Ole Munks Slægtsdatabase

Søren Rynkes Saga.

I sognet bag Jerslev lever en af Vendsyssels forsvindende originaler ”huleboere”. I en lyngbakke har han gravet sin hule, 11 alen lang og seks alen dyb. Mod vest og øst dannes væggen af jord. Kun mod syd har han en tørv og små stene opført et slags dige, hvor nogle huller tjener som vinduer. På dette dige og støttet mod bakkebunden hviler nogle rafter på kryds og tværs. Loft og tag dannes af græstørv og jord, medens røgen fra det underjordiske rum hvirvler ud gennem et hul i taget. Her har den 72- årige gamle – Søren Rynke kaldet – boet i over ti år, når lærken slog sin trille over lyngen, og når den barske vinter jog markens vilde dyr hen i nærhed af menneskelige boliger.

Men en juledags morgen vækkedes han på den ubehageligste måde ved, at en del af jordloftet styrtede ned over ham. For ikke at sove umiddelbart under den vinter kolde himmel måtte han flytte sit usle leje, hvilket imidlertid var besværligt, da hele det jordtunge loft bæres af en mængde – ikke joniske – søjler, der står så tæt og uregelmæssigt, at et menneske næppe kan klemme sig igennem det mærkelige virvar. Hans bohave såvel som atmosfæren i hulen trodser enhver beskrivelse.

Overstående oplysninger står at læse i ”Nordjylland fra Mariager Fjord til Skagen”, en turistfører, som bogtrykker P. Hansen, Aalborg, udsendte i forår 1899 omhandlende det, som turist burde se i det nordlige Jylland. Oplysningerne støttes af et par fotografier visende hulen og Søren Rynke i indgangsdøren til samme, som for øvrigt var gravet ind i en bakkeskråning på grænsen mellem Jerslev og Skæve sogne lidt nord for Nymølle.

Huleboeren.

Hvem var så denne Søren Rynke, huleboeren, som for et par generationer siden blev gjort til turistattraktion? Var han en omstrejfer, en lyssky person, var han sindssyg eller åndssvag? Svaret må være: Ingen af delene. Som type var han farvestrålende og i menigmands øjne lidt sær, hvilket dog ikke forhindrer, at har som almuemand var det menneske i Vendsyssel, som havde det største kendskab til kunst og videnskab. I folkemunde blev han kaldt Søren Rynke, vistnok efter Rynkehuset - den gamle skole i Badskær ved Dybvad, som hans bror ejede, og hvor Søren opholdt sig en del år, men hans døbenavn var Søren Kristian Nielsen.

Han var født i Hjelmkærhuset i Vrejlev sogn den 25. maj 1828 og blev døbt i Vrejlev kirke den 1. juni samme år. Forældrene var husmand Niels Christian Nielsen og hustru Ellen Christensdatter. Som så mange andre drenge kom han med mellemrum på Vrejlev Mølle. Her fandt han en dag en tysk avis, som han læste fra ende til anden, og ni år gammel kom han tilfælde i besiddelse af en tysk sproglære. Det blev på sin vis afgørende for hans videre skæbne. Grebet af videbegær gav han sig i lag med sproglæren, og i løbet af få år var han ikke alene i stand til at læse dansk, men han mestrede også så nogenlunde det tyske sprog.

Forholdene – få aviser og endnu færre bøger udover Biblen, huspostillen og salmebogen – havde en ret ukritisk læsning til følge, hvortil kom, at han blev spottet af sine omgivelser, hvilket dog ikke synes at have gjort noget større indtryk på ham. Som 22-årig kom han i 1850 til København for at aftjene sin værnepligt. Men også som soldat var han anderledes end flokken. Mens kammeraterne så på byen, så søgte Søren Rynke hen på Det kgl. Bibliotek, hvor han stiftede det første og meget afgørende bekendtskab, med kunsten og videnskaben som for ham åbnede vide perspektiver.

Giftermålet.

