Ole Munks slægtsdatabase

Christen Andersen Kjærulf, var født o. 1595 og var en af Anders Kjærulfs ældste Sønner; han var hjemme i Knæpholt 1617, da han hørte forskrækkelige Skrig, der lød som om Troldfolk sled Huden af en Trold2, og han var ligeledes hjemme 1627, da Vendelboerne samlede sig ved Sundby for at forhindre saavel de kongelige Tropper som Fjenden i at komme over til deres Land3. Kort efter Kejserkrigen er han kommet til at bo i Fogedgaard i Ø. Halne, og her boede han senere. 1631 købte han af Søren Christensen Kjærulf fra Hornsgaard dennes Arveparter i Fogedgaard og Mikkel lbsens Bol i V. Halne, og samtidig købte han af Otte Madsen, Ridefoged til Sorø, den Part af Fogedgaard, som nævnte Otte Madsen havde tilforhandlet sig af forskellige Medlemmer af Familien Stræt4. Straks efter Faderens Død 1631, og endnu før Lænsmanden paa Aalborghus, Jens Juul, var kommet tilbage til Lænet, efter at Fjenderne var uddragne, fæstede Christen Andersen af Slotsfogden Vadum Kirke-Korntiende, som hans Fader havde haft i Fæste. Det skete saa hurtigt, at Sognemændene end ikke vidste, at Anders Kjærulf var død den Gang, og det var meget mod deres Villie, at Sønnen fik denne Tiende i Fæste, thi han var en umedgørlig og brutal Person. Det varede da heller ikke længe, inden Stridighederne mellem ham og de andre Sognefolk begyndte, og allerede 1631 laa han i Proces med Herredsfogden Laurs Pedersen1, der beskyldte ham for at have undsagt sig paa Livet; antagelig var Beskyldningen rigtig, men da Christen Andersen benægtede den, og Laurs Pedersen ikke kunde bevise den, maatte Herredsfogden betale en Bøde af 3 Øksne til Kongen2. Hermed var Begyndelsen gjort til en langvarig Fejde mellem Christen Andersen paa den ene Side og Herredsfogden og hans Slægt og Venner paa den anden, og den førtes med mange »slaaende Argumenter«. Peder Andersen Kjærulf, der 1631 var blevet Tingskriver, forsøgte vel at faa Striden jævnet, idet han paa Tinget bad om, at Laurs Pedersen vilde være hans Ven og hjælpe ham tilrette som Skriver, og om, at L. P. ogsaa vilde være Broderen Christen Andersens Ven3, men et Venskab med sidstnævnte lod sig næppe opretholde, og det er troligt, at Christen Andersen nærmest var sindssyg.

1/2 1631 ** Søren Jacobsen i ---- . Christen Andersen i Fogedgård ---- vidnede ---- hørte de, det Søren ---- om en brun blisset hest

8/3 1631 ** Hans Christensen i Hassinggård på velb Jørgen Kruses vegne til Kærsgård havde stævnet Anders Kjærulf i nør Halne, hospitals delefoged i Ålborg, for dom anlangende et falsk pas, som han til sig har annammet, som Anders Udsen på skælmsk vis på Laurids Slagter skrevet har i velb Jørgen Kruses navn, efter hane egen bekendelse, som han til Vennebjerg herredsting for nogen kort tid siden, der han blev forrettet for hans tyveri, så efterdi Anders Kjærulf har samme pas til sig annammet, såvel som alt hans gods og bohave, som fandtes i Anders Udsens bo, og ikke han med loven efter slig hans udgivne brev har ladet rette over ham som vedbør, sætter derfor i al rette, om Anders Kjærulf ikke dermed uret at have gjort og derfor enten at skaffe fornævnte person til stede igen, som samme falske pas har skrevet og udgivet, eller bør derfor enten selv at lide og undgælde, som Anders Udsen burde at lide og udstande. så mødte Anders Kjærulf og formente han ikke sig forpligtet har til Jørgen Kruse at føre Anders Udsen til stede, ej heller formente denne sag skal sønderlig vedkomme den gode mand, efterdi Anders Udsen tilkom hospitalet, og han er bortrømt. for nogen lejlighed blev samme sag opsat i 8 dage.

