Ole Munks slægtsdatabase

Niels BuggeAge: 59 years13001359

Name
Niels Bugge
Given names
Niels
Surname
Bugge
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
Birth about 1300
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
MarriageLisbeth Palnesdatter JuulView this family
about 1323 (Age 23 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Citation details: 17. årgang - 1890, side 135
Birth of a son
#1
Niels Nielsen Bugge
about 1324 (Age 24 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Birth of a son
#2
Jep Nielsen Bugge
about 1326 (Age 26 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Birth of a son
#3
Mikkel Nielsen Bugge
about 1328 (Age 28 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Birth of a son
#4
Bent Nielsen Bugge
about 1329 (Age 29 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Birth of a daughter
#5
Kirsten Nielsdatter Bugge
about 1330 (Age 30 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Birth of a daughter
#6
Ellen Nielsdatter Bugge
about 1331 (Age 31 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 14
MarriageIngeborg View this family
about 1333 (Age 33 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Citation details: 17. årgang - 1890, side 135
Birth of a daughter
#7
Lisbeth Nielsdatter Bugge
about 1333 (Age 33 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 16
Death of a wifeLisbeth Palnesdatter Juul
about 1333 (Age 33 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Birth of a son
#8
Knud Nielsen Bugge til Hald
about 1334 (Age 34 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 15
Death of a fatherBugge Nielsen
after 1334 (Age 34 years)
Citation details: 17. årgang - 1890, side 135
Source: Internet
Note:

Bugge Nielsen, ridder, herre til Hegnet (Harre herred i Salling), blev dræbt ved Lyby kirke af Hr. Erik Brune (Banner) til Elkær


Han og Bugge Nielsen af Hegnet berettes at have dræbt hinanden i tvekamp

Occupation
Ridder
yes

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
MiscIngeborg View this family
November 13, 1337 (Age 37 years)

Note:
    1. november. Avignon. "Pave Benedikt 12. tillader Niels Bugge og hans hustru Ingeborg at vælge en skriftefader, som må give dem syndforladelse i deres dødsstund" Kilde: nr. 48 i Danmarks Riges Breve 1337-1339.
Ejendom 1345 (Age 45 years)
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
Note: En mil sydvest for Viborg forvandler den jydske hedes nøgne højland sig pludselig og fremviser en bjergsø, omkranset af storslåede bratte lyngbakker og udstrakte skove. Der lå ved søen, lige overfor det nuværende Bækkelund hotel, Niels Bugges stolte borg Hald, som han 1345 havde købt af Peder Ludvigsen Eberstein og hans søster Margrethe.
Death of a sonNiels Nielsen Bugge
after 1345 (Age 45 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Note: døde ugift
Misc 1346 (Age 46 years)

Publication: Ole Færch, Aalborg, Aalborg, 2004
Citation details: Bind 1, side 34
Note:

1347 Vidisse, at Peder Ludvigsen gav Niels Bugge pant i 2 parter i Hald. ÆA II, s. 202, A10, 11 og 12 indeholder kong Valdemars stadfæstelse af 1346 på Hald gods m.v., som Peder Ludvigsen (Eberstein) havde købt af søsteren Margrethe, Peder Ludvigsens skøde af 1346 til Niels Bugge på Halds underliggende gods i Nørlyng, Sønderlyng, Middelsom, Lysgård, Hids, Fjends og Rinds herred samt Peder Ludvigsen pantbrev af 1357 til Niels Bugge på de ham tilhørende 2 parter i Hald. Sidstnævnte indført i Hornum herreds register. Forbindelsen til Hornum herred kendes ikke, men Else Christiansdr. Vendelbo af Støvringgaard skænkede 20.3.1442 Aalborg Helligaandshus Kalstrup gård og mølle. Hun var datter af ridder, marsk Christern Vendelbo og Elne Bugge, datter af Niels Bugge. Peder Ludvigsens far var kong Erik Menveds og Valdemar Atterdags marsk, Ludvig Albertsen, hvis far, Albert Eberstein, var gift med Mariane, datter af Esbern Vognsen (Hvide) gift med Gro Gundesdr. Vind, se 1268. Eberstein-slægten var måske yderligere knyttet til Vokslev sogn, se 26.3.1380. Formodentligt er der tale om fru Gros gods, som var på Himmersyssel ting, se 1268

ÆA II, s. 302, K95. Viborg Stifts breve, Hornum herred. Diplomatarium Danicum 3,2, s. 378 og DAA 1890, s. 135.

Item enn latins videsse luidendis at P[er Loduisszen] haffuer pantsat Niels Bugi two par[ter som hannum] tilhørde vdj Hald. Datum mcccxlvij re[peritur] in Nørløngherrit inter reliquas de b[onis Hald con]tinentes.

Marriage of a childGotskalk SkarpenbergLisbeth Nielsdatter BuggeView this family
about 1350 (Age 50 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 16
Marriage of a childNiels VendelboKirsten Nielsdatter BuggeView this family
about 1350 (Age 50 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 14
Marriage of a childKristian Pedersen VendelboEllen Nielsdatter BuggeView this family
about 1350 (Age 50 years)

Citation details: Side 184
Note:

Sammen ?k Kristian Vendelbo og Ellen Buggesdatter tre døtre. Ingeborg var før 1401 blevet gift med Predbjørn Podebusk, hvem hun bragte bl.a. Vosborg som arv. Hun blev i øvrigt farmor til den nedenfor omtalte Predbjørn Pode-busk. Else var før 1401 blevet gift med Aksel Jepsen (Thott) og efter dennes død med Lyder Holck. Hun arvede bl.a. Støvringgård og Trudsholm. Og en-delig var der Arine, der levede i 1396, men var død i 1401. Hun var gift med Hans Podebusk, der var bror til hendes svoger hr. Predbjørn.16

Arines navn fremgår af DD 4. rk. 6. bd. nr. 67. DAA 1935 tilskriver ægteparret tre børn for mange. Hvem deres børn var, fremgår tydeligt af DD 4. rk 8. bd. nr. 95, 98, 118, 125, 128 og 215 fra 1401, hvor Ellen og hendes tre svigersønner afleverer rettigheder arvet efter hr. Kristian til dronning Margrethe. Det fremgår, at Arine da var død. Da den Kirstine, som omtales i DD 4. rk. 7. bd. nr. 346, ikke optræder i de nævnte breve, er hun ikke, selvom det modsatte hævdes i kommentaren i DD, en datter af hr. Kristian.

Death of a daughterKirsten Nielsdatter Bugge
after 1350 (Age 50 years)
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
Misc 1351 (Age 51 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 11, 12
Note:

I 1351 er Niels Bugge atter i Danmark, hvor forbitrelsen mod kong Valdemar Atterdag imidlertid var steget til det højeste og nu truede med at løbe over alle bredder. De uhørte skatter og det utålelige hoveri var ikke længere til at udholde. Niels Bugge havde tilligemed andre adelsmænd i året 1351 et møde med kongen i Kalundborg. Men Valdemar ville ikke nedstemme sine fordringer, så det kom ikke til enighed. Bugge og de andre gode mænd erklærede rent ud, at hellere ville de miste livet end tåle, at deres bønder således blev mishandlet.

