Ole Munks Slægtsdatabase

1709 den 23. januar: Jens Jensen af Laaen og Karen Jensdatter i Stae trolovede. Forlovere Jens Lauridsen og Michel Michelsen i Staae. Viet den 30. juni.

Saa er Niels Heilesen nu Ejer af Staegaard; men han var ikke den eneste Selvejer i den lille By, og det varede ikke længe, inden Uenighederne begyndte8).
Heilesen vilde ikke rette sig efter Byens Vedtægter; og i 1733 begynder en Sag imod ham, fordi han over- traadte Granderetten.
Grandefogden Chresten Lauridsen og Selvejer­bonden Jens Sørensen panter hos ham ; de tager en Vogn og et Messing Sengebækken i Pant for Over­trædelsen.
Heilesen stævner Jens Sørensen, fordi denne togans Vogn. I samme Anledning blev Byens Grande­brev fremlagt i Retten (»Fra Him. og Kjær Hrd.« III, S. 377 ff.), men dermed er der ikke Ro i Stae.
Heilesen vil ikke holde sine Hegn i Orden, og som Følge deraf gaar hans Kreaturer ind paa Fælle­den og lægger sig ved Byens Kreaturer. Byhyrden jager dem tilbage, men da det i flere Dage gentager sig, bliver Hyrden utaalmodig og klager til Gran­derne; disse fordrer, at Heilesen skal holde Hyrde sammen med dem, da denne ellers ikke er forpligtet til at passe hans Kreaturer, men det er der ikke Tale om, at Heilesen vil gaa med til; han vil ikke lade sig noget sige af Storbonden .lens Sørensen »som bor i den østerste Gaard i Stae«; (den Gaard, som Michel Michelsen havde før ham 1)), imellem den og Bækken ved Staegaard er Afstanden »33 Reb og 10 Favn og udi hver Reb 17 Favn og hver Favn 3 Sælands Alen«, og fra Bækken (Grøften mellem Ellern og Staegaard) og indtil Staegaard er der »3 Reb og 13 Favn og lige­ledes i hver Reb 17 Favn«2), men Afstanden er allige­vel ikke stor nok til, at de to Selvejeres Liv kan for­løbe fredeligt.
Heilesen indstævnes for Retten, fordi han ikke vil holde Hyrde med Bvmændene. Jens Sørensen er den største Mand i Byen, han er meget formuende, er i Slægt- eller Svogerskab med de fleste af de ind­stævnede Vidner, desuden er hans Kone, Karen Jens­datter fra Ellern, beslægtet med Stae Bymænds For­svarer, Forvalter Lars Christensen Krog paa Vraa3) (Søn af Christen Laursen Krog i Gandrup og Broder til Peder Christensen Krog, som en Dag er hans Stedfortræder1). Det er en Stormagt, Heilesen skal prøve Kræfter med, og han er ikke blind for, at hans Stil­ling er vanskelig, idet han er fremmed og alene; men han er stædig og forsøger at faa Sagen vendt; han optræder som den forurettede og siger, at han er for­fulgt; at man vil tage hans »Gods« fra ham ; at han skal tvinges til Hyrdehold og koste Hyrden efter T ur tiltrods for, at hans Kvæg gaar i en Eendeel vesten for Gaarden; han synes, det vil være rimeligt, at de Mænd, der har flere Kreaturer end han, lejer Græs­ning hos ham, og hvis de er villige til det, vil han holde Hyrde med dem. Han forstaar at trække Sa­gen i Langdrag ved at stille Vidnerne Spørgsmaal, som ikke kommer Sagen ved, og som tilsidst bliver paatalt af Lars Krog og »formedelst Aftenens paa­trængende og andre Sagers expedition« bliver Sagen udsat til næste Tingdag. Saa er der vundet Tid.
Han bliver Gang paa Gang pantet, men indløser ikke Panterne; hans Kreaturer gaar, hvor det passer ham. Saadan gaar Tiden med Stævning og Pant­ning til den 22. April 17352), da han bliver dømt til at have tabt Sagen, samt, at han inden 6 Uger skal indløse alle sine Panter med dobbelt saa meget, som de ved et Forligstilbud var ham tilbudt; desuden skal han i Mulkt »for urimelige vidtløftigheder, usømme­lig Expression af Ransom gierning imod Jens Søren­sen« betale ialt 6 Rd. til lige deeling mellem Jens Sørensen og Vesterhassing Sogns Fattige, alt inden femten Dage. »Saa bør og Niels Heilesen eller Stae- gaards Ejere efterdags at holde Fæehyrde og andre Hyrder med Staae byemænd efter Rett Ligning og Enig Vedtægt paa saa mange Creaturer som Enhverbeboer efter sit hartkorn bør hafve paa græsningen, da og Staegaards beboere, hvad Enten de vil under- skrifve Videbrefvet eller iche o. s. v.«.

Stade byes Grandebrev
............................................
Articul bliver anvendt til Byens Nytte og ei til Drik eller Unytte efter Lovens 3 Bogs 13 Cap. 32 Articul, saa bedes underdanigst og ydmygst vores Herskaber denne Granderet gunstigst ville approbere og paategne.

