Ole Munks slægtsdatabase

Mellem Mørkerne (i Dødskov) og Striben folkene udspandt der sig i 1635 - 36 en fejde, der med mellemrum varede i over tredsindstyve år. Oprindelig var unge Lars Simonsen fra Striben gode venner med Niels Mørks sønner, og de kom meget sammen. På Dødskov var der en pige eller husholderske, Maren Christensdatter, som blev gode venner med Lars, og venskabet blev så hedt, at hun i 1636 fik et barn, som hun påstod, at Lars var fader til. Dette benægtede han, og han benægtede ligeledes, at han skyldte hende 12 rigsdaler, som hun skulle have lånt ham. Sagen blev til en langvarig strid, der først førtes ved Kjær herreds ting og senre ved Viborg landsting. Niels Mørk førte på Marens vegne sagen frem på herredstinget, og her fremlagde han den 5. maj 1636 følgende mærkværdige brev, som han påstod Lars havde skrevet, hvilket denne bestemt nægtede:

"Kendes jeg mig Laust Simensen på Striben og vitterliggør udi dette mit åbne brev, at jeg af min beråd hu og vilje har været begærendis, og er begærindes ærlig pige Maren Christensdatter i ægteskab at have, og skl ajeg leve så med hende, at hendes venner og slægt skatter mig godt, og som et kristeligt menneske, og efterdi hun haver det med mig samtykt og bevilget, - da jeg var af hende begærendis, at hun skulle fremme mig min vilje, hvilket hun ikke vilde, før jeg gav hende dette mit åbne brev. Hvilket årsager mig at give hende den forvaring, om nogen vilde gøre nogen tvist herudi, hvilket ingen skla vende mig fra, at jeg skal holde mit løftre som en redelig karl egner og anstår i alle måder. Og forpligter jeg mig, at jeg (ej) nogen anden kvindeperson giver min tro, så længe forskrevne Maren Christensdatter lever og skikker sig vel; og haver Maren Christensen forstrakt mig med 12 rigsdaler og antvorde mig dem, at jeg skal hende dem levere, når hun det begærendis bliver, - at så udi sandhed er, som forskrevet står beskreven, at holde min derom udgivne håndskrift og til vitterlighed.

På palme søndag anno 1636 Lauritz Simensen, egen hånd."

På herredstinget svor Lars ved sjæl og salighed, at han aldrig havde skrevet ovennævnte brev eller at have lånt penge af Maren, han "havde hverken skrevet brevet eller udgivet samme, eller tilskyndet at udgive samme brev." Han kunne dog ikke helt fragå, at han og Maren havde været gode venner; og han havde i alt fald foræret hende et fint hovedklæde; thi 6. og 20. juni vidnede Niels Mørks karle Jens Justesen og Anders Nielsen, at da de Vor Frue Dag gik hjem fra Vester Hassing kirke, fulgtes de med Lars Simonsen og Maren Christensdatter, som havde et tørklæde, stukket med silke, på hovedet. Da så de, at Lars rev tørklædet af Marens hoved og stak det til sig, - og nu på tinget krævede Niels Mørk, at Lars skulle levere tørklædet tilbage. Herredsfoged Lars Pedersen Kjærulf var øjensynlig ikke særlig glad for denne sag, han dømte, at Lars skulle levere pigen de 12 rigsdaler, men om det påståede ægteskabsløfte, som der øjensynligt var noget muggent ved, "vidste han intet at skønne".