Næste år holdtes der et nyt møde, denne gang i Vordingborg, hvor foruden Bugge også den mægtige ridder Claus Limbek var tilstede. Men kongen var fremdeles ubøjelig, så der heller ikke nu opnåedes forlig. Der var så ikke noget at gøre. Bugge formåede ikke længere at dæmpe oprøret og sluttede sig da dertil. Det samme gjorde også hertug Valdemar, der var yderst forbitret på sin søsters, dronning Helvigs vegne, da kongen havde ladet hende indespærre på Søborg. Bugge tog kraftig del i den fejde, som derpå udbrød, ja blev den egentlige leder for det store oprør. Han erobrede slottet Langtind ved Limfjorden, hvor han tog en del fanger, og kongen belejrede Hald. den 23. juli 1353 kom det imidlertid til et forlig ved Vindinge Å på Fyn, i hvilket de jydske adelsmænd og særlig ridder Bugge blev optaget. Man tilbagegav gensidige erobringer og traf nærmere bestemmelser om fangernes udløsning.

På danehoffet i Nyborg sct. hansdag 1354 kom det derefter til fuldstændig udsoning mellem kongen og hans misfornøjede undersåtter. Niels Bugge fik sæde i Rigsrådet, og vi træffer ham det følgende år tilligemed Claus Limbek som et virksomt medlem på det kongelige retterting i Jylland.Længe varede freden dog ikke. Valdemar var atter streng og hensynsløs som før, hvorfor jyderne med Bugge i spidsen atter greb til våben. Også hertug Valdemar rykkede i marken. Han blev imidlertid slået og måtte afstå Langeland, Als og Femeren. dermed var han uskadeliggjort.

På et møde der holdtes i Slagelse to dage før jul i 1358 tilbød kongen jyderne forlig. Niels Bugge med flere adelsmænd havde mod sikkert lejde indfunden sig, men fordringerne var fra begge sider så store, at der umuligt kunne opnås overenskomst. Man rejste derfor hjemad. Ridder Bugge nåede dog ikke længere end til Middelfart. Der blev han dræbt straks efter Nytår 1359 og med ham hr. Ove Stigsen til Eskebjerg og Hr. Peder Andersen til Margaard, den første en søn af den mægtige Stig Andersen, den sidste uden tvivl samme Hr. Stigs broder.

Det var vest for byen, fortælles det, i en mark tæt ved havnen, at de tre sendemænd blev overfaldet af nogle fiskere, der dræbte dem med de møggrebe, de brugte til at grave orm med. Kongen fik skyld for at have foranstaltet drabet, men han frasagde sig ved ed delagtighed deri, hvorpå det kom til forlig mellem ham og Bugges søn. Mistanken mod Valdemar var dog dermed ikke udslettet.

Også hans rigdom bidrog vel til, at han blev folkets selvskrevne fører. Foruden Hald (Nørlyng herred) ejede han Nørre Vosborg (Ulvborg h), Estrup (Hellum h), Spøttrup (Rødding h), Aastrup (Vennebjerg h), Lundholm ved Skagen og Støvringgaard (Støvring h) samt Rolstrup på Mors, hvilken sidste han gav Hr. Saxe Pedersøn i medgift med sin søsterdatter Cathrine. Desuden besad han talrigt strøgods, især i det nordlige Nørrejylland. I adelsleksikonnet findes under navnet Bugge 10 forskellige våben, af hvilke dog de to sikkert skyldes en forveksling med de to i Buggernes indgiftede ætter Strangesøn og Vendelbos våben, og af de øvrige kan kun et påvises virkelig at være blevet ført. I guldfeltet på hjelmen viser det en halv afhugget bevæbnet sort vildbasse. Dette våben førte Hr. Niels Bugge til Hald. Det vises endnu i hans og datteren Ellens opbevarede segl. Med det besegler han 1355 tilligemed sin svoger Hr. Erik Nielsen (Gyldenstjerne) et forpligtelsesbrev til kong Valdemar. De gamle Høeger havde samme våben, hvoraf Holger Parsberg slutter, at de har fælles herkomst med Buggerne.

Misc 1351 (Age 51 years)

Publication: København, 1847
Citation details: Bind 2, side 141
Note: Ved denne tid i året 1351 rejste den hele jyske adel sig med sværdet i hånden, forenet ved et herremandsforbund, ligesom i Sverige. Herr Klaus var her ikke den sidste. Også Hr. Niels Bugge slog sig til oprørerne, efter forgæves at have mæglet i sagen. De vendiske stæder var heller ikke velsindede. Da lagde kongens hær sig i to lejre under Tørningslot og beskød det med blider. Men Grev Klaus til Holsteen havde kastet 300 mand ind i det og og en Holstensk magt rykkede frem til undsætning. Med feltråbet"Holsterland - Vor Frue af Himmerig" angreb holstenerne. Herr Klaus Limbæks frisiske borge blev derimod indtagne.
Misc 1358 (Age 58 years)

Publication: København, 1847
Citation details: Bind 2, side 145
Note: Endelig kom den 31. oktober freden i stand med det i krigen dådløse Meklenburg. Jyderne stod altid mere forladte tilbage. De yperste af dem og Herr Niels Bugge til Hald mødte sidst i året 1358 med kongeligt lejde på Sjæland for at underhandle. Kongen lod dem her vente i Slagelse indtil 2 dage førend jul. Hans fordringer var store og de forlod mødet. Da skete det, at 3 fiskere, væbnede med møggreber i Middelfart stod op mod dem og og i en lykke ved bæltets strand ihjelslog Herr Niels Bugge, Hr. Ove Stigsen til Eskebjerg en søn af Hr. Stig Andersen og Hr. Peter Andersen. Afgiften af lykke kaldes endu i dag "Bod og blodpenge". Således dræbtes Jyllands ypperste høvding, førend han atter betrådte sit fødeland. Mordet kom kongen saare belejligt, hvorfor ingen tvivlede på, at det var sket med hans vidende. Det hjalp ikke, at han ved ed frasvor sig dette, han blev alligevel ikke troet, og Hr. Stig Andersen forlod i stor forbitrelse over sønnens mord hans parti, men mistede også derfor sine len.
Miscyes

Citation details: 17. årgang - 1890, side 135
Note:

Hr. Niels Bugge til Vosborg i Ulvborg herred, Hald i Nørlyng herred, Støvringgaard i Støvring herred, Estrup i Hellum herred, Aastrup i Vennebjerg herred, Spøttrup i Rødding herred (Ny. kirkehistorisk samling. V. 523 ; Ældste arkivregistraturer II, 348), Rolstrup på Mors, hvilken sidste han gav Hr. Saxe Pedersen i medgift med sin søsterdatter Cathrine (Dueholms Diplom. 108-9.) og Lundholm ved Skagen. Nævnes 1333 i et vidne af Viborg Landsting og kaldes da endnu ikke ridder (Jylland uvist gods 20), var måske 1342 ridder.

Fik 1345 Hald i pant af Peder Ludvigsen (Eberstein) og året efter skøde derpå.

Var 1350 med Kong Valdemar i Tyskland (Suhms Danm. Historie XIII 220), men sluttede sig snart efter til kongens modstandere, og forgæves søgte kongen året efter i Kalundborg at komme til forlig med ham (Huitfeld s. 505-6; Script Rer Dan VI 526).