Stade By d. 1 Maj 1733.

Christen Laussen, Jens Sørenssen, Søren Nielssen, Jens Lauridssen, Jens Jenssen, Peder Cbristenssen, Peder Anderssen, Søren Nielsen, Margrete Jensdatter, P. N. S. Peder Nielsen, Niels Michelsen, Thomas Jensen, Rasmus Madssen, Jørgen Michelsen, Hans Madsen, Jørgen Laussen.

Foranstaaende vedtagne Poster, som sigter til Byens Nytte, helst efterdi Pantningen forholdes med efter Loven, approberis herved for saa vidt mine Tienere i Staae er angaaende.

Wraae d. 6. Juni 1733.

Kierstine Biergitte Bille.

Saadanne Udpantninger fandt ret ofte Sted, og man* ser jevnlig i Tingbøgerne, at de gav Anledning til Retstrætter, naar den, hos hvem der blev udpantet, ikke vilde respektere Afgørelsen.
En saadan Retstrætte findes i Kjær Herreds Tingbog for 1734, hvorunder Niels Heilesen paa Staegaard havde indstævnet Jens Sørensen i Stade til Udleve­ring af sin Vogn, om hvilken det imidlertid oplystes, at Jens Sørensen sad inde med den paa Stade By- mænd Vegne, idet den var frataget Niels Heilesen som Pant i Anledning af en af ham begaaet Over­trædelse af Granderetten.