Lars var ikke tilfreds og indankede sagen for Viborg Landsting, idet han indstævnede herredsfogeden, Maren og hendes nuværende husbond, Mads Jensen i Faurholt, og på landstinget påstod han, at brevet er et falsum, og at Maren i sin barnsnød havde beskykldt en anden karl. Povl Andersen (Børialsen) på Hvilshøjgaard, som førte sagen for ham, sagde, "at samme Maren Christensdatter skulle have været betroet Niels Mørks nøgel og lås, endog han haver hans rette hustru, som endnu lever." - en slem mistænkeliggørelse af gamle Niels Mørk. På landstinget vidnede Thomas Laustsen i Skoven (Dødskov), at Lars kom til gården og havde bedt ham kalde Maren ud, og han havde sagt til hende, at hvis hun ville beskylde en anden, ville han betale hende godt for det. Per Laursen i Vester Hassing vidnede, at Niels Mørk havde sendt ham til Striben med bud til Dorthe Jensdatter, om hun ville lade sin søn Lars Simonsen blive fra hans gård og den gang, han havde til hans pige, og Jep Thomsen i Knølgaard vidnede det samme. Simon Christensen i Nors vidnede, at en dag før hellig trekongers dag sidst forleden, var han i Striben på Maren Christensdatters vegne og begærede, at Lars ville møde hende ved Øster (Hassing) kirke med de penge, han havde lovet hende, så ville hun årsage og ikke skylde ham for barnefader. Landstinget fastholdt herredsfogedens dom og kendte ovennævnte brev for dødt og magtesløst, men hvem Marens barnefader var, blev altså ikke oplyst.

Laurs Simonsen blev i 1643 fæster af halvdelen af gården V.Aslund i V.Hassing sogn, og samtidig var han Aalborg Hospitals delefoged. Hans medfæster af V.Aslund var Jens Andersen. (sHo/59). Død i V.Aslund 1692, 77 år.