Efter soldatertjenesten vendte Søren tilbage til sin fødeegn, hvor han fik plads på gården Estrup i Hørby sogn. Han var ingen ringe karl, men en udpræget ener, hvilket kom frem derved, at han brugte det meste af sin karleløn til køb af bøger. Han var også en flot karl, som nok kunne få pigernes hjerter til at banke. 29 år gammel indgik han, den 22-12-1857 i Volstrup kirke, ægteskab med den otte år ældre Mette Cathrine Sørensdatter, der var født den 21-02-1820 i Albækgård, i Albæk sogn, som datter af gårdfæster, dannebrogsmand og telegrafbestyrer Søren (Bejstrup) Christensen og hustru Maren Christensdatter (viet 20-11-1814 i Albæk) og de nygifte par fik deres hjem i Estruphus.

I den almindelige omdømme havde Søren Rynke gjort et godt parti. Han var jo kun søn af et par fattigt husmandsfolk. Derimod var man på Albækgård, ikke ovenud begejstret for ægteskabet. Og det blev ikke bedre med årene. Parret fik tre børn: Mathilde, født 1858 (død 1918) Sørine Madsine, født 1860 (død 1940) og Mads Christian, født 1862 (han forlod egnen i ca. 1897 muligvis flyttet til Skagen). Søren sørgede for mad og klæder til familien, men han var efter Albæk -familiens opfattelse helt blottet for initiativ og fremdrift. Hvad der blev tilovers, gik til bøger og skrifter. At Søren Rynke overtog et husmandslod på Graverhus hede, hjalp ikke stort, og efter 15 års ægteskab blev Mette Cathrine og ægteparrets 3 børn to piger og en dreng, afhentet af familien (søsteren Birthe Marie og svogeren Lars Larsen) og taget med til Albæk.

I forbindelse med Mette Cathrines død den 23-04-1893, betegnes hun som ”forladt hustru”, men sandheden er den, at det var Søren Rynke, der var ”forladt”, omend han siden kunne sige, at han siden kone og børn forlod hjemmet, havde haft det godt og fredeligt”.

Banebørste.

Om Sørens færden i de følgende år, vides ikke ret meget. Dog står det klart, at han igennem en længere periode arbejdede som banebørste, dels på jernbanelinien mellem Nørre Sundby og Hjørring, dels ved bygningen af jernbanebroen over Limfjorden, som blev taget i brug den 17. januar 1879. Den hårde og barske tilværelse var dog ikke i stand til at kue filosoffen Søren Rynke. Man kan vel snarere sige tvært imod. Det fremgår af en lille oplevelse, som Søren senere fortalte med en vis tilfredshed, og lød omtrent således: Det var mens jeg arbejdede som banebørste, at vi måtte stoppe arbejdet. Jeg søgte læ i et lille hus nær banelinien, hvor jeg på bordet bemærkede et lille håndskrevet hæfte indeholdende viser af forskellige art. Det var hæftet sammen med uldgarn i ryggen; og jeg bladede det hurtigt igennem. Blandt mange banale viser fandt jeg pludselig et digt, som jeg kunne se måtte være skrevet af ingen andre en Oehlenschläger. Og det glædede mig meget midt i en sådan samling, hæftet sammen med uldgarn at kunne finde og genkende noget af den store Guldalderdigter.

Branden.

Hvornår Søren Rynke gravede sig ind i lyngskåningen vest for Nymølle, kan ikke siges med bestemthed men det har antagelig været i tidsrummet mellem 1885 og 1890. Hans sære livsform blev første gang draget frem i efteråret 1896 i en artikel skrevet af redaktør Vilh. Carlsen i Vendsyssel Tidende, og hvis indhold ret nøje svarer til det, der oplyses i den turistfører fra 1898, der nævnes i indledningen. Øren Rynke klarede dagen og vejen ved at arbejde på egnens gårde, og selv om han var ”sær” var, har efter alt at dømme vellidt. At hulen var et bygningsværk helt for sig selv, fremgår af gamle, gulnede fotografier, og at den var omgivet af en vis form for mystik, er lige så sikkert. Ikke blot viste egnens befolkning, at Søren Rynke havde mærkelige bøger, men det var også almindelig kendt, at han i sin ensomhed eksperimenterede med fysik og kemi og til dette formål anvendte forskellige instrumenter og glasbobler.