Beseglede 1355 til vitterlighed med sin svoger Hr. Erik Nielsen (Gyldenstjerne) [Barner Rosenkr. diplom 2]

Blev 1359 på hjemrejsen fra herredagen dræbt i Middelfart (Hvidtfeldt s. 517; Script rer dan I, 191, 309; III 259) hvorfor denne by til straf blev pålagt en årlig afgift, som først blev ophævet i 1874.

Ejendom
Miscyes

Publication: København, 1847
Citation details: Bind 2, side 132
Note: Der hvor hedens nøgne højland en mil fra Viborg pludselig forvandler sig og viser en bjergsø omringet af vældige, stejlt opstigende lyngbakker og af skove, lå på en odde i søen Halds Borg, der ligesom et røverslot var begravet i denne dal. Endnu gror ældgamle træer ved foden af en firkantet, 8 til 15 alen høj borgvold, og på landsiden af volden ses ruinerne af et stærkt rundt tårn af røde sten. Her boede Hr. Niels Bugge, Danmarks rigeste adelsmand, der årlig oppebar 300 læster korn (en læst er 40 tønder rug eller 48 tønder byg). Han var en smuk herre med et ridderligt ydre, myndig, men også agtet for sin ædelmodighed. Han var aldrig blevet Grev Gert gunstig, thi han holdt mest af at gå sin egen vej. Af samme grund kom han også først sent i forbindelse med kongen og blev optaget i rådet.
Miscyes

Note:

Niels Bugge støttede i begyndelsen af "grevefejden", ligesom sin far, Grev Gert, der stod bag den unge hertug Valdemar og Niels Bugge deltog muligvis på Grevens side i slaget på Lohede (syd for Dannevirke) den 30. november 1331. Det kommer senere til et brud mellem Grev Gert og Niels Bugge, muligvis skyldes bruddet, at grev Gert selv forsøger at gå efter kongemagten. Senere blev forholdet mellem Kong Valdemar Atterdag venskabeligt, da hertug Valdemar (som Bugge støttede) havde opgivet tronen og støttede Valdemar Atterdag. Vi træffer derfor Ridder Niels Bugge i Varberg 1343 blandt de 12 mænd, som kong Valdemar for sit vedkommende havde betroet det vigtige hverv at mægle fred med den svensk-norske konge Magnus Smek. Niels Bugge var ligeledes i kongens følge på felttoget til Mecklenburg og Brandenburg 1349 og 1350, som han også var til stede i Spremberg og Bautzen, da Valdemar mæglede forlig mellem Ludvig af Bayeren og Carl den Fjerde.

Miscyes

Publication: 1872 København
Citation details: Bind 1, side 400-407
Note:

Det er betegnende for Valdemar Atterdag og tiden, at han næppe havde en eneste ven i verden. Det er atter betegnende, at den fornemste af hans mænd, rigets drost, var den samme Klaus Limbæk, som tidligere havde været Grev Gerts høvidsmand i Nørre Jylland, og senere ikke turde gæste sin konge, hvis brev han havde på frit lejde, men derimod nok turde lade sig belejre af ham. Og at den, som stod nærmest hos kongen var Stig Andersen, tidligere grev Gerts marsk og dreven som Limbæk i oprør mod sin herre og konge. Den rige Niels Bugge var dem for såvidt ulig, som han aldrig havde bukket for Grev Gert og bukkede heller ikke dybere for kong Valdemar end nødvendigt: I sin trodsige uafhængighed solgte han sig ikke til herre efter herre, men stillede sig heller i spidsen for de stridige jyder. I hans frihedsfølelse overgik han altså dem begge, men om det, vi nu kalder fædrelandskærlighed, har der næppe været sømnderligen mere tale om hos ham end hos dem. Dette trekort af stolte herreblade havde imidlertid en sådan betydning i Valdemars lykkespil, at, når man har fortalt deres historie, har man samtidig fortalt det meste af hans regeringshistorie. Om Niels Bugge på Hald har man beregnet, at hans årlige indtægter må have udgjort 14.000 tønder byg. Han var den af de mange nørrejyder, som af grundsætning havde flyttet sig til den sønderjyske hertug Valdemar og fremmet hans kongevalg; han var derfor også iblandt dem, som blev fjendske mod grev Gert, da de mærkede, at han gik svanger med kongetanker. I kæmpevisen beder altså greven Niels Ebbesen ride til "Hr. Bugge, din ven" for at mærke, "om han vil troskab holde", men kort efter tilføjer Gert; "Hr. Bugge haver mig længe undsagt." Dog havde han næppe del i grevensmord eller i Niels Ebbesens følgende kamp, sålidt som han efterfølgende var med til at indkalde Valdemar Atterdag. Hertug Valdemar levede jo endnu og det var hans konge. Efter tidens lejlighed har han dog viselig "været en from, redelig, oprigtig mand, som gjorde alt i den bedste mening og ikke lettelig ville tage sin ed igen, som han en gang med god beråd havde givet. Vosborg som var hans fædrene borg opbyggede han af ny og lod fra Ebgland hente en bygmester, som skulle rejse den et tårn, der kunne stådes langt ude i Vesterhavet. Tårnet blev rejst, og bygmesteren fik sin løn, skønt den syntes Bugge lovlig høj. Da han var gået, sendte Bugge en svend efter ham med pil og bue og med den ordre: Når du hinner ham, råb da til ham. "Mester, mester, tårnet falder!" Ser han sig om, skyder du ham ned på pletten, ellers er han en ærlig mand og du skal lade ham med fred. Mesteren så sig ikke om, da han vidste, at han havde bygget trofast, altså beholdt han både liv og penge. Således det gamle sagn, men hverken sagn eller sange er karrige i at prise Bugges ædelmod og uegennyttighed i modsætning til samtidige standsfælder, der sjældent betænkte sig på at plyndre vejfarende folk eller skibbrudne, men tit havde større indtægt af slig stimandsfærd end af sin øvrige gerning. Men Bugge agtede det dog for klogere at stole på Halds mure end på kong Valdemars godhed, og han befæstede borgen, som han bedst kunde. Da sendte kongen ham bud og "bliden tale", bad ham komme til sig og lovede ham fred og fællig. Men Niels kom ikke, thi hans hustru advarede ham: Bed mænd Hr. Bugge, det koster eders liv! Hellere end at stole på kongens lejde skulle I sætte danske hofmænd om eders bord. Kongen sendte ham atter bud med ny lejde, og nu kom han, men på den kongelige opfordring: Ville I os sværge og gå tilhånde? Svarede han uden omsvøb: Min tro vil jeg ej bryde for guld, den, jeg have svoret, ham forbliver jeg huld. Kongen truede med orlog, men NIels svarde trodsig: "Hvad heller I ville storme eller stride, ni vintre på Hald jeg vil eder bide". Og han kunde vel svare så, da kongen selv havde sagt: "Jeg hører, I bygger så overmåde fast, I agter ej pil eller blidekast" .... Nu (1351) erklærede både greverne, hertugen og hansestæderne kongen krig og denne skyndte sig hjem fra et af sine mange tyske rejser. Han havde et møde i Kalundborg med Niels Bugge og adskillige andre adelsmænd, men der blev ingen enighed af, da de rentud sagde, at hellere ville de miste livet, end tåle, at deres bønder blev således mishandlede..... Samme år (1352) holdtes et nyt møde i Kalundborg, på hvilket både Bugge og Limbek indfandt sig, men forlog blev der ikke af, hvorimod det 1353 kom til en ny fred med de holstenske grever, hvilket fik en øget betydning, da grev Johan afstod alt sin mødrene arv i Danmark og opgav ethvert krav på danske lande, undtagen Femern, som han fra gammel tid havde i len. først 1354 blev kongen på danehoffet i Nyborg forligt med jyderne, og Limbek blev atter drost, mens Bugge påny trådte ind i rigsrådet....... Ligefuldt ønskede kongen fred med jyderne og to dage før jul holdtes der et møde i Slagelse. Men kravene var fra begge sider så opskruede, at der umuligt kunne tænkes på nogen overenskomst, hvorimod der sluttedes otte dages stilstand. Flere af jyderne gav sig altså atter på hjemvejen, blandt dem også Niels Bugge. Straks efter nytår 1359 kom de til Middelfart. Her blev Niels Bugge slået ihjel sammen med Ove Stigsen og Peder Andersen. Den ene Stig Andersens bror, den anden hans søn.