Lars Simonsen og Johanne Thomasdatter i Vester Aslund fik flere sønner, voldsomme og stridbare, ligesom den flok, der voksede op hos Søren Mørk i Dødskov. Gårdene var, som før sagt, nabogårde, og de to familier fortsatte uvenskabet med skeltrætter og andre gnaverier, men engang imellem blussede fjendskabet op, og så gik det på liv og lemmer løs. Der havde været stor strid imellem Christen Mørk, han som senere kom til Larsgård og Lars´ældste søn Simon, og den 2. december 1666 foretog Dødskovssønnerne et ligefremt krigstog mod Aslund. De var velbevæbnede, men påstod senere i retten, at de ikke var kommet for at lave ufred, men for at stifte forlig; og derfor havde de taget deres svoger, Thomas Nielsen i Kjærsgaard, med som opmand - for en sikkerheds skyld var opmanden forsynet med en splid knippel. Da de kom til Aslund, råbte de og kaldte folkene ud, hvorefter Lars Simonsen og sønnerne Thomas og Anders kom ud, ligeledes velbevæbnede - og der udspandt sig nu en rask lille fægtning. Sagen blev af begge parter indanket for Kjær herreds ting, og Peder Bertelsen Kjærulf og Niels Madsen i Gandrup vidnede den 11. december på tinget, at den den tredie december havde været på Aslund for at syne de sår og skader, Lars Simonsen og hans søn Thomas havde fanget. Da så de, at Lars var stukket med en jerntyv (togrenet fork) igennem hans livstyk med to dræt under og hans uldne skjorte, såvel som hans skjorte var tredobbelt samme sted, og ind i hans bryst med den ene gren, og den anden gennem to par bukser og en ulden skjorte og ind i hans mave. Dernæst så de Thomas Lauridsen, der havde et blodigt slag over det højre øje og et blodigt slag på hans venstre arm og et blodigt sted i hans højre øje, det afhjelmede de for et fuldt syn. Johan Thomasdatter (Lars kone) og Anders Lauridsen og datteren Dorthe vidnede for retten med ed og oprakte fingre, at det var dem vitterligt, at den 2. december sidst forleden, da lys var tændte, da kom Anders Sørensen fra Dødskov til Lars Simonsens vindue og kaldte dem ud. Da gik Thomas Laursen ud til Anders Sørensen, og de gik i gården med hverandre. Da stod Christen Sørensen fra Dødskov med en vognkiep i hans hånd, og slog den hovedfast ad Thomas Laursens hoved med den, og han blødte ved højre øje. Så kom Lars Simonsen og ville skille dem ad; da kom Anders Sørensen imod ham med en jerntyv og slog ham i hans bryst, og så kom Thomas Nielsen i Kjærsgaard med et stykke træ i hans hånd som en vognkiep og søgte forskrevne Lars Simonsen, og Lars gik baglæns og bad ham, at han ville gå fra ham, og endvidere havde både Christen og Anders Sørensen truet af Lars Simonsen og hans hustru og børn. Den 18. december stævnede Søren Mørk Lars, hans kone, datteren Dorthe og sønnerne for den store skade, de havde gjort hans sønner Christen og Lars; thi Søren havde den 4. december haft syndmænd på Dødskov og havde fået taget syn over alle de skrammer, sår og blå øjne, som de havde fået under deres besøg på Aslund: Christen havde 24 og Anders havde 18 slag og sår. Og alle disse sår beskyldte Søren Mørk Lars sønner Simon og Anders for - og de var tilføjet dem uden for Lars gård. Hermed ville han bevise, at der ikke var tale om krænkelse af gårdsfreden, hvilket Lars påstod. Imidlertid gik fælles venner imellem for at få et forlig i stand og 8. januar 1667 stod Thomas Nielsen og svogrene på Dødskov på tinget, tog Lars Simonsen i hånden og blev vel og venligt forligt med ham og hans sønner i den sag om krænkelse af gårdsfreden. Thomas skulle give Lars 5 sletdaler, som skulle betales her på tinget i dag 14 dage, så og en god tønde øl, hvilken han skal oplægge på kyndelmissedag og i lige måde skulle Anders og Christen give æl og 5 daler. Thomas øl blev dog ikke betalt til rette tid, men om efterårt sendte han bud til Aslund, at de skulle komme til Kjærsgaard og smage, om øllet var godt nok, og Mikkelsdag mødte Thomas og Simon, Lars ældste sønner, for at smage øllet tilpas. Thomas og Bodil tog vel imod gæsterne med mad og drikke, og de smagte øjensynligt godt på på øllet; thi smagningen endte med et forrygende slagsmål, hvor man benyttede ølkander og andre ting som kasteskyts. Den 5. oktober 1667 gav Thomas på herredstinget last og klage på Aslundsønnernes voldelige opførsel og brud på gårdsfreden: De havde ituslået 9 vinduer og 4 eller 5 små ruder, desuden havde de sønderslagen nogle træstobe og slået buler i en sølvkande og en messing lysestage; endvidere havde de sønderslaget en syv alens langskyfve (bordplade), samt slået Thomas Nielsen på munden, så hans mund og næse blødte.

30. juli 1667 stævnede Lars Simonsen i Aslund Jens Nielsen i Sønderheden og hans broder Lars Nielsen i Rottrup for skade, de havde tilføjet hans søn. Flere af Ulsted mænd vidnede, at den 7. juni sidst forleden, da gudstjenesten var inde, så de, at Simon Laursen i Aslund kom gående ned fra Ulsted kirke til Lars Skrædders gård til sin hest, som dér stod, og han havde intet andet i hånden end sin pisk. Da stode Lars Nielsen i Rottrup og Jens Nielsen på heden og tog vare på ham, od de overfaldt ham med mange skældsord og tog træ og sten og slog efter ham; Lars slog ham med sten og Jens med en kæp. Præsten i Ulsted, hr. Morten Jensen, der også var stævnet som vidne, havde, da han gik fra kirke, hørt, at Lars Nielsen brugte skieldsmund og set, at han kastet med sten efter Simon Laursen, som måtte undride. Et par andre mænd fra Ulsted vidnede, at da samme clammeri var gjort, kom Lars Nielsen og Jens Nielsen ind til Jørgen Smed. Da spurgte Jørgen Smed dem: "Skal der nu ingen kirkefred være?" - hvortil Lars Nielsen svarede " A skider i kirkefreden". Flere mænd vidnede, at næste søndag før Sct. Hansdag var de ifølge med Lars Nielsen i Rottrup og Simon Laursen i Aslund på hjemvejen fra Hundslund marked, od de gav hinanden mange onde ord.

