Ole Munks Slægtsdatabase

Drost Peder var, som titlen viser, en fremstående mand. Han tilhørte slægten Vendelbo og førte selv dette tilnavn (?g. 1). Han træffes første gang i bevaret materiale i 1315, i 1323 var han blevet ridder og udnævnt til kong Christoffer II’s marsk, og i 1330 blev han udnævnt til drost. Denne titel bortfaldt med Christoffer II’s og kongedømmets død i 1332. Straks Valdemar Atterdag duk-kede op i Danmark, blev Peder Vendelbo én af dennes nærmeste medarbej-dere indtil sin død mellem 17. juni 1345 og 25. april 1346. Han omtales ofte som tidligere drost, hvilket der også burde have stået i brevet fra 1340.7 Peder Vendelbo omtales 27. februar 1329 som boende i Børglum Stift, dvs. nord for Limfjorden, så det er troligt, at han oprindelig har været vendelbo, som navnet tilsiger. Det er muligt, at han giftede sig til Karmark/Skjern. Dette var i alt fald senere hans hovedsæde, hvilket også bevidnes af, at han havde det nærliggende Sønderlyng herred og det halve eller hele Gern herred som pant, mens der er svage indicier for, at han desuden besad Middelsom herred, hvori Skjern er beliggende.8

Aaret 1343 skødede Anders Pedersen af Grandes­lef Karræthorp og Karræthorp Fang til den forrige Drost Peder Vendelbo.

I én af de mange aftaler i denne forbindelse nævnes det, at hertug Valdemar sammen med resten af Jylland også skulle have overdraget “borgen Karmark, som tilhører drost Peder”, mens Clausholm, Gammel Estrup og Holbækgård på østsiden af Randers Fjord derimod straks skulle overdrages til deres respektive navngivne ejere. Grunden til, at disse borge var kommet i grev Gerts besiddelse var givetvis, at deres ejere havde gjort oprør mod ’holstenervældet’ i Jylland.
Ifølge en anden aftale skulle Århusbispen og hans folk samt riddere og væbnere m.?., som var fordrevet fra deres gods, have lov til frit at nyde dette igen.5 Man kan så undre sig over, at drost Peder ikke umiddelbart skulle have sin borg Karmark udleveret. Forklaringen kunne meget vel være, at der var et økonomisk mellemværende, der skulle afklares. I 1344 optræder drost Peders foged på Karmark på tinge, så da har han altså fået den tilbage. Herefter hører vi imidlertid ikke om Karmark før langt senere, hvor det var navnet på en avlsgård under Skjern. I 1347 blev der skiftet efter den da afdøde drost Peder, og da indgik i stedet “borgen Skjern” blandt den afdødes besiddelser.6

Slægskabsforholdene blandt Peder Vendelbos efterkommere er ikke helt lette at udrede (?g. 2). Imidlertid har vi et delvist skifte af arven efter ham fra 25. marts 1347, hvori hans enke Arine, deres søn Peder samt svigersønnerne marsk Erik Nielsen (Gyldenstjerne) og Peder Poulsen (Munk) omtales tillige med Bo Falk og Ludvig Albrechtsen (Eberstein). De to sidstnævntes rolle fremgår ikke direkte, men de var svigersønner af en tredje (afdød) datter. Yder-ligere omtales i skiftet ?re unavngivne brødre til sønnen Peder, udtrykkelig med samme mor. Det fremgår i øvrigt, at Peder endnu ikke er myndig, men da han optræder som brevudsteder, er det antageligt, at hans ?re brødre var endnu yngre.9 Med omtalen af de ?re brødre bliver det muligt at løse gåden om, hvorledes Kristian Vendelbo, som skal omtales nærmere om lidt, siden kunne komme i besiddelse af Skjern. Han må have været én af brødrene.10 Det samme må antages at gælde en ridder Jens Vendelbo, som var medbesegler af den såkaldte Landefred 25. maj 1360, men ellers kun er kendt fra et referat af et gældsbrev/pantebrev.11 (Nogle af) de øvrige kan så evt. være blevet taget af Den Sorte Død 1349-50, som det kan antages at være sket for Peder Pedersen Vendelbo. Han træffes sidste gang i et dokument udstedt 16. april 1349, hvor han ledede forhandlingerne på Middelsom herredsting.
Resultatet af skiftet blev, at marsk Erik Nielsen (Gyldenstjerne) på fruens vegne skulle overtage svigerfaderens gods i Grensten sogn,12 mens Peder Poul-sen (Munk) på sin hustrus vegne skulle overtage alt gods i Fjends herred. De to svogre, som var gift med datterdøtre, skulle så have en lod i Skjern borg med tilliggende, som de fem brødre ellers skulle deles om. Det så dystert ud for storgodsets fremtid, men som allerede nævnt, hærgede døden blandt brødrene, og som det skal vise sig, glemte (!) man meget længe den andel, som skulle have været udlagt til datterdøtrene. Alt peger på, at Kristian Vendelbo formå-ede at sætte sig på i hvert fald størstedelen af Skjern gods. Vi kan dog langtfra udelukke, at én eller ?ere af brødrene har nået at sætte børn i verden. En væb-ner Jens Vendelbo (som altså ikke kan være identisk med den nævnte ridder af samme navn) kendes 1394-1404. Vi kender oven i købet hans segl, som viser Vendelboslægtens karakteristiske “blåmandshoved”.13 Den 7. og den 16. juli 1401 medbesegler han for hr. Kristian Vendelbos enke og hendes svigersønner, da disse må a?evere gods, arvet efter hr. Kristian, til dronning Margrethe.
Heraf fremgår, at han ikke var søn, men slægtning og da højst troligt brorsøn af hr. Kristian Vendelbo. Han og evt. andre broderbørn kan have bragt dele af Skjerngodset videre til deres arvinger, selv om vi ikke ved noget om det.