Som turistattraktion fik hulen dog kun betydning i sommeren 1899, idet den blev ødelagt ved en brand den 10. november samme år. Søren Rynke skulle den pågældende dag til et møde og havde med henblik på nattekulden fyldt den gamle jernkakkelovn op med brænde. Da han hen på aftenen vendte hjem, var hulen udbrændt, lige som bøger og instrumenter var ødelagt. For den 70-årige tænker og filosof var det sidste mest katastrofale, så vist som det var hele hans verden, der var blevet ødelagt. Hulens brand optog sindene på egnen stærkt, og en varm sympati slog den gamle Søren Rynke i møde. Det kommer klart til udtryk en opsats i Vendsyssel Tidende for 12. december 1899 skrevet af den kendte demokrat Kr. Larsen, Ounstrupholt. Indlægget bringer under overskriften ” Vendsyssels sidste huleboer lider nød efter branden” og munder ud i en opfordring til at yde den brandlidte økonomisk hjælp. Det heder bl.a. :

Efter hulens brand står den 72-årige mand blottet for alt. Intet blev reddet. Alt, hvad der kunne brænde, gik op i luer. De fattige pjalter, manden havde på kroppen under branden, er nu hans eneste eje. Jerslev sogneråd har tillagt ham 60 kr. i årlig alderdomsunderstøttelse. Men desuagtet ligger han nu på det bare strå i en lille hytte, hvorfra beboerne flyttede, fordi en skrædder, som boede dér i sommer hængte sig. Jeg tvivler ingenlunde om at den vandskæbne, der har ramt den så meget omtalte ”sidste huleboer” i Vendsyssel, jo nok vil vække vendelboernes medfølelse med en 72-årig hæderlig mand, der står som hjemløs brandlidt og med tomme hænder. Lad mig tilføje, at han elskede sin nedbrændte hule så højt, at ingen anden rigdom kunne erstatte ham den. Ingen brandlidt ridder har stået mere sørgende ved sin borgs ruin end den gamle Søren Rynke ved sin nedbrændte hytte.

Indlægget i Vendsyssel Tidende vakte en ikke ringe opmærksomhed, men blev taget meget unådigt op af Jerslev sogneråd, hvis sociale samvittighed næppe var i fineste orden. I et indlæg i Vendsyssel Tidende for 18. december gør en talsmand for sognerådet opmærksom på, at man forgæves har forsøgt at få Søren Rynke ud af hans hule og anbragt i en mere hyggelig bolig, hvor han kunne få den fornødne pasning og pleje”. Men Søren ville ikke ud, hvorfor sognerådet kort før banden gav ti kroner til at istandsætte hulen for Sognerådets indlæg, hvori også henvises til, at Søren Rynke efter brande er flyttet til Skæve kommune, slutter med disse linier: Man kan naturlig vis godt have medynk med det liv, Søren Rynke lever, men at skyde skylden derfor over på Jerslev sogneråd eller andre er sikkert forfejlet. Vi må vist hellere adressere den til Søren Rynke egne særheder.

Angrebet på Søren Rynke bliver skarpt imødegået den 23. december, hvor en af Søren Rynkes naboer, Thorvald Nielsen, i Vendsyssel Tidende skriver: At Jerslev sogneråd synes at ville betegne det som en særhed, at Søren Rynke hellere ville bo i sin hule og leve af fem kr. om måneden end komme på Jerslev fattiggård og risikere at blive tilbagesendt, om han forlod nævnte sogn, skal jeg ikke komme nærmere ind på , men lade enhver dømme derom efter sin mening om slige ting. At Søren Rynke nu for tiden er virkelig trængende, følte jeg mig overbevist om, da han en dag, medens frosten var allermest hård, kom og bag om at låne ham nogle pjaltede gødningssække, da den bare halm blev for luftig at opholde sig i.

I begyndelsen af februar 1900 meddeles det, at ”danske i Minnesota har givet 13 kr. til indsamlingen til huleboeren i Danmark, Søren Rynke”, og flere skovejere ”har lovet gratis at levere det fornødne træmateriale”. Hvad det blev til i alt, vides ikke. Så meget er imidlertid sikkert, at Søren Rynke ikke fik noget nyt hus eller nogen ny hule, men blev boende i den lille hytte i Vrængmose i Nejsum bakker.