Lars Simonsen var Aalborg Hospitals delefoged, d.v.s. fuldmægtig for Hospitalets gods på egnen, hans medfæster i Aslund hed Jens Andersen og var en Mørk fra Øster Hassing Hedegård. Han og Lars enedes ikke godt; thi ligespom Lars var han en hård mand, og han havde f.eks. ifølge Hals Tingbog af 29.2.1676 måttet give 30 rdl. til kongens kasse, fordi han havde overfaldet og skamslået Svend Pedersen i Hals i dennes egen gård. Muligvis var han også en dårlig landmand, der lod sin gård forfalde, og det lykkedes efterhånden Lars at få hospitlasforstanderen i Aalborg overbevist om, at Jens "forringede" gården, hvorfor han blev sagt op af forstanderen. Sagen var nemlig den, at den gode Lars ønskede den ledige halvgård til sig selv eller et af sine børn, men det anede hospitalsforstander Søren Jensen Glimsholt jo ikke noget om; og da så Søren Mørks søn Ove Sørensen en dag mødte på Hospitalets kontor med en pose af faderens sølvdalere og bad om at få den lediege gård i fæste, straks, samt på egen bekostning reparere gårdens forfaldne bygninger, tog forstanderen ikke i betænkning straks at give ham fæstebrev fra 1. maj at regne. At Lars og hans sønner belv rasende, siger sig selv, eftersom deres plan nu var slået fejl.

Den 2. august 1681 stævnede Lars Simonsen Ove Mørk, og hans kone Johanne Andersdatter, som beskyldte Lars' søn Anders for at have sagt, at han godt kunne have lyst til at stikke ild på deres gård.

Søndag den 5. juni 1681 havde Ove Mørk (Vester Aslund) været til formiddagsgudstjeneste i Vester Hassing kirke, og om eftermiddagen ville han gå til byeb igen for at betale en tækkemand. På fælleden norden for byen mødte han Laurs Simonsens sønner Simon og Peder Laursen, der kom ridende fra Simons gård i Gåser; de havde muligvis fået nogle drammer, og da de mødte Ove, steg raseriet op i dem, og de overfaldt ham med hug og slag, så det nær havde taget livet af ham. Resultatet blev en retssag, som brødrene selvfølgelig tabte, thi mange mennesker havde overværet det brutale overfald og kunne i retten fortælle om det.

Anders Andersen i Knølgård vidnedem at han red til Vester Hassing; og da så han Ove Sørensen sidde på knæene, blodig og ilde tilredt og Simon Laursen red rundt omkring ham på en hest og med dragen kårde, og Peder Laursen stod lige ved Ove med en tjørnekæp i hånden. Simon sagde, at han skulle hugge Ove, så han måtte gå og tigge for føden med et par krykker.

Så tog Anders Andersen ham op på sin hest og ville føre ham hjem; men Simon fik Ove ned af hesten igen og angreb Anders; idet han råbte, hvor den hundsfot ville hen; så undredte Anders Andersen. Også Søren Jensen i Vester Hassing havde set overfaldet; ligeledes Kirsten Sørensdatter, som hørte, at en liden pige sagde, at Simon Laursen og Peder Laursen slog hendes morbroder ihjel. Kirsten løb så op for at skille dem ad, men Simon råbte, hvad den hore og hels ville her, og slog hende under hendes patte og ville drage sin kårde og hugge hende ned, så hun måtte løbe hen til nogle andre kvinder, der så på. Anders Nielsen i Vester Hassing blev kaldt ud af sin pige, der sagde, at Simon Laursen og Peder Laursen handlede ilde med Ove Sørensen ude på overdrøften, og da han løb derud, hørte han, at Simon spurgte Ove, hvorfor han gjorde dem fortræd og fæstede den halvgård i Aslund uden hans minde.

