sig fordi Laurids Ebbesen nu skulle have Saltø len med en indtægt på 782 rigsdaler - han havde jo i forvejen Skanderborg som gav ikke mindre end 1.400 daler årlig.
[Anders Thiset: Dansk Biografisk Leksikon (1. udg.)]
[Erling Ladewig Petersen: Adelige godsejertyper i 1600-tallet. Tradition og kritik (Festskrift til Svend Ellehøj), 1984, s. 285-305, spec. s. 295 if]
[H. Berner Schilden Holsten: Sophie Staverskovs Silketæppe og lidt om andre vaabenprydede Textilier, Fra Arkiv og Museum, Serie 2, h. 1, bd. 8, 1924, s. 337-367.]
Nu behøver den ene forklaring jo ikke at udelukke den anden, men ved alle Laurids Ebbesens tre ægteskaber er der forhold der nok kunne tyde på, at han har tænkt sig grundigt om når han giftede sig. Han var som nævnt 28 år da han i 1587 ægtede den 47-årige adelsfrøken Ellen Andersdatter Gøye. Hendes nærmeste aner - sådan som de kan aflæses af epitafiet i Aarhus Domkirke - skal søges i slægterne WalkendorfF, Hak, Oxe, Rønnow og Bille; navne der havde klang og vægt. I 1587 var to af hendes brødre lensmænd og en tredje medlem af rigens råd, og dertil kommer at hendes morbror var statholderen i København, rentemester Christopher Walkendorff, som siden blev rigshofmester.

Dette svogerskab har åbenbart åbnet muligheder for den unge mand. 1602 blev han lensmand på Københavns slot, og 1608 opnåede han Skanderborg len som han beholdt til sin død i 1646. Det var stillinger som gav gode indkomster, og man kan da også se at Christian 4. i 1637 gav ondt af sig fordi Laurids Ebbesen nu skulle have Saltø len med en indtægt på 782 rigsdaler - han havde jo i forvejen Skanderborg som gav ikke mindre end 1.400 daler årlig.
Laurids Ebbesen forstod at udnytte sin chance, og han må givetvis have været i besiddelse af handelstalent. Aret efter at han giftede sig første gang, skulle han i 1588 endnu kun stille med én rostjenestehest, men i de følgende år begynder hans godstransaktioner at tage fart: 1614-17 skal han gøre rostjeneste med to heste, og 1625 noteres han for en godsmængde af hele 1.200 tønder harthorn. Det er samme år som han og hans kone synes at have gjort deres bo op. Laurids Ebbesen var da 66 år gammel, Ellen Gøye 85 år. Hun har muligvis været alvorligt syg, hun døde i hvert fald 4/2 måned senere, og hele transaktionen tyder på at han, barnløs som han var, har tænkt på at takke af og at sikre sin alderdom. Nytårsaften 1625 afstod ægteparret i hvert fald ikke mindre end 6 hovedgårde med tilliggende gods, adelsgård og have i Viborg samt løsøre på gårdene efter en vedlagt fortegnelse. De lykkelige modtagere af denne betydelige formue var Otte og Maren Kruse, som var børn af Laurids Ebbesens fætter Mogens Kruse, samt Christen Krag, der var søn af Laurids Ebbesens kusine18. Til gengæld lovede de pågældende at sikre ham - men ikke Ellen Gøye - en standsmæssig forsørgelse, siden en ærlig, adelig og hæderlig begravelse med passende ceremonier, >så ingen i det ringeste sig over ham i hans grav skulle kunne have at besvære<19. Yderligere forlenede Otte Kruse sin gård Søndersthoved til Laurids Ebbesen - og igen ham alene - på livstid.
Otte Kruse og hans fæller repræsenterer faktisk størsteparten af Laurids Ebbesens nærmeste adelige slægtninge, men det er unægtelig besynderligt at Ellen Gøyes endnu nærmere slægtninge helt er forbigået - og at modydelserne for gaven kun kom Laurids Ebbesen til gode. Har Kruserne været meget emsige og har Ellen Gøye måske været totalt svækket af sygdom og alder? Umiddelbart efter hendes død d. 13. april 1626 reagerede hendes arving og fætter Henning Walkendorff imidlertid, og han fik fremtvunget et forlig således at Laurids Ebbesen måtte betale hustruens andel i købegods og løsøre og lade hendes arvegods følge hendes arvinger.