Mødet med Johan Skjoldborg.

Det var i årene omkring århundredskiftet, at digteren Johan Skjoldborg vandrede rundt i de østlige Vendsyssel, hvor han som repræsentant og udsending for Oldnordisk museum så på gravhøje med henblik på fredning og ved samme lejlighed samlede stof til bogen ”Almuen” og andre skifter. Under et besøg hos folketingsmand Kr. Jensen, Try Vestergård, i sommeren 1900 benyttede Johan Skjoldborg lejligheden til også at besøge Søren Rynke i Vrængmose. Dette besøg blev for den unge digter og den gale filosof indledningen til et særegent venskab af ikke ringe betydning. I første omgang var det ganske givet Johan Skjoldborgs hensigt at bruge Søren Rynke som model til en menneskeskildring, men venskabsbåndet blev af en sådan art, at Skjoldborg omtale af Søren Rynke indskrænker sig til et par indlæg i Vendsyssel Tidende og et interview i Politiken.

Af optegnelser, som Johan Skjoldborg har overladt til rektor Gunnar Furuland, Malung, Sverige, fremgår det imidlertid, at Skjoldborg på forskellig vis hjalp Søren Rynke. Han gav ham penge til at købe tøj. Han opfordrede i avisindlæg folk til at sende Søren Rynke bøger. Han formåede Søren Rynke til at genoptage forbindelsen med døtrene, hvoraf den ene boede i Albæk og den anden i Volstrup sogn. Samme døtre havde for øvrigt i mange år haft den opfattelse, at deres far var død, men meddelelsen i Vendsyssel Tidende i 1896 afkræftede dette. Det var også Johan Skjoldborg, der fik det ordnet sådan, at Søren Rynke i 1910 flyttede fra Vrængmose og tog ophold i et lille hus nær ejendommen Magtesløs ved Store Uggerholt i Volstrup sogn, hvor den yngste datter var gift.

Almuemand og filosof.

Om forholdene i hytten i Vrængmose og sit indtryk af Søren Rynke som almuemand og filosof beretter Johan Skjoldborg i en artikel i Politiken for 14. oktober 1901: Han bor oppe i Jyske ås i Vendsyssel. Før har han boet i en hule. Den blev imidlertid øde ved en ildebrand, og dér har jeg ikke set ham. Jeg kender ham kun. Som han nu er, en gammel mand på 75, en gammel filosof, der nu bor til leje i et lille hus i Vrængmose. Hans stue er jo en underlig lejlighed med pakker og bylter, papirer og bøger og madvarer og klædningsstykker og kasser imellem hverandre. Og på brættet, der forestiller bord, står en musefælde, en morsom gammeldags musefælde. I al den udrydde. Som naturligt hersker, hvor et gammelt mandfolk er ene, mellem al stuens brogede indhold, sidder Søren Rynke med korslagte ben og ser frem for sig med sit kloge, intelligente og rolige blik.

Der er en værdighed og ophøjet ro over hele skikkelsen, over den måde, han bærer sit smukt formede, kraftigt gråskæggede hoved på over hans ansigts mandige træk. Og han falder aldrig ud af den ro, ikke engang når ordene, han taler, bliver hede. Det er, som hans indre livs kræfter og lidenskaber er harmonisk afstemt med hinanden. Der er den samme ro i hans bemærkninger og hans svar. Da han boede i hulen, kom der mange fremmede for at se boligen. Bl. a. kom der en dag en cyklist, som vimsede nysgerrigt omkring og endelig spurgte: Keder De Dem ikke? De må da kede Dem frygteligt. Ikke før De kom, varede Søren Rynke. Da jeg kom ind til Søren Rynke, lå der foran ham e fysik på 600-700 oktavsider. Nå De studerer fysik?

Jeg har såmænd lært dette her for mange år siden, men det kan være ganske morsomt at friske det op igen. Og jeg har ikke andet at læse for tiden. De sidste ord har en sørgmodig klang. Det kniber ham nemlig at få nok at læse, og det er ham en stor sorg, at hams bøger brændte i hulen. Det er nu ikke alene fysik, han studerer, også kemien dyrker han. Og han laver medicin af markens urter, f. eks. Opium af valmuer, kamfer og karbolsyre. Eller rettere, han har lavet, thi hans kolber og glas blev og ødelagt ved branden. En dag kom en af hans bekendte ind til ham: Hør Søren, du læser så meget, kan du ikke give mig et råd for gigt? Jo, du kan gå ned i engen, plukke dig bukkebladeherba trifolii febrini – koge dig nogen te på dem og drikke.