Ove sagde, at han gerne ville flytte fra gården, om han måtte beholde livet. Så truede Simon Ove, som faldt på knæ og bad for hans liv; og derpå forlangte Simon 20 rigsdaler af Ove, som sagde, at der var for meget. Så spurgte Simon, om han ville komme til Gåser og forlige sig med ham, så ville han slå noget af; og Ove sagde ja; den gang han havde sin skade. Andes Nielsen overtalte dem til at følges ad til Aslund, og han hjalp Ove op på Anders Knølgaards hest; men Simon tvang ham ned igen. Men så hjalp Anders Nielsen ham op på en af hans heste. Peder Jørgensen og flere mænd kom nu til, men Simon og Peder sprang på deres heste, men tog Ove Sørensen med sig imod hans vilje. Anders Jørgensen og Thomas Jensen fulgte efter og gik ind i Ove Sørensens stue; han var blodig og ilde medtaget og bad dem gå til hans fader Søren Mørk med ham, hvilket de gjorde.

Dette brutale overfald blev en meget alvorlig sag for de to brødre, da Søren Mørk stævnede dem for Kjær herreds ting; men ved gode mænds mellemkomst blev der sluttet et forlig, hvilket følgende dokument, læst på tinget den 7. marts 1682 fortæller om:

"Jeg underskrevne Simon Laurissøn, boende i Øster Aae i Gåser, og hermed vitterliggør, at jeg tillige med min broder Peder Laurissen i Vester Aslund haver ad stor misforstand og i vores drukkenskab næst afvigte 5. juni indeværende år på Vester Hassing mark ukristeligt overfaldet Ove Sørensen, boedne på Aalborg Hospitals stavn i Vester Aslund, efter derom udstedte tingsvidner af Aalborg byting den 20. juni sidst forleden dets videre indhold, - for hvilken uhørlig og ukristelig medfart jeg Simon Laurissøn og min broder Peder Lauridssen største straf haver fortjent, om sagen ved lands lov og ret videre imod os skal procederes. Men formedelst mange fornemme godtfolks forbøn og formedelst min Simon Laurissens fattige hustues og mange små børns skyld haver forskrevne kongelige Mayestæts hospitals direktører, de højædle, velædæe og velbyrdige, gunstige herreros samme vores store begangne grove fanter denne gang efterladt, - med sådan kondition og vilkår, at jeg Simon Laurissøn og min broder Peder Lauridssen belover og hermed forpligter og aldrig efte denne dag, entem med ord eller gerninger, hemmelig eller åbenbart, selv eller med andre, utilbørlig skal begegne forskrevne Ove Sørensen i nogen måde; og de fattige til førstkommende martini til straf 20 rigsdaler at give, ibidem til hospitalsforstander Søren Jensen Glimsholt for allerede anvendt bekostning, umag og besværing, papir og brevpenge, 4 rigsdaler. Om det så ske skal ske, det Gud dog nådig afvende, at vi herefter handler eller lader noget ukristeligt begå mod forskrevne Ove Sørensen, det lovligt kan gøres bevisligt, da sagen at stande ved sin fuldmagt efter for omvidnede tingsvidners indhold, - ved dom derpå efter lands lov og ret at forhverve og derefter at lide og undgælde og være i hans kongelige Majestæts nåde og unåde. Dette vi ydermere med egne hænder har underskriver, bekræfter og venligen vores kiære fader Lars Simonsen i Aslund, så og Anders Lauridsen i Laen med os til vitterlighed ville underskrive.

Datum Aalborg, den 15 juli 1681

Simon Laurissøn, egen hånd Per Laurissen

Lars Simonsen Anders Lauridsssen

1692 den 22. sept Las Simonsen i W. Aslund - 77 aar 6 maaneder