22/3 1631 ** Jens Andersen Skrædder i vester Halne på Anders Mortensens vegne i Torslev havde stævnet Christen Andersen i øster Halne for dom. Mette Poulsdatter i Vadums torp vidnede, at Christen Andersen i øster Halne bekom efterskrevne varer, som var salig Kirsten Nielsdatters, som døde i Vadums torp, og satte Jens Andersen i alle rette, at efterdi Anders Mortensen i Torslev er salig Kirsten Nielsdatter, som døde i Vadums torp, hendes farbror, og Christen Andersens hustru, ved navn Kirsten Bertelsdatter, var salig Kirsten Nielsdatters morsøster, om Christen Andersen ikke jo pligtig er at forskaffe ham, på Anders Mortensens vegne i Torslev, to parter som han arveligen er tilfalden efter sin salig brordatter af hvis gods og varer, som han til sig annammet har, inden 15 dage, eller derefter have indvisning i bo og løsøre. sagen blev opsat 8 dage.

14/6 1631 ** Christen Andersen i Fogedgården bød sig i rette imod hvem, som havde ham noget til at tale, så er ingen mødt, hvorfor han denne gang er fri hjemfunden, indtil han på ny bliver stævnet.

28/6 1631 ** Henrik Pedersen, ridefoged til Nørlund, på fru Helvig Marsvins vegne havde stævnet Christen Andersen i Fogedgård i øster Halne på den anden side for klage og for dom, anlangende en hans husbonds saddel, han formente, han skulle bekommet, som skulle være indsat i Sundby til Anders Pedersens, førend fjenderne ---- her over i landet, formente han dermed uret at have gjort og burde derfor at stande til rette, og derhos at vise, hvor samme saddel er af bleven og igen til stede at skaffe. for nogen lejlighed blev samme sag opsat 3 uger.

16/8 1631 ** Christen Andersen i Fogedgård gjorde spørgsmål til Jens Bertelsen i Vadum, om han ikke har taget en høstak, som Keld Skrædder i øster Halne havde slaget i Christen Andersens eng, hvortil han svaret, at han ikke havde taget videre hø, end som han har taget på hans gårds eng.

22/11 1631 ** Christen Andersen i Fogedgård bandt bogsed på Christen Gølbo i nør Halne for det, han havde ham afranet i vestre part af Bjørum skov, til Fogedgård liggende, en halv marks kost og mere, hvortil Christen Pedersen Gølbo benægtede ved ed at have hugget i Bjørum skov.

1633 kom Christen Andersen til Laurs Pedersen og begærede en Ager »Storflød« paa Ø. Halne Mark i Stedet for Tiende af Laurs Pedersen; Christen Andersen fik Ageren, men stævnede senere Herredsfogden for Tiende, og nu opstod der en langvarig Proces, der endte med et Forlig ved Viborg Landsting, hvor Christen Andersen gik ind paa at erkende sin Uret og at betale Laurs Pedersen Procesudgifterne efter 3 uvildige Mænds Skøn4. Erstatningen blev fastsat til 100 Slettedaler i Kost, Tæring, Brevpenge og Vognleje; men Christen Andersen betalte ikke og blev, derfor paany stævnet5. Han synes saa at være rejst til Kongen, thi under Dato Odense 30. Novbr. 1635 udgik et saalydende kgl. Brev til Lænsmanden, Gunde Lange paa Aalborghus:

»Vid, at for Os underdanigst haver ladet andrage nærværende Christen Andersen, boende i Fogedgaarden i Vendsyssel, hvorledes han sig over Herredsfogden udi Kjær Herred sig beklager at være forurettet og det udaf Had og Avind formedelst Trætter, dennem imellem været haver; thi beder Vi Dig og ville, at Du forskrevne Christen Andersen tilrette forhjælper, saa at han af samme Herredsfoged imod Billighed og saavidt Retten gemez ikke i nogen Maade forurettes. Desligeste, eftersom Os foregives, samme Herredsfoged at skal være Dom overgangen, at han en Sag mod forskrevne Christen Andersen over 6 Uger haver opholdt og derfor at have forbrudt til nærmeste Hospital 100 Daler, da ville Vi, at Du derpaa med Retten skal tale«1.