Nej det syntes manden da var for simpelt. Så rejste han hen til doktor og apoteker, og efter således at have givet mange penge ud og kom hjem med bukkeblade. Jeg tænkte efter det, at naturvidenskab var Søren Rynkes kæphest, men ville dog prøve, om han var helt uvidende om de såkaldte åndsvidenskaber:
Kender De en digter, der hed Holberg?
Holberg, ja, han var en god satirikus.
En Ewald?
Ja, han skrev dejlige vers, navnlig i ”Fiskerne”.
Baggesen?
Søren Rynke smiler ved denne eksamination og svarer:
Han kendte sproget.
Oehlenschläger? Han ville efterligne Goethe, men nåede ham aldrig.
Kender De Goethe? Ja jeg beundrer ”Faust”. Også Goethes digte sætter jeg meget højt.
End Schiller? Vilhelm Tell” sætter jeg megen pris på. Hm. Hvor har De læst alt det?
I nogle tyske bøger. Kan De da også tysk? Ja tysk og fransk, det kan jeg nok, men engelsk er et fandens sprog dér er der hverken regler eller grammatik. Hvor har De lært tysk?
Mig selv. Da jeg var ni år, fik jeg fat i en tysk sproglære, og siden har jeg læst videre.
Han taler fremdeles om forskellige tyske digtere, som han holder af, f. eks. Heine, og så nævner har én, hvis navn jeg aldrig før har hørt: Höltü. Ingen kendte ham. Ved nærmere eftersyn viste det sig imidlertid, at han meget rigt6igt var til. Han døde i en alder af 28 år i 1776.

Jeg går så tilbage til de danske digtere, som vi slap ved Oehlenschläger. Han kender alle dem, jeg spørger ham om, Kender deres hovedværker og har øjeblikkelig en sætning rede, der rører netop ved digterens herskende evner. Kun Johan Ludvig Heiberg kender han ikke videre til. Han forveksler ham et øjeblik med P. A. Heiberg, hvis første vers af Laterna Magica han citerer. Hans øjne bliver særlig livlige ved P. A. Heiberg – Han var kommet for tidligt til verden, siger han, ligesom Victor Hugo. Idet han nævner det sidste navn, smiler han og tilføjer: Han skrev Esmeralda. Det var ikke så sært, Napoleon ikke kunne lide ham.

Jeg byder ham en af Rasmussens Prenzados – det er nemlig min yndlingscigar som han sidder og mishandler rædsomt, medens vi går videre i teksten. Jeg tror nok, jeg tør sige at de fleste af den slags almuemennesker, som Søren Rynke hører til, ikke kan lide præsterne. Han kan det heller ikke.
Intet keder mig mere, end når en præst tager et par ord i munden og giver sig til at drøvtygge på dem en to-tre timer. Ja, kan han slet ikke finde på andet, så er det sgu kedeligt.

Der er naturligvis nogle gode undtagelser i præsteskabet, men de fleste er nogle gavtyve, der siger fanden med menigheden, når vi blot får embedet.
Han taler meget stærke ord om latterligheden ved hele det kirkelige ceremoniel. Men ateist er han ikke.
Jeg kan bedst få menig i tilværelsen ved antagelse af en Gud. Og jeg tror på Gud, på udødeligheden og udviklingen.
Kan De huske noget fra Frederik VIs tid?
Ja, da han døde, græd min mor. Hun troede, vi fik krig, og at alt gik galt, når han ikke var mere kunne styre. – Han ler. – Hun var jo så dum. – Han bliver ved med at le. Jeg var kun 12 år den gang, men jeg forstod dog, at den sorg var ”von hinten”. Min dømmekraft var nemlig tidligt udviklet.
Som dreng lånte han blade og pjecer hos en møller, og så kom han også til at læse Ålborg Stiftstidende. Han roser redaktør Ree – men, tilføjer han, han var kapitalmand. Han skrev i 56, at kapitalen havde en ret, som ikke kunne kastes over.
Jeg synes at kunne mærke på ham, at han interesserer sig mindre for politik og religion end for digterkunsten og videnskaben, og hans kærlighed til den sidste kommer smukt frem i det tonefald, hvormed han udtaler den sætning, at videnskaben skal altid være stedbarn.