Nu skete der imidlertid det mærkelige, at arrangementet overhovedet ikke kom til at træde i kraft. Har der måske været noget selvopgivende over Laurids Ebbesen på dette tidspunkt, så har den nyblevne enkemand i hvert fald hurtigt vundet nyt livsmod. Fem fjerdingår senere, d. 22. juli 1627, giftede den 68-årige sig nemlig med den 19 år gamle adelsfrøken Elisabeth Arenfeldt. Set fra Laurids Ebbesens synspunkt skulle der vel ikke være noget i vejen for at han endnu kunne nå at få livsarvinger til sine 6 hovedgårde!
Foruden sin ungdom havde den nye hustru flere andre nette kvaliteter. Slægten Arenfeldts oprindelse fortabte sig ganske vist i mørket - men det var så længe siden som på hendes oldefars tid, og den havde siden giftet sig ind i anerkendte slægter som Bille, Skeel, Rosenkrantz, Marsvin og Gyldenstierne. Man har beregnet at det nye svogerskab var god for 2.100 tønder hartkorn; Elisabeths bror var generalkrigskommissær og blev siden ridder, og hendes morbror var den velhavende lensmand Otte Marsvin. Dertil kommer en familieforbindelse, som vist ikke tidligere er blevet trukket frem: Elisabeth Arenfeldts kusine var ingen ringere end Christian 4.5s hustru Kirsten Munk, som netop det år brylluppet fandt sted, blev udnævnt til grevinde af Slesvig og Holsten. Fremtiden syntes at tegne sig lys for Laurids Ebbesen.
Men omslaget kom hurtigt, og i løbet af få år mistede han måske 3/4 af sine godser. Der er næppe tvivl om at denne katastrofale tilbagegang hang sammen med Jyllands besættelse under Kejserkrigen. 1629 lånte Laurids Ebbesen 10.000 rigsdaler af sine svogre, Arenfeldt-erne, og samme år måtte han for 19.000 rigsdaler sælge Tulstrup som havde været i slægtens eje i hvert fald i 5 generationer. I denne forbindelse har det måske trods alt været en trøst for ham at køberen, Oluf Parsberg, dog var en fjern slægtning (Oluf Parsbergs morfar var fætter til Elisabeth Arenfeldts kusine, Kirsten Munk, og hans hustru Karen Kruse var næstsøskendebarn til Laurids Ebbesen). Endelig måtte Laurids Ebbesen i 1632 afhænde den næstsidste af sine hovedgårde, Lyngballe - også denne gang til en slægtning, nemlig Kirsten Munks søn, grev Valdemar Christian.
Erling Ladewig Petersen skriver at man ikke kender baggrunden for denne katastrofe, men det er måske en overvejelse værd, om Laurids Ebbesens familieforhold til Kirsten Munk har spillet en rolle. Denne slægtsforbindelse, som kunne være så lovende da ægteskabet med Elisabeth Arenfeldt blev indgået i 1627, kunne måske være blevet en belastning da Christian 4.ś forhold til Kirsten Munk gik i stykker allerede året efter - altså nogenlunde på det tidspunkt hvor den økonomiske tilbagegang satte ind for Laurids Ebbesen.

Laurids Ebbesens økonomiske baggrund må have været særdeles beskeden. Han var ganske vist enebarn, men da faderen havde 6 søskende, kan fædrenearven, Tulstrup i Hovlbjerg herred, ikke have været af stort omfang. Så var den mødrene slægt Kruse straks noget mere velhavende, men moderen havde ikke mindre end 4 brødre og en søster, så hendes arvepart var ikke stor16
[Aage Brask: Kjellerup, 1943, s. 70 ff]