Men nu tabte Herredsfogden og Sognebeboerne Taalmodigheden med Christen Andersen og klagede over ham til Kongen, hvorfor der under 23. Maj 1636 udgik følgende kongelige Brev til Gunde Lange: »Efter som menige Sognemænd udi Vendsyssel udi Kjær Herred, Vadum Sogn, udi Dit Læn underdanigst lader andrage, hvorledes en ved Navn Christen Andersen Kjærulf (Kierull) boendes udi Vadum Sogn udi en Gaard kaldes Fogdensgaard for nogle Aar siden skal have haft Vadum Sogns Kirketiende, som hans afgangne Fader Anders Kjærulf havde tilforn, i Fæste; forskrevne Sognemænd og Bønder uafvidende, og før de vidste, forskrevne hans Fader var bortdød, og de sig nu beklage højligen over samme Christen Kjærulf, at han sig meget utilbørligen imod dennem forholder, idet han rider deres Korn ned i Marken med megen videre Trudsel og Tribulats, dennem skal vederfares, tilmed angiver de hannem nogle Sinde at være fældet ( .: domfældt), hvorfor han ikke sig skal have kunnet erklære; da bede Vi Dig og ville, at dersom dette saaledes er, Du saa lader hænde Dom over ham, om han samme Tiende ikke bør at have forbrudt, og dersom han den bliver fradømt, Du da den til Bønderne fæster og steder«2.

Efter at der var udtaget Landstingsstævning til Christen Andersen og en Del Vidner, tog Slotsfogden Iver Jensen 9. Aug. 1636 Tingsvidner ved Kjær Herreds Ting angaaende Christen Andersens Forhold. Herredsfogden Laurs Pedersen vidner, at det er ham vitterligt, at Christen Andersen fæstede Tienden af Slotsfogden straks efter Faderens Død, og endnu før Sognefolkene havde Kundskab om, at Faderen var død, samt at det var imod deres Villie og Minde. Ligeledes var det ham bekendt, at Christen Andersen derefter ganske haardeligen og meget strengeligen med samme Tiende havde regeret, redet og rendt baade hans og Sognemændenes Korn ned paa Marken, naar han vilde tælle Negene, og dertil var han bevæbnet med Gevær og Pistoler, og han havde selv anden truet og pukket at ville slaa og overfalde dem, der ikke vilde godkende hans Skøn over Kornmængden. Havde han gjort Akkord med Folk om Tienden, anerkendte han ikke Aftalerne, men paaførte Folk Trætte derom. Desligeste var det ham ogsaa vitterligt, at »Christen Andersen Kjærulf stedse vil føre Klammer, Kiv og Trætte, Parlement og Bordag (Slagsmaal) og er ganske uforligeligen«, saa han havde lemlæstet og skamferet adskillige Personer uden billig Aarsag, »saa at han for samme sin Overdædighed er nederfældig bleven, ikke uden sin Æres Forklejnelse, formentlig«. Naar man ikke vilde yde ham saa megen Tiende paa Skæppen, som han ønskede, lod han ofte Folk køre Kornet til sin Gaard, uden at han vilde modtage det eller tale med Folkene derom, og naar de havde ventet en langsommelig Tid, kunde de atter køre hjem dermed. Mod dem, som havde tinget med ham, brugte han meget strengt Maal og et Skæppemaal, som var forbedret med en omlagt Jernring (antagelig ragede Ringen op over Maalets Kant), og som holdt mere end et rigtigt Maal. Niels Laursen i V. Halne og Jens Mørk i Bjørum vidnede ligesom Laurs Pedersen, dog undtagen den Passus om Christen Andersens Æres Forklejnelse; Morten Laursen Kjærulf i Ø. Halne vidnede ogsaa ligesom hans Stedfader Laurs Pedersen, og Bertel Thomsen Kjærulf i V. Halne1 med flere vidnede som Niels Laursen og Jens Mørk. Peder Andersen2 vidnede, at han var tinget med Christen Andersen om Tienden; han havde set, at Christen Andersen red rundt og talte Folks Korn med Pistoler ved Hestene; han var ikke der i Byen, da Christen fæstede Tienden, men han vidste nok, at han havde brugt strengt Maal. Sluttelig vidnede Laurs Pedersen og Niels Laursen, der var Kirkeværger, at de aarlig havde haft Tvist med Christen Andersen for Kirkens Korn at indkræve; de kunde ikke faa ham til at levere Kornet, og naar de endelig fik det, var det uforsvarlig daarligt Korn, saa de havde haft stor Trætte og Udgift paa Kirkens Vegne for at faa dens rette Indkomst. Christen AndersenKjærulf benægtede — som sædvanlig — ved sin 1