Generer det Dem nu ikke, spørger jeg, at folk her på egnen opfatter Dem som en arparte snegl, som en slags særling, og således skyder Dem ud?.
Han smiler. – Nej, men det ærgrer mig, at folk bliver ved at være så dumme, som de er, svarer han og samler sine bukser sammen. Der er ingen knapper i dem.
Jeg har besøgt Søren Rynke to gange, og det, jeg her har skrevet, er en ligefrem beretning. Han er født i fattige forhold. Han har alle dage levet i små omstændigheder og ernæret sig ved almindelig arbejde. I 15 år har han haft kone og børn at forsørge. Nu han er 75, nyder han en årlig aldersdomsunderstøttelse af 96 kr. Det er ikke meget. Der kan ikke blive noget til overs til bøger, som han savner.

Da jeg bød ham farvel, sagde jeg: - Ja, ja, når ikke sjælen under solen, Hvad den vil, så er der andre sole og andre stjerner til, som der står – hvor er det nu.
Han nikkede. I Ingemanns Holger Danske vise, smiler han.
Altid vil jeg bevare mindet om denne særegne personlighed, denne selvgroede skikkelse, som jeg traf oppe i det ejendommelige vendsysselske bakker.

Hytten i Vrængmose.

I forbindelse med Søren Rynkes 776 års fødselsdag i foråret 1904 tegner en medarbejder ved Vendsyssel Tidende også et ganske morsomt billede af forholdene. Det hedder i artiklen bl.a. :
Gamle Søren Rynkes hjem vil forbavse dem, der er, vandt til at leve i velstad med hjælp på hver finger. Han hjælper sig som han bedst kan. Hans leje er en feltseng, af hvilken sengeklæderne vil glide ned. Det sørger han at forhindre ved fire høje pæle, som han rammer ned i lergulvet. Enkelte møbler har han, men de hører alle hjemme blandt invaliderne. Husgeråd savner han naturligvis også. Men han véd at hjælpe sig. Hans alen er nogle mærker skåret i kanten af hans dragkiste osv. Ellers trænger han ærlig talt til alt. Det er synd, at en seks og halvfjerdsårig skal ligge og fryse de lange vinteraftener og nætter i en vaklende feltseng, mens isen lægger sig halvtommetykt på ruderne. Tøj mangler han også, navnlig et par benklæder, ikke snævre, dertil er han for meget frihedsmand. Han ville føle det, som om hans ben blev bundet. Nej et par varme vide, rummelige ”bowser”, i hvilken han næsten kan bo. Mest klager han sig dog for et par sko. Træskoene er ham for tunge, når han skal gå langt. Skoene må være 11 tommer og rummelige over tæerne, da disse som på mange gamle folk, er ømme fortryk.

Artiklen slutter med en opfordring til læserne om at sende den gamle eneboer gode ting og sager, også gerne bøger skrevet på tysk og fransk samt Holberg komedier og romaner ”Barskervilles hund”. Og det vides, at ønskerne blev opfyldt.

Om Søren Rynke hed det på egnen, hans livret var suppe, kogt på en muldvarpe, men det har næppe noget med virkeligheden at gøre. Derimod er det nok rigtigt at folk gemte aviser og trykte skrifter væk, når Søren Rynke var i farvandet. Faldt han over en bog eller en avis, glemte han både tid og sted og var ikke til at drive ud af stuen, før den sidste stavelse var læst og tydet.

Et brev.