Miscyes

Publication: Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn)., 1887-1905
Citation details: bind III, side 236
Note:

Bugge, Niels, --1359, til Hald og Nørre Vosborg, var i Følge Slægtebøgerne Søn af Bugge Nielsen til Hegnet, der blev dræbt ved Lyby Kirke af Erik Brune til Elkjær. Faderen hørte til Grev Gerts jyske Tilhængere og nævnes blandt Vidnerne paa holstensk Side i Forliget af 10. Jan. 1332 mellem Kong Christoffer og Grev Gert. Ligesom Faderen har Sønnen tidlig sluttet sig til den mægtige Greve og i den kongeløse Tid fra 1332-40 skaffet sig en Magt og Anseelse blandt sine nørrejyske Standsfæller, som ingen af hans Slægt tidligere synes at have besiddet. Nær beslægtet med Niels Ebbesen, hvis Morbroder han formentlig var, brød han senere med Greven, og i Følge Folkevisen var han en af Hovedlederne for det store Oprør i Nørrejylland, som foranledigede Grev Gerts Indfald 1340 og det blodige Optrin i Randers. Oprindelig har N. B. haft hjemme paa Nørre Vosborg i Ulvborg Sogn og Herred, nær ved Storaaens Udløb i Nissum Fjord. Slægtebøgerne fortælle, at han opførte denne Borg som sin rette Fædreneborg, længe før han grundlagde Hald, og talrige Sagn bevare endnu Mindet om den engelske Bygmester, der byggede den stærke Borg, om Urtegaardsmanden, der anlagde Haven, og om den engelske Kongesøn, der strandede paa den jyske Kyst, blev udplyndret af Hr. Eske Frost, men modtaget med Hæder og Ære af N. B. Først 1345 kom han i fuld Besiddelse af Hald, som han forvandlede til den stærke Fæstning, om hvilken Folkevisen synger:

<tab><tab> «Hr. Bugge bygger op Hald med Ære, <tab><tab> Han agted det aldrig i fremmed Mands «Være». <tab><tab> De fare saa fri gjennem Jylland.»

Til Hald er fremfor alt N. B.s Navn knyttet, her har han utvivlsomt boet, og her fra har han ledet det store Oprør imod Valdemar Atterdag, som særlig har bragt hans Navn til Efterverdenen. Han var vistnok sin Tids rigeste danske Herremand, og man har endog beregnet hans aarlige Indtægt til 14000 Tdr. Byg. Ikke uden Grund kaldtes han «Kong Bugge». Foruden Nørre Vosborg og Hald besad han Herregaardene Estrup, Spottrup, Aastrup, Rolstrup paa Mors, Lindholm ved Skagen og Støvringgaard samt talrigt Strøgods, især i den nordlige Del af Nørrejylland. Han var saaledes selvskreven Fører for den jyske Adel, hvis personlige Selvstændighedstrang og provinsielle Særfølelse truedes af Valdemar Atterdags Stræben efter at udvide Kronens Magtfylde paa alle Særinteressers Bekostning. I det Kong Valdemar hensynsløst traadte op imod Adelens Friheds- og Selvraadighedsfølelse, fremkaldtes nemlig den Kamp mellem Aristokratiet og Kongemagten, i hvilken N. B. kom til at staa som Fører og Repræsentant for den gamle Tids Krav. Endnu 1350 var Forholdet imellem Kongen og N. B. venskabeligt. Han deltog i Kongens Felttog til Meklenborg og Brandenborg 1349 og 1350 og var tilstede i Spremberg og Bautzen, da Valdemar mæglede Forlig mellem Ludvig af Bajern og Carl IV. Men kort efter sin Hjemkomst sluttede han sig til Valdemars Fjender, de holstenske Grever og Hertug Valdemar af Sønderjylland, og inden Udgangen af 1351 stod hele Halvøen fra Elben til Skagen i Vaaben mod Kong Valdemar. N. B. tog kraftig Del i Fejden, han erobrede Slottet Langtind ved Limfjorden, hvor han tog en Del Fanger, og det tør formodes, at Folkesagnets Beretning om Kongens Belejring af Hald maa henføres til denne Fejde. I Forliget ved Vindinge Aa 26. Juli 1353 bleve ogsaa de jyske Herremænd og særlig N. B. optagne; gjensidige Erobringer bleve tilbagegivne og nærmere Bestemmelser om Fangernes Udløsning trufne. Paa det store Danehof i Nyborg St. Hansdag 1354, hvor den fuldstændige Udsoning mellem Kongen og hans Undersaatter fandt Sted, har N. B. utvivlsomt været tilstede, og vi finde ham det følgende Aar som et virksomt Medlem paa det kongelige Retterting i Jylland. Men allerede Vinteren 1356-57 brød Misfornøjelsen i Jylland atter ud, mange Jyder kom over Bæltet til Fyn for at forebringe Kongen deres Klager, og i den paa ny med Greverne og Hertug Valdemar udbrudte Fejde toge Jyderne livlig Del. I Slutningen af Aaret 1358 drog N. B. med Ove Stisen til Eskebjærg og Peder Andersen til Margaard mod sikkert Lejde over til Slagelse for at slutte Forlig med Kongen. De af Kongen stillede Betingelser vare imidlertid saa haarde, at de forbitrede forlode Mødet 2 Dage før Jul. Paa Hjemrejsen bleve da N. B. og hans 2 Ledsagere ihjelslagne i Middelfart af nogle Fiskere. Lige indtil 1874 blev der af 3 Huse i Middelfart svaret i Bøde for Drabet en særlig Afgift, de saakaldte «Buggespenge». Vel fralagde Kong Valdemar sig højtidelig enhver Andel i Drabet, og Kongens Søn Christoffer og N. B.s Søn Knud indgik endog et fortroligt Venskabsforhold; men Mistanken mod Valdemar kunde dog ikke ret udryddes, og den fandt i Visen om N. B.s Drab et folkeligt Udtryk, som stemmede vel overens med den fjendtlige Følelse, som næredes i Folket mod Kongen. Med fuld Sympathi skildres derimod N. B. i Folkevisen: «Herre Christ give de Medelfarer Skam, de vog Hr. Bugge, den velbyrdige Mand», og hans Retsind faar et smukt Udtryk i Visen om den af Eske Frost udplyndrede engelske Kongesøn, hvor denne udbryder: <tab><tab> «Men havde jeg kommet i Hr. Bugge hans Len, <tab><tab> Da havde mig ikke røvet hverken Ridder eller Svend.» N. B. var 2 Gange gift; hans første Hustru antages at have været en Datter af Paine Jonsen og Elne Lændi; anden Gang var han gift med Ingeborg Vendelbo. Af første Ægteskab vare Døtrene Kirsten og Ellen, gifte med Hr. Niels og Hr. Christiern Vendelbo, samt Sønnerne Niels og Mikkel (?), af andet Ægteskab Sønnen Knud, der fortsatte Slægtensenere i Bondestand, samt Datteren Lisbet, gift med Hr. Gotskalk Skarpenberg.

