Ole Munks Slægtsdatabase

Annettes bedsteforældre, Wladyslaw Stepien og Elisabeth Myszor kom uafhængigt af hinanden til Danmark for at arbejde som roearbejdere. Danmark søgte arbejdskraft i Polen. De lærte først hinanden at kende her. De rejste til Polen for at blive gift i 1911 og vendte så tilbage til Vensyssel. De arbejdede på Dronninglund Hovedgård. Senere kom de til Voergaard slot og derfra til Mosegaard, Hvorupgaard og videre til Langholt Hovedgaard, hvor de var i 12 år. Musse lagde vægt på at hendes far var en respekteret arbejder, fordi han var dygtig. I løbet af 17 år fik de 8 børn, 5 piger og 3 drenge. Nu er der kun 4 tilbage. Børnene havde respekt for deres forældre. De fik lov til at bestille noget. Ikke blot i hjemmet, men også som hjælp til faderens arbejde på godset. Han havde nærmest akkort på noget af arbejdet for godsejeren. Det var mest markarbejde, så børnene kom med til at tynde roer, luge, tage kartofler op og til at høste, stable tørv og brænde. Desuden havde man fjerkræ derhjemme og en enkelt gris og det skulle jo også passes. Moderen virkede som malkepige og var især god til vanskelige køer. Derved havde hun en særlig status ved fodermesteren, som de andre arbejderkoner misundte hende. Der blev malket 3 gange om dagen. Første gang var meget tidligt om morgenen. Så fulgte Stepien ofte sin kone til stalden, når der var mørkt og uhyggeligt.
Når godsejeren havde fået plukket de bær i haven, som familien skulle bruge, fik arbejderne lov at plukke bær. Somme tider havde andre arbejderkoner været der før fru Stepien, og det var hun ikke så glad for, fordi det tager meget længere tid at plukke, når der er færre bær, og hun havde ikke for megen tid. Fru Stepien var nok ikke så robust. Hun var mere spinkel af bygning end gennemsnittet. Hun var så glad for årene i Langholt.
Maria ( Musse ) er 414 år ældre end Frederik ( Frits ) og fik derfor til opgave at passe på ham. Han var en splejs og dertil noget forkælet og svær at styre. Hun husker især en grim historie, hvor han i sin vildskab faldt ned i hullet på det gammeldags WC og dermed pludselig stod nede i spanden, som var godt fyldt med lort. Moderen sørgede for en balje vand udenfor, og så måtte Musse til at vaske ham ren. Der er ikke noget at sige til, at den erindring står klart for hende i dag.
Børnene gik i skole i Dronninglund og senere i Horsens. Musse kan huske, at hun ofte gik i for små sko, så hun havde ondt i fødderne. Det var både et økonomisk- og et skønheds spørgsmål. Kvindelig forfængelighed eksisterede også for fattige polske landarbejderbørn, og for Musse var det heldigt, at godsejeren havde en datter på hendes alder, som hun kunne arve fint tøj og knapstøvler fra. Faderen fik ordre til at hente en spåndkurfuld aflagt tøj. Det var fint tøj, som skulle stryges.
Det var ordnet sådan, at Musse skulle til den katolske skole i Aalborg 3 måneder inden kommunionen. Godsejerbørnene gik på katedralskolen og så kunne Musse køre med tog sammen med dem til Nørresundby, hvor hun stod af for at spare penge. Hun måtte så gå over pontonbroen til den katolske skole. Det kunne både være en gyngende og våd tur. Det kostede 5 øre at komme over.
Når hun så kom hjem fra skolen, havde moderen bagt franskbrød og hældt kaffe med mælk i sodavandsflasker. Det blev Musse sendt i marken med, så Stepien-flokken kunne få noget at spise.
Fader Stepien lavede brugte cykler i orden til alle børnene og han forsålede skoene.
Moderen talte altid på polsk til Asta, fordi hun bedre forstod det, men ellers sagde faderen, at hun skulle tale dansk med børnene, for ellers blev de ikke dygtige nok, og så ville de blive drillet i skolen. Moderen var ikke så god til dansk. Hun havde aldrig gået i skole og kunne ikke skrive. Faderen havde gået i polsk skole et par dage om ugen.