Johan Skjoldborg har sikkert ret, når han skriver, at Søren Rynke satte digtning og videnskab højre end politik. Men det betød ikke, at Søren Rynke ikke var stærkt optaget af det politiske liv, sådan som det formede sig i årene før og efter systemskiftet. Søren Rynke var en god demokrat modsat Skjoldborg, der hørte til rebellerne. Ihærdige forsøg fra Skjoldborg side på at få Søren Rynke til at skifte avis, hvilket vil sige afbestille Vendsyssel Tidende til fordel for Vendsyssel Venstreblad, var på forhånd dømt til at mislykkes. Søren Rynke var I. C. Christensens mand, og det kunne ingen rokke.
Det vides, at der fandt en livlig brevveksling sted mellem den unge digter og den gamle filosof, men desværre foreligger kun et brev fra Skjoldborg til Søren Rynke. Til gengæld er dette af en art, som siger noget om den kultur og udvikling, Søren Rynke besad. Brevet lyder sådan:

Tegensee, Oberbayern, 21 – 12 – 1903.
Kære Søren!
Jeg véd ikke om De har hørt, at min hustru og jeg er på udlandsrejse. Den 20. september begynder vi, og nu har vi ekspereret Tyskland.
Vi bor for tiden ved sydgrænsen, og noget hen i januar går vi til Italien.
Hvad jeg nok tror, vi har haft mest udbytte af, er de store malerisamlinger i Berlin, Dresden og München.
Folket er det samme som i Danmark, de samme typer i alt væsentligt, og det er dumt, at så beslægtede folk oplæres til at foragte og hade hinanden.
Men al kulturudvikling foregår jo så langsomt, at det vel nok vil tage nogle millioner år endnu inden mennesker bliver virkelig civiliserede.

Nå, meningen med brevet er at kun at sende Dem en hjertelig julehilsen fra os begge.
Vi to Søren Rynke, Dem og mig, er nu én gang kommet i et forhold til hinanden, der består af dybereliggende og mere livsværdifulde elementer.
Det har været mig en glæde at gøre Deres bekendtskab og en ære, at De regner mig som ven. Hav det nu godt som muligt og fyr, alt hvad De kan, i den nederdrægtige kakkelovn, De har. For man må hellere sylte end at fryse. Vil De ikke glæde mig med et par linier en gang i julen. Min adresse findes på konvolut.
Hjertelig hilsen fra min hustru og Deres hengivne. Johan Skjoldborg.

Magtesløs.

Søren Rynke og Johan Skjoldborg forstod hinanden, og Skjoldborg benyttede lejlighed til at besøge Søren Rynke i Vrængmose. Skjoldborg ville hjælpe ham økonomisk, men Sørens svar var dette: ”Nej, du er sgu det bedste menneske, jeg har kendt. Du skal sgu ikke splittes for min skyld” Skjoldborg siger i sin efterladte optegnelse, at Søren Rynke i sin vurdering at menneskene var meget radikal. Datteren på den større og bedre gård i Albæk var efter hans opfattelse langt fra værd som datteren på Magtesløs, gift med en fattig, men begavet husmand. Derfor var det også ret naturligt, at Skjoldborg forud for sin amerikarejse i 1910 traf foranstaltninger til, at Søren Rynke flyttede fra Vrængmose til et lille hus nær Magtesløs. Han kom hertil medbringende en klædekiste fyldt med bøger og gamle aviser og et sulekar med fordærvet sul.

Men Søren Rynke dage var talte. Den 17. januar 1911 lukkede han sine øjne for stedse. Hans sidste bekymring var, at han ikke kunne få sagt tak til Skjoldborg. Han ville så gerne leve, indtil denne i løbet af foråret vendte hjem.
Han er den eneste ven, jeg har haft på Jorden, og den eneste, som har forstået mig. Hils ham. Det var den gamle huleboers sidste ord, før han gled ind bag det store forhæng.

Venskabet.

Marie Langeland, Store Restrup, var i foråret 1911 ung pige i huset hos Johan Skjoldborg på Dynæs. Om hans hjemkomst fra Amerika har hun fortalt mig, at den var præget af meddelelsen om Søren Rynkes død. Billedet af Søren Rynke på Skjoldborgs skrivebord var floromvundet, og der var tændt to lys. Da Skjoldborg så dette, blev hans øjne blanke, og snart trillede tårerne ned af hans kinder.
Så fik vi alligevel ikke talt sammen, sagde han sagtmodigt.
Men Johan Skjoldborg glemte aldrig sin gamle ven fra Jyske ås. Den 23. august lod han afsløre en mindesten på graven på Volstrup kirkegård, hvorpå der står:

Søren Rynke.