Miscyes

Publication: 2000 - 2. udgave
Citation details: side 17
Note: Nævnt som morfar til Christine Vendelbo
Death 1359 (Age 59 years)

Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
Note: Myrdet i Middelfart umiddelbart efter nytår 1359. Sikkert på foranlednng af kong Valdemar Atterdag.
Family with parents - View this family
father
elder sister
9 years
himself
3 years
younger brother
Family with Ingeborg - View this family
himself
wife
Marriage: about 1333
1 year
daughter
2 years
son
Family with Lisbeth Palnesdatter Juul - View this family
himself
wife
Marriage: about 1323
2 years
son
3 years
son
3 years
son
2 years
son
2 years
daughter
2 years
daughter

BirthSlægten Bugge i Danmark og Norge
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
MarriageSlægten Bugge i Danmark og Norge
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
MarriageDanmarks Adels Aarbog
Citation details: 17. årgang - 1890, side 135
MarriageSlægten Bugge i Danmark og Norge
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 13
MarriageDanmarks Adels Aarbog
Citation details: 17. årgang - 1890, side 135
OccupationSlægten Bugge i Danmark og Norge
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
EjendomSlægten Bugge i Danmark og Norge
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
MiscDiplomatorium Hornumemse. Tingsvidner, breve og andre dokumenter fra Hornum herredsting, Nibe og Nørholm birketing 1216-1636
Publication: Ole Færch, Aalborg, Aalborg, 2004
Citation details: Bind 1, side 34
MiscSlægten Bugge i Danmark og Norge
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 11, 12
MiscDanmark i Valdemarernes tid
Publication: København, 1847
Citation details: Bind 2, side 141
MiscDanmark i Valdemarernes tid
Publication: København, 1847
Citation details: Bind 2, side 145
MiscDanmarks Adels Aarbog
Citation details: 17. årgang - 1890, side 135
MiscDanmark i Valdemarernes tid
Publication: København, 1847
Citation details: Bind 2, side 132
MiscFortællinger af fædrelandets historie
Publication: 1872 København
Citation details: Bind 1, side 400-407
MiscDansk Biografisk Lexikon (første udgave): tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814
Publication: Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn)., 1887-1905
Citation details: bind III, side 236
MiscNutiden og Valdemar Sejr
Publication: 2000 - 2. udgave
Citation details: side 17
NameSlægten Bugge i Danmark og Norge
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
DeathSlægten Bugge i Danmark og Norge
Publication: Nyborg, 1910
Citation details: Side 2
Misc
    1. november. Avignon. "Pave Benedikt 12. tillader Niels Bugge og hans hustru Ingeborg at vælge en skriftefader, som må give dem syndforladelse i deres dødsstund" Kilde: nr. 48 i Danmarks Riges Breve 1337-1339.
Ejendom

En mil sydvest for Viborg forvandler den jydske hedes nøgne højland sig pludselig og fremviser en bjergsø, omkranset af storslåede bratte lyngbakker og udstrakte skove. Der lå ved søen, lige overfor det nuværende Bækkelund hotel, Niels Bugges stolte borg Hald, som han 1345 havde købt af Peder Ludvigsen Eberstein og hans søster Margrethe.

Misc

1347 Vidisse, at Peder Ludvigsen gav Niels Bugge pant i 2 parter i Hald. ÆA II, s. 202, A10, 11 og 12 indeholder kong Valdemars stadfæstelse af 1346 på Hald gods m.v., som Peder Ludvigsen (Eberstein) havde købt af søsteren Margrethe, Peder Ludvigsens skøde af 1346 til Niels Bugge på Halds underliggende gods i Nørlyng, Sønderlyng, Middelsom, Lysgård, Hids, Fjends og Rinds herred samt Peder Ludvigsen pantbrev af 1357 til Niels Bugge på de ham tilhørende 2 parter i Hald. Sidstnævnte indført i Hornum herreds register. Forbindelsen til Hornum herred kendes ikke, men Else Christiansdr. Vendelbo af Støvringgaard skænkede 20.3.1442 Aalborg Helligaandshus Kalstrup gård og mølle. Hun var datter af ridder, marsk Christern Vendelbo og Elne Bugge, datter af Niels Bugge. Peder Ludvigsens far var kong Erik Menveds og Valdemar Atterdags marsk, Ludvig Albertsen, hvis far, Albert Eberstein, var gift med Mariane, datter af Esbern Vognsen (Hvide) gift med Gro Gundesdr. Vind, se 1268. Eberstein-slægten var måske yderligere knyttet til Vokslev sogn, se 26.3.1380. Formodentligt er der tale om fru Gros gods, som var på Himmersyssel ting, se 1268

ÆA II, s. 302, K95. Viborg Stifts breve, Hornum herred. Diplomatarium Danicum 3,2, s. 378 og DAA 1890, s. 135.

Item enn latins videsse luidendis at P[er Loduisszen] haffuer pantsat Niels Bugi two par[ter som hannum] tilhørde vdj Hald. Datum mcccxlvij re[peritur] in Nørløngherrit inter reliquas de b[onis Hald con]tinentes.

Misc

I 1351 er Niels Bugge atter i Danmark, hvor forbitrelsen mod kong Valdemar Atterdag imidlertid var steget til det højeste og nu truede med at løbe over alle bredder. De uhørte skatter og det utålelige hoveri var ikke længere til at udholde. Niels Bugge havde tilligemed andre adelsmænd i året 1351 et møde med kongen i Kalundborg. Men Valdemar ville ikke nedstemme sine fordringer, så det kom ikke til enighed. Bugge og de andre gode mænd erklærede rent ud, at hellere ville de miste livet end tåle, at deres bønder således blev mishandlet.

Næste år holdtes der et nyt møde, denne gang i Vordingborg, hvor foruden Bugge også den mægtige ridder Claus Limbek var tilstede. Men kongen var fremdeles ubøjelig, så der heller ikke nu opnåedes forlig. Der var så ikke noget at gøre. Bugge formåede ikke længere at dæmpe oprøret og sluttede sig da dertil. Det samme gjorde også hertug Valdemar, der var yderst forbitret på sin søsters, dronning Helvigs vegne, da kongen havde ladet hende indespærre på Søborg. Bugge tog kraftig del i den fejde, som derpå udbrød, ja blev den egentlige leder for det store oprør. Han erobrede slottet Langtind ved Limfjorden, hvor han tog en del fanger, og kongen belejrede Hald. den 23. juli 1353 kom det imidlertid til et forlig ved Vindinge Å på Fyn, i hvilket de jydske adelsmænd og særlig ridder Bugge blev optaget. Man tilbagegav gensidige erobringer og traf nærmere bestemmelser om fangernes udløsning.