Sjæl og Salighed; han havde ikke haft Pistoler, siden han kom til Fogedgaard, og han havde ikke redet og truet Folk dermed. Angaaende Skæppemaalet tilspurgte han Laurs Pedersen, om han vilde beskylde det for falskt, hvorpaa Laurs Pedersen anmodede om at faa Skæppen maalt paa Aalborg Slot. Endelig benægtede Christen Andersen at have lemlæstet nogen og mente, at Vidnerne i det hele havde vidnet falskt imod ham. Jeg har ikke fundet noget om, hvorledes Enden paa denne Sag blev, maaske er Striden atter jævnet. 5. Juli 1636 blev Christen Andersen stævnet af Thomas Gertsen, Borger i Aalborg, for nogle Penge, som hans Farmoder, Else Andersdatter i Holtet, skyldte Thomas for Gods og Varer, og som paa Skiftet efter hende blev overført paa Christen Andersen1. Som Thomas Gertsens Fuldmægtig ved denne Lejlighed optræder den ovenfor som Vidne nævnte Jens Mørk i Bjørum, der heller ikke stod paa nogen god Fod med Christen Andersen. 9. Januar 1637 kom Jens Mørk og hans Søn Anders, der da var Barn, gaaende hen ad Sundby Gade, og de blev da uden al Aarsag overfalden af Christen Andersen og hans Broder som gik imod dem med dragne Værger og tragtede dem efter Livet. Christen Andersen gik paa Jens Mørk og gav ham et stort Hug over Næsen samt et Saar paa hans venstre Lillefinger og tre Huller i Kjortelen, medens Jakob Andersen drog mod Drengen hvem han gav et Saar i Hovedet og et i hans venstre Tommelfinger, medens han tillige sønderhuggede hans Kjortel og mere end tyve Gange greb ham i Haaret og slog ham til Jorden2

20. januar 1635 ** ** Christen Andersen i Fogedgård fremæskede efterskrevne synsmænd for deres syn til en have og et gærde vester og sønden Bjørum at afhjemle, men ingen er fremkommen

samme dag ** Christen Andersen i Fogedgård lod fordele efterskrevne for deres tiende, som de rester med til Vadum kirke for 1634.

10. februar 1635 **Laurs Pedersen i Øster Halne stævnede Christen Andersen Kærulf i Fogedgården for dom, om han ikke pligtig er og bør at betale ham et hundrede sletdaler for kost og tæring, han ham pligtig er efter landstingsdommens kontrakts indhold, eller lide indvisning. Opsat 4 uger.