Så tæt vi sad hinanden nær,
hvor færdes nu din lyse ånd,
din skygge er kun her.
Din ven rejste denne sten.

I forbindelse med stenens afsløring holdt Johan Skjoldborg en tale, hvori det hed:

Min gamle ven Søren Rynke, som hviler under denne sten, var jo velkendt på denne egn – som en særling. Men han var ingen særling, han var en ejendommelig personlighed. Det er nok rigtigt, at han ikke var som folk er flest, thi han var en så oplyst og betydende personlighed, at folk i almindelighed savnede noget at sammenligne med.
Søren Rynke var ganske usædvanlig med hensyn til vurdering af livet og tilværelsen og disse værdier. Det, folk i almindelighed vurderer højt anså han for at være ringe værdi. Klæder, komfort osv., som mennesker jagter efter, var for Søren Rynke uden større værdi. Derimod satte han al sin kraft og energi ind på oplysning, på videnskab og digtning. Derfor kan Søren Rynke for os være et eksempel på den rette vurdering angående det materielle og det og ideelle.

Ikke mindre fremstående er han for os at se op til, når det gælder den flid, ja, jernvilje, han satte ind, når talen var om studierne. Når andre snakkede tiden bort ved kaffegilder, kortspil og tom selskabelighed, sad Søren Rynke og studerede. I naturlære og kemi var hans indsigt stor gennem det, han havde hentet fra både inden – og udenlandske kilder. Han var i litteraturen fortrolig med de danske klassikere og de tyske, Goethe, Schiller, Heine osv., læste han på originalt sprog. Også Englands og Frankrigs digtere havde han kendskab til, navnlig da Shakespeare og Victor Hugo.
Jeg spurgte ham ved en bestemt lejlighed, olm han ikke følte sig ensom uden for fællesskabet og selskabslivet. Da lo han: Jeg kan jo ikke få bedre selskab, i hvert fald ikke her på egne, end Goethe, Schiller og Oehlenschläger:
En fremmed, en moderne herre, tittede engang ind til ham, eftersom han anbefaledes i en rejsehåndbog. Den fremmede spurgte: - Er her ikke trist og ensomt? Søren Rynke svarede: - Ikke før De kom.
Jeg kan ikke forsone mig med den tanke, at min gamle ven, opløst i sine grundemner, bare skal være gået over i det almindelige kredsløb. Jeg ville gerne træffe ham igen. Vi blev jo ikke rigtig færdige. Måtte vi træffes senere, måske på den anden klode. Men her står vi over for det, som unddrager sig forstand og videnskab.

På denne verdens grænsemur
lønporten til en ny natur
på skjulte søjler hænger.
Hvert øjeblik, som pulsen slår,
en sjæl igennem porten går,
og ingen ser den længer.
(B. S. Ingemann) .

Imidlertid vier jeg denne sten til minde om Søren Rynke.
Den skal minde enhver, som går her forbi, om en fremstående mand, sikkert den mand af almuen i Vendsyssel, som har haft det største kendskab til kunst og videnskab. Denne sten skal tale til nutidens slægter om at ved nøjsomhed, flid og udholdenhed kan alle erhverve sig betydelige kundskaber, udvikle sine evner, mens man gennem forlystelser og et tomt selskabsliv forspilder livet. Sådanskal denne sten tale til egnens folk.
Den skal også til sene tider fortælle om Søren Rynke og den unge digter, som mødte den gamle eremit og gennem en høj stræben og et trofast venskab fulgte denne til døden og videre ud. Fred over din grav, Søren Rynke, og fred over din sten.

Efterskrift.

Søren Rynke var Vendsyssels sidste egentlige huleboer. Han var efter Johan Skjoldborgs vurdering også det almuemenneske i Vendsyssel, som havde den største kendskab til kunst og videnskab, Af sin samtid blev han betegnet som en særling. Det var hav vel også. Men han var først og sidst et menneske, der higede efter oplysning og havde et åbent sind for det nye. Og som sådan er han værd at mindes og blive mindet om. Derfor denne minderune.

Kilde C. Nørrelykke.