På danehoffet i Nyborg sct. hansdag 1354 kom det derefter til fuldstændig udsoning mellem kongen og hans misfornøjede undersåtter. Niels Bugge fik sæde i Rigsrådet, og vi træffer ham det følgende år tilligemed Claus Limbek som et virksomt medlem på det kongelige retterting i Jylland.Længe varede freden dog ikke. Valdemar var atter streng og hensynsløs som før, hvorfor jyderne med Bugge i spidsen atter greb til våben. Også hertug Valdemar rykkede i marken. Han blev imidlertid slået og måtte afstå Langeland, Als og Femeren. dermed var han uskadeliggjort.

På et møde der holdtes i Slagelse to dage før jul i 1358 tilbød kongen jyderne forlig. Niels Bugge med flere adelsmænd havde mod sikkert lejde indfunden sig, men fordringerne var fra begge sider så store, at der umuligt kunne opnås overenskomst. Man rejste derfor hjemad. Ridder Bugge nåede dog ikke længere end til Middelfart. Der blev han dræbt straks efter Nytår 1359 og med ham hr. Ove Stigsen til Eskebjerg og Hr. Peder Andersen til Margaard, den første en søn af den mægtige Stig Andersen, den sidste uden tvivl samme Hr. Stigs broder.

Det var vest for byen, fortælles det, i en mark tæt ved havnen, at de tre sendemænd blev overfaldet af nogle fiskere, der dræbte dem med de møggrebe, de brugte til at grave orm med. Kongen fik skyld for at have foranstaltet drabet, men han frasagde sig ved ed delagtighed deri, hvorpå det kom til forlig mellem ham og Bugges søn. Mistanken mod Valdemar var dog dermed ikke udslettet.

Også hans rigdom bidrog vel til, at han blev folkets selvskrevne fører. Foruden Hald (Nørlyng herred) ejede han Nørre Vosborg (Ulvborg h), Estrup (Hellum h), Spøttrup (Rødding h), Aastrup (Vennebjerg h), Lundholm ved Skagen og Støvringgaard (Støvring h) samt Rolstrup på Mors, hvilken sidste han gav Hr. Saxe Pedersøn i medgift med sin søsterdatter Cathrine. Desuden besad han talrigt strøgods, især i det nordlige Nørrejylland. I adelsleksikonnet findes under navnet Bugge 10 forskellige våben, af hvilke dog de to sikkert skyldes en forveksling med de to i Buggernes indgiftede ætter Strangesøn og Vendelbos våben, og af de øvrige kan kun et påvises virkelig at være blevet ført. I guldfeltet på hjelmen viser det en halv afhugget bevæbnet sort vildbasse. Dette våben førte Hr. Niels Bugge til Hald. Det vises endnu i hans og datteren Ellens opbevarede segl. Med det besegler han 1355 tilligemed sin svoger Hr. Erik Nielsen (Gyldenstjerne) et forpligtelsesbrev til kong Valdemar. De gamle Høeger havde samme våben, hvoraf Holger Parsberg slutter, at de har fælles herkomst med Buggerne.

Misc

Ved denne tid i året 1351 rejste den hele jyske adel sig med sværdet i hånden, forenet ved et herremandsforbund, ligesom i Sverige. Herr Klaus var her ikke den sidste. Også Hr. Niels Bugge slog sig til oprørerne, efter forgæves at have mæglet i sagen. De vendiske stæder var heller ikke velsindede. Da lagde kongens hær sig i to lejre under Tørningslot og beskød det med blider. Men Grev Klaus til Holsteen havde kastet 300 mand ind i det og og en Holstensk magt rykkede frem til undsætning. Med feltråbet"Holsterland - Vor Frue af Himmerig" angreb holstenerne. Herr Klaus Limbæks frisiske borge blev derimod indtagne.

Misc

Endelig kom den 31. oktober freden i stand med det i krigen dådløse Meklenburg. Jyderne stod altid mere forladte tilbage. De yperste af dem og Herr Niels Bugge til Hald mødte sidst i året 1358 med kongeligt lejde på Sjæland for at underhandle. Kongen lod dem her vente i Slagelse indtil 2 dage førend jul. Hans fordringer var store og de forlod mødet. Da skete det, at 3 fiskere, væbnede med møggreber i Middelfart stod op mod dem og og i en lykke ved bæltets strand ihjelslog Herr Niels Bugge, Hr. Ove Stigsen til Eskebjerg en søn af Hr. Stig Andersen og Hr. Peter Andersen. Afgiften af lykke kaldes endu i dag "Bod og blodpenge". Således dræbtes Jyllands ypperste høvding, førend han atter betrådte sit fødeland. Mordet kom kongen saare belejligt, hvorfor ingen tvivlede på, at det var sket med hans vidende. Det hjalp ikke, at han ved ed frasvor sig dette, han blev alligevel ikke troet, og Hr. Stig Andersen forlod i stor forbitrelse over sønnens mord hans parti, men mistede også derfor sine len.

Misc

Hr. Niels Bugge til Vosborg i Ulvborg herred, Hald i Nørlyng herred, Støvringgaard i Støvring herred, Estrup i Hellum herred, Aastrup i Vennebjerg herred, Spøttrup i Rødding herred (Ny. kirkehistorisk samling. V. 523 ; Ældste arkivregistraturer II, 348), Rolstrup på Mors, hvilken sidste han gav Hr. Saxe Pedersen i medgift med sin søsterdatter Cathrine (Dueholms Diplom. 108-9.) og Lundholm ved Skagen. Nævnes 1333 i et vidne af Viborg Landsting og kaldes da endnu ikke ridder (Jylland uvist gods 20), var måske 1342 ridder.

Fik 1345 Hald i pant af Peder Ludvigsen (Eberstein) og året efter skøde derpå.

Var 1350 med Kong Valdemar i Tyskland (Suhms Danm. Historie XIII 220), men sluttede sig snart efter til kongens modstandere, og forgæves søgte kongen året efter i Kalundborg at komme til forlig med ham (Huitfeld s. 505-6; Script Rer Dan VI 526).

Beseglede 1355 til vitterlighed med sin svoger Hr. Erik Nielsen (Gyldenstjerne) [Barner Rosenkr. diplom 2]

Blev 1359 på hjemrejsen fra herredagen dræbt i Middelfart (Hvidtfeldt s. 517; Script rer dan I, 191, 309; III 259) hvorfor denne by til straf blev pålagt en årlig afgift, som først blev ophævet i 1874.