10/3 1635 **Mads Andersen i Kinderup på kongelig majestæts og sin husbonds vegne stævnede Christen Andersen i Fogedgården til tinget for dom, sagende ham 100 rigsdaler og 1 øxen efter tingsvidne og herredstingsdoms indhold, formente han burde at betale inden 15 dage eller lide indvisning i bo og løsøre. Hans broder Selgen Andersen fremlagde med skriverens seddel på Ålborg Slot med egen hånd underskrevet, hvor udi han giver til kende, at velb frue Birgitte Lindenou, salig hr. Otte Skeels, har bevilget, at samme sag mod forskr. Christen Andersen en tid lang, til hun hjemkommer til slottet igen, kunne opstå. Af slig årsag blev samme sag opsat 14 dage.

1636-07-04188aAndersen NielsAalborgAndersen ChristenFogedgaardgæld 86 sld

Heller ikke Slutningen paa denne Affære kendes, men 6. Januar 1639 overfaldt Christen Andersen paany Jens Mørk under et Ophold i Sundby. 4. Febr. 1640 havde Christen Andersen indstævnet Morten Laursen Kjærulf i Ø. Halne og hans Moder, Bodil Mørk for 30 1/2 Slettedaler, som de skyldte til Vadum Kirke, og Oluf Pedersen Kjærulf i Torpet ligeledes for 30 1/2 Slettedaler, som han skyldte. 29. Okt. 1643 var Christen Andersen i Selskab i Rævsgaard i Vadum sammen med en hel Del andre Medlemmer af Slægten Kjærulf - muligt i Anledning af hans Broder Peders Enkes Trolovelse med Vogn Bertelsen Kjærulf af Aslund; om Aftenen, et Par Timer efter at Christen Andersen først var gaaet hjem, kom han igen, sneg sig ind ad den aabne Dør med en Kniv i Haanden og søgte hen til Herredsfoged Morten Laursen Kjærulf, der sad ved Bordet med Ryggen mod ham. Uden at sige noget stak han Morten i Ansigtet med Kniven, saa der fremkom et Saar tværs over Næsen, et ned ad Næsen, hvor Stykket var ganske borte, og et paa Underlæben, der blev skaaret tværs igennem. Derefter løb Christen hastelig ud ad Døren igen uden at sige noget, og »ingen saa eller fornam ham, før Gerningen var gjort«. Senere paa Aftenen forsøgte han at dræbe Morten gennem et Vindue; men ogsaa dette Attentat mislykkedes1. Christen Andersen blev nu sat fast, og der blev atter rejst Sag mod ham, men forinden den blev sluttet, kom Svenskekrigen, og der indtraadte saa en Pause. Imidlertid blev Fogedgaard udplyndret af Fjenden, og Familiens daarlige økonomiske Forfatning blev derved forringet. Herom toges der 2. Novbr. 1647 følgende Tingsvidne: Vidnerne erklærer, at det er dem vitterligt, at Anne Andersdatter i Fogedgaard blev ganske forarmet i Fjendens Tid, formedelst hendes Mand Christen Andersen var af Fjenderne indsat, saa længe de var her i Landet, og hun fattige Kvinde maatte sælge baade Korn og andet for at skaffe Penge; de havde ogsaa udgivet en stor Sum Penge til Svenskerne, og derefter blev der lagt en Rytter i Gaarden, som jagede hende fra Hus og Hjem, saa alt, som var i Gaarden og i Husene, blev ødelagt; hun kunde derfor ingen Skat udrede.