Jens Sørensen overtog efter sin far fæstet af Mellemladen, en af de tre gårde der udgør ejerlavet Østerladen i V. Hassing sogn. I 1716 købte Jens Sørensen Stae Østergård af Mikkel Mikkelsen, hvorefter Jens' bror Peder Sørensen overtog fæstet af Mellemladen. Stae Østergård var på det tidspunkt delt i 2 halvgårde, hvoraf Mikkel Mikkelsen ejede den ene, og fæstede den anden havldel, der ejedes af kongen. Efter Jens Sørensens død delte enken Karen Jensdatter i 1756 gården i to, således at sønnerne Jens og Peder hver kunne få deres part.
Jens Sørensen hørte til egnens bondearistokrati af selvejer-storbønder. Skiftet efter ham og Karen Jensdatter vidner om en temmelig velhavende storbonde. Jens Sørensen var det man betegner som "knabe". Dette ord brugtes i flæng om storbønder og lavadelsfolk. Kr. Værnfelt har berettet om Vendsyssels knaber i "Kjær Herreds knaber og deres frænder". Om knaberne som stand siger han bla:
"Ordet ("knabe") er beslægtet med det tyske "Knappe", der betyder væbner eller lavadelsmand; men her i Nordjylland brugte man det i flæng om storbønder og folk af lavadel. Den oprindelige betydning er vist den jordegne storbonde, den velhavende selvejer, (...).
De mange ansete knabeslægter i Nordjylland dannede et befolkningslag imellem adelen og den almindelige bondestand, som de efterhånden blev blandet med, en blanding, der dog endnu ikke er helt tilendebragt. Derimod er to andre befolkningslag, middelalderens trællestand og de senere tatere, skøjere og rakkere nu helt forsvundne, opslugt i befolkningen.
Langt tilbage i middelalderen var de fleste bønder selvejere; men efterhånden blev de næsten alle fæstere under konge, kirke og adel.
Man har engang ment, at det var Klemensfejden, som knækkede den nordjyske selvejerbondestand; men det er så langt fra tilfældet; allerede før fejden var der kun få selvejere tilbage. Ganske vist konfiskerede kongen efter (fejden i) 1534 de oprørske bønders selvejergårde; men omkring 1500 udgjorde selvejergodset i Vendsyssel kun 2-3%, dog for Kjær herreds vedkommende 11%, nemlig 55 af ca. 500 gårde. Disse 55 gårde blev konfiskerede, og ejerne formåede kun at købe 11 af dem tilbage. I 1568 nævnes i Kjær herred fire selvejerbønder, der tilsammen ejede en halv snes gårde og nogle huse; de tilhørte alle den velhavende Kjærulf-slægt, (...). (...) de gamle jordegne bønder (blev) efterhånden fæstere; men deres efterkommere bevarede lige til vore dage deres position som et særligt befolkningslag imellem den adelige og borgerlige godsejerstand og den almindelige bondestand, med hvilken sidste de ikke gerne blandede sig ved giftermål. Enkelte af dem blev adelig gift; men som regel hentede de deres koner i deres egen kreds, i præstegårdene eller i knabeslægterne i Han Herred, Thy eller søndenfjords. Griis i Han herred, Per Skrivers ansete slægt i Dall-Ferslev, Bloch i Arden og andre betydelige himmerlandsætter som Juel, Gjed, Winther, Kraas, Bydseck, Buus og Schiønning var ligeledes beslægtet med de vendsysselske knaber. De dominerede gerne over de almindelige bønder, men var også deres førere og forsvarere, når ddet gjaldt forsvar mod overgeb fra konge, adel og kirke. Ofte blev knabernes sønner præster, ridefogeder, herregårdsforpagtere og efter enevældens indførelse godsejere; ja enkelte af dem, som Kjærulferne fra Vadum og Thuraerne fra Aaby, blev endog adlede.
Ligesom adelen førte knaberne ofte våbenmærker og havde slægtsnavne, som Kjærulf, Mørk, Munk, Krog, Juel, Grøn, Rød (Roed), Ræv, Sten, Gjed, Dall, Frost, Hovgaard m.v.; men efter 1600, da bondestanden sank dybere og dybere i trældom, synes mange af dem at have bortkastet de gamle slægtsnavne, og våbenmærkerne erstattedes med bomærker eller kun navnetræk. (...).
Da de Kjær herreds bønder efter 1700 så småt begyndte at købe deres gårde til selveje, var det også mændene fra de gamle slægter, der kom til at danne kernen i den ny selvejerbondestand. Selv i de gamle storslægter var det i regelen ofte lidt småt med rede penge, thi man satte sine penge i sølv: Kander, krus, stob, bægre, skeer, kæder, spænder og knapper. Meget af dette arvesølv findes stadig i de gamle slægter. Når knaberne gik til tings, havde nogle af dem deres sværd eller knive hængende i svære sølvbælter. Et sådant sølvbælte nævnes i Kjær herreds tingbog d. 30. marts 1672 i skiftet efter Peder Bertelsen i Striben, og forfatteren Niels Hancke så som dreng et sølv knivbælte på Dødskov.
Knaberne bevarede deres stilling som førere for de almindelige bønder igennem mange år, og vi har lige til vore dage set dem som sognefogeder, sognerådsformænd og rigsdagsmænd." (KV3-).
Jens Sørensen var selvejergaardmand og ejede og beboede Østergaard i Stade, som var en gaard paa ikke mindre end 7 tdr. 5 skpr. 3 fjdkr. 2 alb. Desuden var han ejer af et husmandssted i Stade By af hartkorn 1 skpr. 1 fjdkr. Af skiftet efter ham fremgaar det, at han var særdeles velhavende. Foruden gaard og husmandssted efterlod han sig talrige kostbare klæder og indboeffekter. Gaarden var særdeles velforsynet med avlsredskaber, og besætningen, som efter den tids forhold var særdeles stor, bestod af tolv heste, otte plage og føl, ti køer, fem kvier, fem stude, enogtyve faar, to væddere, tre svin, tre gæs og en gase. Af mere spændende løsøre effekter kan nævnes tre store sølvkander, tre sølvbægre, elleve sølvskeer, seks et halvt dusin sølvknapper, et spanskrør med sølvknap og to punge, som indeholdt ikke mindre end 300 rdr. Da aktiverne var blevet fratrukket passiverne, blev der et overskud paa 1639 rdr., af hvilket beløb enken fik halvparten, medens resten fordeltes mellem børnene Peder, Jens, Søren, Ane og Johanne med 204 rdr. til hver søn og 101 rdr. til hver datter.
Karen Jensdatter fortsatte imidlertid efter Jens Sørensens død driften af Østergaard indtil 1756, da hun afstod halvparten til sønnen Peder og den anden halvpart til sønnen Jens. Af de i den anledning udstedte skøder fremgaar det, at Jens Sørensen havde købt Østergaard i 1716 af prokurator Christen Thomsen i Aalborg.
Jens Sørenen og Karen Jensdatter ligger begravet i V.Hassing Kirke, hvor der endnu findes en ligsten over dem. (sSø-).

I Vester Hassing kirke findes en ligsten over Jens Sørensen og Karen Jensdatter.

I Staa Østergaard boede 1717—50 en selvejerbonde Jens Sørensen, »Jens Laaen« kaldet, f. omkring 1680 i Østerladen, f 1750, og hans hustru Karen Jensdatter, der var af Striben slægten paa Ellern.
Skiftet efter Jens Laaen er det fornemste og rigeste paa egnen fra den tid.
Foruden 12 heste, 8 plage, 10 køer, 5 kvier, 5 stude, 21 faar, 2 væddere, 3 svin, 3 gæs og en gase, nævner det et fint møblement, gode daglig- og stadsklæder, mange ting i tin, kobber og messing, samt en fin samling sølvtøj:
............
Det vil altsaa sige 3 kander, 3 bægre, 11 skeer og 77 sølvknapper, — for 125—26 rigsdaler sølv. Efter fradrag af gæld var der 1639 rigsdaler 3 mark tilbage, hvoraf enken fik 819 rdl. 1 m. 8 skili., medens en sønnelod blev paa 204—4—14 og datterlod paa 101—5—7.

197 Jens Sørensen i Stae. 28.3.1750, fol.1018B, no.114.
E: Karen Jensdatter. B:

1. Søren Jensen i Striben
2. Peder Jensen
3. Jens Jensen
4. Johanne Jensdatter
5. Anne Jensdatter