Misc

Der hvor hedens nøgne højland en mil fra Viborg pludselig forvandler sig og viser en bjergsø omringet af vældige, stejlt opstigende lyngbakker og af skove, lå på en odde i søen Halds Borg, der ligesom et røverslot var begravet i denne dal. Endnu gror ældgamle træer ved foden af en firkantet, 8 til 15 alen høj borgvold, og på landsiden af volden ses ruinerne af et stærkt rundt tårn af røde sten. Her boede Hr. Niels Bugge, Danmarks rigeste adelsmand, der årlig oppebar 300 læster korn (en læst er 40 tønder rug eller 48 tønder byg). Han var en smuk herre med et ridderligt ydre, myndig, men også agtet for sin ædelmodighed. Han var aldrig blevet Grev Gert gunstig, thi han holdt mest af at gå sin egen vej. Af samme grund kom han også først sent i forbindelse med kongen og blev optaget i rådet.

Misc

Niels Bugge støttede i begyndelsen af "grevefejden", ligesom sin far, Grev Gert, der stod bag den unge hertug Valdemar og Niels Bugge deltog muligvis på Grevens side i slaget på Lohede (syd for Dannevirke) den 30. november 1331. Det kommer senere til et brud mellem Grev Gert og Niels Bugge, muligvis skyldes bruddet, at grev Gert selv forsøger at gå efter kongemagten. Senere blev forholdet mellem Kong Valdemar Atterdag venskabeligt, da hertug Valdemar (som Bugge støttede) havde opgivet tronen og støttede Valdemar Atterdag. Vi træffer derfor Ridder Niels Bugge i Varberg 1343 blandt de 12 mænd, som kong Valdemar for sit vedkommende havde betroet det vigtige hverv at mægle fred med den svensk-norske konge Magnus Smek. Niels Bugge var ligeledes i kongens følge på felttoget til Mecklenburg og Brandenburg 1349 og 1350, som han også var til stede i Spremberg og Bautzen, da Valdemar mæglede forlig mellem Ludvig af Bayeren og Carl den Fjerde.

Misc

Det er betegnende for Valdemar Atterdag og tiden, at han næppe havde en eneste ven i verden. Det er atter betegnende, at den fornemste af hans mænd, rigets drost, var den samme Klaus Limbæk, som tidligere havde været Grev Gerts høvidsmand i Nørre Jylland, og senere ikke turde gæste sin konge, hvis brev han havde på frit lejde, men derimod nok turde lade sig belejre af ham. Og at den, som stod nærmest hos kongen var Stig Andersen, tidligere grev Gerts marsk og dreven som Limbæk i oprør mod sin herre og konge. Den rige Niels Bugge var dem for såvidt ulig, som han aldrig havde bukket for Grev Gert og bukkede heller ikke dybere for kong Valdemar end nødvendigt: I sin trodsige uafhængighed solgte han sig ikke til herre efter herre, men stillede sig heller i spidsen for de stridige jyder. I hans frihedsfølelse overgik han altså dem begge, men om det, vi nu kalder fædrelandskærlighed, har der næppe været sømnderligen mere tale om hos ham end hos dem. Dette trekort af stolte herreblade havde imidlertid en sådan betydning i Valdemars lykkespil, at, når man har fortalt deres historie, har man samtidig fortalt det meste af hans regeringshistorie. Om Niels Bugge på Hald har man beregnet, at hans årlige indtægter må have udgjort 14.000 tønder byg. Han var den af de mange nørrejyder, som af grundsætning havde flyttet sig til den sønderjyske hertug Valdemar og fremmet hans kongevalg; han var derfor også iblandt dem, som blev fjendske mod grev Gert, da de mærkede, at han gik svanger med kongetanker. I kæmpevisen beder altså greven Niels Ebbesen ride til "Hr. Bugge, din ven" for at mærke, "om han vil troskab holde", men kort efter tilføjer Gert; "Hr. Bugge haver mig længe undsagt." Dog havde han næppe del i grevensmord eller i Niels Ebbesens følgende kamp, sålidt som han efterfølgende var med til at indkalde Valdemar Atterdag. Hertug Valdemar levede jo endnu og det var hans konge. Efter tidens lejlighed har han dog viselig "været en from, redelig, oprigtig mand, som gjorde alt i den bedste mening og ikke lettelig ville tage sin ed igen, som han en gang med god beråd havde givet. Vosborg som var hans fædrene borg opbyggede han af ny og lod fra Ebgland hente en bygmester, som skulle rejse den et tårn, der kunne stådes langt ude i Vesterhavet. Tårnet blev rejst, og bygmesteren fik sin løn, skønt den syntes Bugge lovlig høj. Da han var gået, sendte Bugge en svend efter ham med pil og bue og med den ordre: Når du hinner ham, råb da til ham. "Mester, mester, tårnet falder!" Ser han sig om, skyder du ham ned på pletten, ellers er han en ærlig mand og du skal lade ham med fred. Mesteren så sig ikke om, da han vidste, at han havde bygget trofast, altså beholdt han både liv og penge. Således det gamle sagn, men hverken sagn eller sange er karrige i at prise Bugges ædelmod og uegennyttighed i modsætning til samtidige standsfælder, der sjældent betænkte sig på at plyndre vejfarende folk eller skibbrudne, men tit havde større indtægt af slig stimandsfærd end af sin øvrige gerning. Men Bugge agtede det dog for klogere at stole på Halds mure end på kong Valdemars godhed, og han befæstede borgen, som han bedst kunde. Da sendte kongen ham bud og "bliden tale", bad ham komme til sig og lovede ham fred og fællig. Men Niels kom ikke, thi hans hustru advarede ham: Bed mænd Hr. Bugge, det koster eders liv! Hellere end at stole på kongens lejde skulle I sætte danske hofmænd om eders bord. Kongen sendte ham atter bud med ny lejde, og nu kom han, men på den kongelige opfordring: Ville I os sværge og gå tilhånde? Svarede han uden omsvøb: Min tro vil jeg ej bryde for guld, den, jeg have svoret, ham forbliver jeg huld. Kongen truede med orlog, men NIels svarde trodsig: "Hvad heller I ville storme eller stride, ni vintre på Hald jeg vil eder bide". Og han kunde vel svare så, da kongen selv havde sagt: "Jeg hører, I bygger så overmåde fast, I agter ej pil eller blidekast" .... Nu (1351) erklærede både greverne, hertugen og hansestæderne kongen krig og denne skyndte sig hjem fra et af sine mange tyske rejser. Han havde et møde i Kalundborg med Niels Bugge og adskillige andre adelsmænd, men der blev ingen enighed af, da de rentud sagde, at hellere ville de miste livet, end tåle, at deres bønder blev således mishandlede..... Samme år (1352) holdtes et nyt møde i Kalundborg, på hvilket både Bugge og Limbek indfandt sig, men forlog blev der ikke af, hvorimod det 1353 kom til en ny fred med de holstenske grever, hvilket fik en øget betydning, da grev Johan afstod alt sin mødrene arv i Danmark og opgav ethvert krav på danske lande, undtagen Femern, som han fra gammel tid havde i len. først 1354 blev kongen på danehoffet i Nyborg forligt med jyderne, og Limbek blev atter drost, mens Bugge påny trådte ind i rigsrådet....... Ligefuldt ønskede kongen fred med jyderne og to dage før jul holdtes der et møde i Slagelse. Men kravene var fra begge sider så opskruede, at der umuligt kunne tænkes på nogen overenskomst, hvorimod der sluttedes otte dages stilstand. Flere af jyderne gav sig altså atter på hjemvejen, blandt dem også Niels Bugge. Straks efter nytår 1359 kom de til Middelfart. Her blev Niels Bugge slået ihjel sammen med Ove Stigsen og Peder Andersen. Den ene Stig Andersens bror, den anden hans søn.