Efter Krigen fares der fort med Rettergangen mod hendes Mand; 9. Marts 1647 indstævnes Christen Andersen for at svare paa Beskyldningerne vedrørende Attentatet, og 13. April s. A. føres der Vidne om, hvorledes han »paa nogle Aarstid har forholdt sig med Klammeri, Trætte, Perlament, Bordag og i andre Maader Gevalt og Overfald, saa ingen vidste sig fri og frels for hannem paa Vej og Sti«. Nu fremstod Vidnerne, som havde kendt Christen Andersen, og erklærede, at han var ganske tvedrægtig og uforligelig med sine Sognemænd, Grander og Naboer, saaingen vidste sig uden Farer for hannem i Lag og Selskab for Perlament, Bordag og i andre Maader; han havde skamferet mange godt Folk saa og forgangen Aar været noget forstyrret mod sin fattige Hustru og jaget hende bort fra Hus og Hjem og ikke omgaaedes hende, som en Ægtemand burde at omgaas med sin Ægtehustru.; tilmed været ganske haard mod Tiendeydere, som ikke vidste sig fri og sikker paa Vej og Sti for ham. Endvidere havde han ladet baade sit eget og andres Kvæg opæde [sin Avl?] og siden sultet andres Kvæg for den Skade, hans eget havde gjort. Morten Laursen Kjærulf klager over Forfølgelse og Forurettelse i Almindelighed og gentager Beretningen om Overfaldet. Denne Gang kender vi Slutningen paa Visen, thi 1648-1650 træffer vi Christen Andersen i København, det vil sige i Slaveriet paa Bremerholm, og her forblev han til sin Død, der vist fandt Sted faa Aar efter. 30. Maj 1648 blev hans Hustru og Børn stævnede af hans Broder Selgen for nogle Penge, som Christen Andersen skyldte sin Moder, der havde overdraget Fordringen til Selgen Andersen1; ved samme Tid blev de stævnede af en Anders Christensen Kjærulf i Aalborg for 67 Daler i Hovedstol og 48 Slettedaler i Renter efter Christen Andersens Gældsbrev af 1634.

Han deltog 18. 1. 1644 i slaget ved Sundby, men blev fanget af svenskerne og sad arresteret i Aalborg, indtil familien løskøbte ham, og imens blev hans hjem ganske ruineret af de svenske besættelsestropper. Da han atter kom hjem, synes han at være gaaet helt amok, saa folk ansaa ham for at være halv- eller helgal. De klagede gentagne gange til lensmanden over ham, »hvorledes han havde truet og undsagt dem med parlament, bordag og i andre maader og skamferet mange godtfolk, — og han havde ogsaa nu forgangen været noget forstyrret og jaget sin fattige hustru fra hus og hjem; det var nu saadan, at ingen vidste sig fri for ham paa vej og sti«. Saa faldt hammeren; lensmanden lod (tingbog 9. 3. 1647) Christen Kjærulf sætte fast og sende til Bremerholms tugthus paa livstid; 1648 var han der, men han døde et par aar efter. Han var gift med Ane Andersdatter, datter af pastor Anders Nielsen Holm i Vadum; de havde 8 børn sammen. Endnu i 1650 boede hun i Fogedgaarden, men 1661 var hun paa en gaard i Vesterhalne.

1650 blev der taget Syn over Fogedgaarden, hvor Christen Andersens Hustru og Børn endnu boede, og det siges, at den var næsten øde og »stander paa Fald«, saa den ikke kunde »opferdes« for mindre end nogle Hundrede Daler, formedelst deres Efterladenhed«; den tilliggende Mark og Skov var ogsaa ganske øde og fordærvet. Samtidig lovbød Gaardens talrige Ejere deres Parter af den, og 28. Maj 1650 skødede de dem til Herredsfogden Morten Laursen Kjærulf i Ø. Halne. Dette omfattende Tingsvidne af 21. Maj 16503 angaaende Lovbydning er særlig bemærkelsesværdigt, fordi vi gennem det faar Oplysning om saa mange af Slægtens Medlemmer. Ogsaa Christen Andersen ejede en Part af Gaarden, nemlig de 3 Tønder Bondeskyld, som han havde købt af Søren Christensen Kjærulf fra Hornsgaard; han havde 1636 maattet pantsætte denne Part til Jens Nielsen, Borger i Aalborg, og efter dennes Død var Fordringen transporteret til Anne Jensdatter, salig Ove Andersens i Aalborg, hvis Svigersøn Peder Olesen i Aalborg nu solgte den til Morten Kjærulf, efter at de ved Landstingsdom havde faaet den udlagt1. Christen Andersens Hustru hed Anne Andersdatter og var vist Datter af Præsten Anders Nielsen Holm i Vadum. Hun levede endnu 1661 og boede i V. Halne, da hun lod en Del Beboere i Vadum indstævne for resterende Tiendeydelse for Aarene 1647-50, paa hvilket Tidspunkt hun havde Tienden i Fæste. Yderne erklærede, at hvad de skyldte for disse Aar, var erlagt til Peder Andersen (Kjærulf) paa Egholm efter hendes Søn Anders' Befaling2. 1661 blev hun stævnet for 10 Mark, som en Pige paastod at have tilgode i Løn, hvilket dog benægtedes3. I sit Ægteskab med Christen Andersen havde hun 8 Børn, om hvilke der dog ikke har kunnet oplyses noget positivt ud over deres Navne:

Der er usikkerhed om, hvem der er mor til Christen Andersen Kjærulfs børn. Ifølge Kjærulfske studier er det Anne Andersdatter, men ifølge et tingsvidne af 22. marts 1631 er hans hustru da Kirsten Bertelsdatter. Hun må formodes at være mor til de børn, der formodes at være født inden den dato.

Mangfoldige nordjyske familier stammer fra denne ansete slægt. Paa Knæpholt ved Vesterhalne boede herredsfoged Anders Sørensen Kjærulf; han ejede Knæpholt og var parthaver i slægtens gamle ættegaard, Fogedgaard, og der residerede fra omkring 1630—48 hans søn Christen Andersen Kjærulf (f. omkring 1600, f 1650). Christen var en ufordragelig og brutal person, hidsig og voldsom og han yndede at færdes vel bevæbnet omkring, og baade kniv og næver sad meget løse paa ham. Da hans fader i 1631 døde, vilde han gerne have været hans efterfølger som herredsfoged; men lensmanden valgte tingskriver Lars Pedersen (Kjærulf) i Skovgaard, og da han nogle aar efter gik af, blev hans dygtige søn, Morten Laursen Kjærulf, foged og Christen for anden gang skuffet, hvorfor han hadede Lars og Morten af et oprigtigt hjerte og søgte at skade og fortrædige dem, det han kunde, endskønt hans broder, Peder Kjærulf, der var blevet tingskriver, efter bedste evne søgte at forlige dem. Christen ævlede sig ind paa Lars og generede ham, saa han maatte føre sag imod ham baade ved herreds- og landsting, og 1633 dømte landstinget Christen til at have uret og betale 100 rigsdaler, i de dage en mægtig sum, i sagsomkostninger. Det gik han ind paa, men betalte ikke, hvorfor han atter blev sagsøgt. Han har formentlig været i København og beklaget sig til Christian IV; thi 30. 11. 1635 befalede kongen lensmand Gunde Lange i Aalborg at hjælpe Christen Andersen, »boende i Fogedgaarden i Vendsyssel, som blev forurettet af herredsfoged Lars Pedersen, der havde gjort ham uret, fordi der har været trætte imellem dem«. Anders Kjærulf havde haft Vadum kirkes korntiende i fæste, — og saa snart faderen var død, og inden det var kommen ud blandt folk, tog Christen til Aalborg og fæstede tienden af lensmanden, hvilket beboerne i Vadum blev meget utilfredse med. Han kom da ogsaa snart i spektakler med dem; thi han inddrev tienden med haard haand, og da de beskyldte ham for at bruge falskt skæppemaal, hittede han paa at tage tienden paa marken; men naar han saa, vel bevæbnet med kniv og pistoler i bæltet, red rundt, red han somme tider folks korn ned, og dersom de lavede vrøvl, truede han dem paa livet. Ogsaa kirkeværgerne, Niels Lauridsen og Lars Pedersen, kom han i proces med, idet de paastod, at han snød kirken og leverede den daarligt korn, — og hvert øjeblik kom han i karambolage med sine sognebørn eller andre.