Første gang børnene kom i Dronninglund skole kunne de slet ikke tale dansk og så drillede de andre børn og kaldte dem polakker. Det fortæller jo, at der må have været talt polsk til hverdag derhjemme, indtil man indså, at det var noget galt noget, når man boede i Danmark og ville fortsætte dermed.Når børnene var færdig med skolen kom de ud at tjene. Olga kom til Aalborg på kamelianerklinikken og Asta kom i en gård som "bettepigen".
2001Efter 12 år i Langholt, havde familien tjent så mange penge, at der kunne blive tale om af købe egen ejendom. Det var i 1935. Faderen var ude at se på noget og kom hjem og fortalte, at han havde købt en ejendom på 25 tdl ude nord for Nibe , nær Klitgaard. Det hed Porshede. Moderen kom ikke med på råd, men måtte skrive under. Hun var ked af det, for hun syntes, der var så beskidt. Der var gåselort i skabene. Hun blev aldrig glad for stedet og i lang tid var hun syg og indlagt, så de store piger måtte være hjemme på skift for at klare husholdningen.
Musse fortæller om en kalvefødsel, som hun næsten selv måtte klare som 12 årig, mens forældrene var i Aalborg. Kvien ville ikke med hjem fra marken. Den strittede meget imod. En nabo hjalp til sidst, så kalven blev født og alt gik godt. Hun var også med til at tage imod smågrise, muge ud og stakke hø om aftenen, så det kunne blive tørt, inden der kom regn.
Efter ca. 3 år solgte familien stedet og flyttede til Nørresundby i et lejet hus. Familien trivedes ikke i Porshede. Nu blev Stepien murerarbejdsmand og var med til at bygge bl.a. den katolske kirke og Budolfi Appotek. Firmaet hed Støtt.
...
De 3 døtre snakkede nu om, at de havde været for lidt nysgerrige efter at få forældrene til at fortælle om deres unge dage. De fortrød ikke at have fået nogle af moderens dejlige opskrifter. De var enige om altid at have fået velsmagende mad og de havde aldrig sultet, selvom der havde været småt med penge. Musses mands familie havde større indkomst, men virkede mere fattige, fordi konen var en dårligere økonom. Så kom der igen et tilbagespring til barndommen, hvor pigerne blev sendt i kartoffelkælderen for at tage spirer af kartoflene. Der var mørkt og Musse græd fordi hun var bange. Hvis de var uartige kunne de også risikere at blive lukket ned i kælderen. Det skete nu ikke så tit. Asta og Hanne blev engang lukket derind og Hanne græd sådan. Asta sagde så til hende, at hun skulle stoppe, for du ved jo, at så snart far er gået kommer mor og lukker os ud. Og det gjorde hun jo også !
Asta fortsatte med en beretning om hvordan de nød det efter tordenregn ud på vejen, hvor der var blevet store vandpytter. Så fandt de på at gå baglæns, men det kunne Musse, som var den mindste, ikke finde ud af, så hun faldt og blev våd. Så fik de lidt større skylden. Hertil indskød Musse, Asta, du har også altid været mere uartig end mig. Det var du også, da du kom ind på klinikken, men nu skal vi ikke ind på noget om det.
Olga sagde, at hun vist var den eneste, der havde fået en dukke, men Asta havde et minde om, at hun havde fået en lille dukke i en lille bitte dukkevogn. Hun havde været så glad for den. Hun legede med den på gulvet, men så ville de større piger danse og så trådte de i deres danseiver på dukke og dukkevogn, som gik i stykker, og hun havde græd meget.
....
Jeg spurgte, om forældrene aldrig fortalte noget om deres tid i Polen, og Musse fortalte, at hendes mor var så glad for naturen. Alting var så smukt i Polen. Hun fortalte, at hun kunne huske, hun gik tur i skoven med sin mor. De havde hørt ulvene hyle og at hun var frygtelig bange. Da var hendes far død. De plukkede bær og fandt svampe. Det var mor stadigvæk meget glad for og det gjorde vi også i Danmark. Vi kørte ud og plukkede hindbær, blåbær og svampe. Det var nærmest en fornærmelse, hvis vi ikke tog vores forældre med på en søndagstur.