Misc

Bugge, Niels, --1359, til Hald og Nørre Vosborg, var i Følge Slægtebøgerne Søn af Bugge Nielsen til Hegnet, der blev dræbt ved Lyby Kirke af Erik Brune til Elkjær. Faderen hørte til Grev Gerts jyske Tilhængere og nævnes blandt Vidnerne paa holstensk Side i Forliget af 10. Jan. 1332 mellem Kong Christoffer og Grev Gert. Ligesom Faderen har Sønnen tidlig sluttet sig til den mægtige Greve og i den kongeløse Tid fra 1332-40 skaffet sig en Magt og Anseelse blandt sine nørrejyske Standsfæller, som ingen af hans Slægt tidligere synes at have besiddet. Nær beslægtet med Niels Ebbesen, hvis Morbroder han formentlig var, brød han senere med Greven, og i Følge Folkevisen var han en af Hovedlederne for det store Oprør i Nørrejylland, som foranledigede Grev Gerts Indfald 1340 og det blodige Optrin i Randers. Oprindelig har N. B. haft hjemme paa Nørre Vosborg i Ulvborg Sogn og Herred, nær ved Storaaens Udløb i Nissum Fjord. Slægtebøgerne fortælle, at han opførte denne Borg som sin rette Fædreneborg, længe før han grundlagde Hald, og talrige Sagn bevare endnu Mindet om den engelske Bygmester, der byggede den stærke Borg, om Urtegaardsmanden, der anlagde Haven, og om den engelske Kongesøn, der strandede paa den jyske Kyst, blev udplyndret af Hr. Eske Frost, men modtaget med Hæder og Ære af N. B. Først 1345 kom han i fuld Besiddelse af Hald, som han forvandlede til den stærke Fæstning, om hvilken Folkevisen synger:

<tab><tab> «Hr. Bugge bygger op Hald med Ære, <tab><tab> Han agted det aldrig i fremmed Mands «Være». <tab><tab> De fare saa fri gjennem Jylland.»

Til Hald er fremfor alt N. B.s Navn knyttet, her har han utvivlsomt boet, og her fra har han ledet det store Oprør imod Valdemar Atterdag, som særlig har bragt hans Navn til Efterverdenen. Han var vistnok sin Tids rigeste danske Herremand, og man har endog beregnet hans aarlige Indtægt til 14000 Tdr. Byg. Ikke uden Grund kaldtes han «Kong Bugge». Foruden Nørre Vosborg og Hald besad han Herregaardene Estrup, Spottrup, Aastrup, Rolstrup paa Mors, Lindholm ved Skagen og Støvringgaard samt talrigt Strøgods, især i den nordlige Del af Nørrejylland. Han var saaledes selvskreven Fører for den jyske Adel, hvis personlige Selvstændighedstrang og provinsielle Særfølelse truedes af Valdemar Atterdags Stræben efter at udvide Kronens Magtfylde paa alle Særinteressers Bekostning. I det Kong Valdemar hensynsløst traadte op imod Adelens Friheds- og Selvraadighedsfølelse, fremkaldtes nemlig den Kamp mellem Aristokratiet og Kongemagten, i hvilken N. B. kom til at staa som Fører og Repræsentant for den gamle Tids Krav. Endnu 1350 var Forholdet imellem Kongen og N. B. venskabeligt. Han deltog i Kongens Felttog til Meklenborg og Brandenborg 1349 og 1350 og var tilstede i Spremberg og Bautzen, da Valdemar mæglede Forlig mellem Ludvig af Bajern og Carl IV. Men kort efter sin Hjemkomst sluttede han sig til Valdemars Fjender, de holstenske Grever og Hertug Valdemar af Sønderjylland, og inden Udgangen af 1351 stod hele Halvøen fra Elben til Skagen i Vaaben mod Kong Valdemar. N. B. tog kraftig Del i Fejden, han erobrede Slottet Langtind ved Limfjorden, hvor han tog en Del Fanger, og det tør formodes, at Folkesagnets Beretning om Kongens Belejring af Hald maa henføres til denne Fejde. I Forliget ved Vindinge Aa 26. Juli 1353 bleve ogsaa de jyske Herremænd og særlig N. B. optagne; gjensidige Erobringer bleve tilbagegivne og nærmere Bestemmelser om Fangernes Udløsning trufne. Paa det store Danehof i Nyborg St. Hansdag 1354, hvor den fuldstændige Udsoning mellem Kongen og hans Undersaatter fandt Sted, har N. B. utvivlsomt været tilstede, og vi finde ham det følgende Aar som et virksomt Medlem paa det kongelige Retterting i Jylland. Men allerede Vinteren 1356-57 brød Misfornøjelsen i Jylland atter ud, mange Jyder kom over Bæltet til Fyn for at forebringe Kongen deres Klager, og i den paa ny med Greverne og Hertug Valdemar udbrudte Fejde toge Jyderne livlig Del. I Slutningen af Aaret 1358 drog N. B. med Ove Stisen til Eskebjærg og Peder Andersen til Margaard mod sikkert Lejde over til Slagelse for at slutte Forlig med Kongen. De af Kongen stillede Betingelser vare imidlertid saa haarde, at de forbitrede forlode Mødet 2 Dage før Jul. Paa Hjemrejsen bleve da N. B. og hans 2 Ledsagere ihjelslagne i Middelfart af nogle Fiskere. Lige indtil 1874 blev der af 3 Huse i Middelfart svaret i Bøde for Drabet en særlig Afgift, de saakaldte «Buggespenge». Vel fralagde Kong Valdemar sig højtidelig enhver Andel i Drabet, og Kongens Søn Christoffer og N. B.s Søn Knud indgik endog et fortroligt Venskabsforhold; men Mistanken mod Valdemar kunde dog ikke ret udryddes, og den fandt i Visen om N. B.s Drab et folkeligt Udtryk, som stemmede vel overens med den fjendtlige Følelse, som næredes i Folket mod Kongen. Med fuld Sympathi skildres derimod N. B. i Folkevisen: «Herre Christ give de Medelfarer Skam, de vog Hr. Bugge, den velbyrdige Mand», og hans Retsind faar et smukt Udtryk i Visen om den af Eske Frost udplyndrede engelske Kongesøn, hvor denne udbryder: <tab><tab> «Men havde jeg kommet i Hr. Bugge hans Len, <tab><tab> Da havde mig ikke røvet hverken Ridder eller Svend.» N. B. var 2 Gange gift; hans første Hustru antages at have været en Datter af Paine Jonsen og Elne Lændi; anden Gang var han gift med Ingeborg Vendelbo. Af første Ægteskab vare Døtrene Kirsten og Ellen, gifte med Hr. Niels og Hr. Christiern Vendelbo, samt Sønnerne Niels og Mikkel (?), af andet Ægteskab Sønnen Knud, der fortsatte Slægtensenere i Bondestand, samt Datteren Lisbet, gift med Hr. Gotskalk Skarpenberg.

Misc

Nævnt som morfar til Christine Vendelbo

Death

Myrdet i Middelfart umiddelbart efter nytår 1359. Sikkert på foranlednng af kong Valdemar Atterdag.