befalingsmand på Skanderborg og Aakjær

Det er endvidere ejendommeligt at lægge mærke til, at da Elisabeth Arenfeldt var død i 1632, synes Laurids Ebbesens økonomi - og måske også hans forhold til kongen - at være i bedring. I december dette år vedstod kongen således en gæld til ham på 6.000 speciedaler, og Laurids Ebbesen kastede sig snart ud i nye godshandeler. Også hans andet ægteskab var barnløst, men det er ikke sikkert han havde opgivet håbet om at få børn, i hvert fald giftede han sig tredje gang i 1635, i en alder af 76 år, med Sophie Staverskov. Hun hørte næsten til familien, for hun havde tidligere været gift med den ovennævnte Otte Kruse. Vi kender ikke hendes alder, men hun havde i hvert fald tidligere været frugtbar, for hun havde to børn i sit første ægteskab, og det ene af dem synes at være født så sent som 162921. Måske var der endnu håb for Laurids Ebbesen.
Hvad slægtsbaggrund angår kan Sophie Staverskov ikke måle sig med de to foregående hustruer, men det betød nok heller ikke så meget for Laurids Ebbesen mere; han havde jo allerede erhvervet en position. Hun var dog ikke ganske uden forbindelser, hendes morbror var oversekretær Niels Krag, der siden blev rigsråd, og gods og penge synes hun også at have bragt med i ægteskabet.
I de følgende år gik det i hvert fald fremad for Laurids Ebbesen, og vel ikke mindst takket være årlige lensindtægter på omkring 2.200 rigsdaler, kunne han fordoble sit hartkorn fra 1638 til sin død 8 år senere. Trods tilbageslag kan man sige at mangt og meget var gået godt for Laurids Ebbesen. Uanset en beskeden økonomisk baggrund var det lykkedes ham at samle betydelige godsmængder og at opnå indtægter, der satte ham i klasse med rigsrådets medlemmer. Slægten Udsen, der i generationer havde ført en hensygnende tilværelse med stadigt indgifte i lavadelige ætter, var gennem ham blevet forbundet med en række af rigets fornemste slægter - våbenanetavlerne på Sophie Staverskovs tæppe og på epitafiet i Aarhus Domkirke er vidnedsbyrd herom, hugget i sten og broderet i silke. En ting var dog ikke lykkedes for ham: trods tre ægteskaber fik han ingen børn, og da han blev lagt i sin grav i 1646, uddøde slægten Udsen med ham. Men han var imidlertid ikke uden slægtninge, og deres skæbner kan føje et interessant kapitel til denne beretning om en adelsslægts tilbagegang, genopblomstring og uddøen.

Den 15. marts 1646 døde kongelig majestæts befalingsmand på Skander- borg Slot, Laurids Ebbesen, i en alder af 87 år, 2 uger og 5 dage. Hermed var der sat punktum for en sælsom og om vekslende livs skæbne, og samtidig var en af landets al lerældste adelsslægter - slægten Udsen - uddød på mandslinjen.
Trods tre ægteskaber fik Laurids Ebbesen nemlig ingen børn der kunne videreføre slægtens ældgamle våben - i skjoldet en klokke og på hjelmen en tranehals besat med bjælder - men til gengæld står der to smukke og spændende mindesmærker efter ham, de kan ses den dag i dag. Det ene er hans gravkape! i Aarhus Domkirke med smedejernsgitter udført af Gaspar Fincke, 4 legemsstore statuer af den afdøde og hans tre hustruer samt et sandstensepitafium indrammet af ikke mindre end 64 anevåbener - 16 for hver af de afdøde. Det andet mindesmærke er det silketæppe, der er nævnt i overskriften, og som hans sidste hustru Sophie Staverskov broderede, eller lod brodere. Også det er prydet med våbenskjolde - 16 anevåbener for fru Sophie, 16 for hendes første mand, Otte Kruse, og 16 for hendes sidste mand, Laurids Ebbesen - og det er med megen ret karakteriseret som det pragtfuldeste af alle danske våben tæpper. I dag befinder det sig på Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, hvor det er udstillet hvert år i september måned.
I henved 100 år har forskere med mellemrum beskæftiget sig med Laurids Ebbesen og hans slægtsforhold,1 og man kan derfor nok spørge om det stadig er muligt at aflokke kilderne, de skrevne, de udhuggede og de broderede, ny viden om denne mærkelige mand og hans familie.
Hans karriere startede så ydmygt som tænkes kan - en samtidig adelig, formentlig Birgitte Skave, erklærede rent ud, at det var med urette at han
180 Knud Prange førte Udsenemes våben, >thi han er af bondeslægt i Jylland<. En bemærkning damen nok kan have fortrudt, da Laurids Ebbesen siden stod fadder for et af hendes børnebørn. Men takket være dygtighed, held, fordelagtige ægteskaber - det ene endda med en kusine til Christian. 4/s hustru Kirsten. Munk - lykkedes det ham at erhverve et betragteligt godskompleks. En del af det gik ganske vist tabt under Kejserkrigen, men nye godserhvervelser fulgte, og i næsten 40 år sad Laurids Ebbesen som lensmand på Skanderborg, hvad der gav ham et solidt; økonomisk rygstød. Det er næppe alle gåderi dette omskiftelige forløb som er kendt, men hovedlinjen er ganske godt belyst, først og fremmest i Erling Ladewig Petersens undersøgelse.1